Hovedpine

Wagamama er en japansk restaurant med lækre ris- og nuddelretter. L og M er også fans – især de indbagte rejer er populære. I de år vi har boet i Aalborg, har vi måttet undvære at kunne spise på restauranten, idet den ligger ved Tivoli i København! Men til vores store glæde ligger der en Wagamama restaurant her i Dubai. 20 minutters gå-afstand fra vores hotel. Tre gange på en uge er ikke for mange gange at indtage sin aftensmad på Wagamama – det bliver ikke trivielt! Tredje gang (i går aftes) blev afsluttet lidt mere dramatisk end de forrige. Vi havde mødtes med de tre andre flyveledere, som Janus skal starte på hold med på søndag. Bryan og Michael – begge fra USA – og Zahari fra Singapore. Bryan og Zahari er alene hernede uden familier, de kommer først senere. Michael har kone og et af sine børn med – det mindste. De havde ikke været på Wagamama før, men blev lige så begejstrede som os. Da maden var spist op, havde vi to trætte børn, som sad noget uroligt på bænken. Pludselig glider L baglæns ned ad bænken og lander på baghovedet på stengulvet. Hun græder voldsomt og det bløder derfra. Der opstår hurtigt forvirring bl.a. fordi rigtig mange mennesker  – herunder Wagamamas tjenere, the kitchens safety officer (yes, sådan en havde de!), overtjeneren, folk fra hotellet ved siden af (nogen må have hentet dem ind) – kommer for at hjælpe til (læs = se bekymret til). Jeg får hjælp af Michaels kone, Nicole til at vaske såret rent for blod, så vi kan vurdere, om jeg skal tage hende til lægen. L græder stadig meget. M stemmer i, han er tydeligt påvirket af, at L er ked af det og af de mange menneskers tilstedeværelse. En giver mig noget koldt at lægge mod L’s baghoved. Flængen er lang, men ikke dyb. Jeg er i tvivl. Nicole drypper endnu mere vand ned i hovedbunden, og jeg fjerner mere hår. Det åbne sår træder tydeligere frem. Blodet pibler. Al tvivlen forsvinder. Af sted på skadestuen. En af mændende hjælper med at praje en taxa og giver chaufføren besked. Jeg ved ikke, hvor vi skal hen, men han har styr på det. Jeg tager af sted med L, imens Janus tager M med på hotellet, så han kan blive puttet.

I taxaen bliver L ved med at gentage, at hun ikke vil sys. Jeg refererer handlingen fra “Lotte på skadestuen”, som vi har læst et utal af gangene, og et øjeblik glemmer L, at hun har ondt og frygter, hvad lægen vil gøre ved hende. På den medical clinic, som taxaen kører os hen til, er der tomt for mennesker. Vi stryger altså lige forbi de mange stole i venteværelset og ind til Dr. Raza Stooba, som tager imod os med tyk indisk accent, farverig lang kjole under kitlen og stilletter. Hun kigger på såret og konstaterer med det samme, at det ikke skal sys, men limes. Pyh ha, jeg ånder lettet op. Det gør L vist også. To sygeplejesker klipper hår af og vasker såret. Derefter limes det sammen. L klarer det super flot. Hun får forbinding på, og vi sendes ud til skranken for at betale. Her betaler vi tre regninger. 50 dirham for at blive registreret. 450 dirham for konsultationen hos lægen. 150 dirham for materialer (lim og gaze). Ved skranken er det mest spurgte spørgsmål, hvad vores forsikringsselskab hedder. Det er jeg totalt blank på. Vi har forsikring hos Janus firma, men jeg aner ikke, hvad det hedder. Det svar godtager de ikke. Derfor stilles spørgsmålet igen og igen. Jeg beslutter, at ringe til Janus, men opdager efter febrilsk gennemroden af Fjällräven, at jeg har glemt min telefon på hotellet. Nu kan jeg heller ikke udfylde feltet med telefonnummer, for jeg har endnu ikke memoriseret mit arabiske nummer. Damen bag skranken får medlidenhed med mig, og da vi har en aftale i morgen om at komme igen og få taget forbindingen af L’s hoved, kan jeg udfylde papirerne der. Jeg ånder lettet op. Først nu opdager jeg, at den T-shirt jeg har på ikke kan bruges i morgen. L er træt, men glad for at det er overstået. Jeg bærer hende hjem på hotellet og putter hende.

I dag har vi hygget i Dubai Mall ved det store akvarie. Der var dykkere nede, da vi ankom, og de fodrede fiskene. M var meget begejsret og råbte højt: “fisk, fisk, op, op” og pegede. L syntes også, at det var fascinerende, men hendes kommentarer var på et lidt højere niveau: “Mor, jeg tror, at de stribede fisk leger fanger”, “Den der store fisk, er deres mor” og “Den flade fisk ligger og slapper af, den har svømmet langt”.

DCIM100GOPROGOPR0303. DCIM100GOPROGOPR0304. DCIM100GOPROGOPR0307.DCIM100GOPROGOPR0322.

One Comment Tilføj dine

  1. Marlene Weidanz siger:

    Ih, sikke en omgang. Seje lille Lilly! Og seje Mor Joanna!
    Det er af og til med blanke øjne jeg læser om jeres oplevelser – for hvor er der meget glæde, sammenhold , optimisme kærlighed og mod i jeres beskrivelser, men der må også være mange utrygge faktorer. Eller i hvertfald mangel på comfortzone 😄
    Det er så dejligt at læse om jeres nye liv og bedst af alt er alle billederne.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s