Huskiggeri

Tirsdag morgen står vi op og beslutter for en gangs skyld at komme lidt hurtigt ud af døren for at tage til legeland i Marina Mall. Jeg har fået det anbefalet af danskere i gruppen “Danskere i Dubai” på Facebook. Et super godt forum, når man er totalt på glat is i en varm ørken! Da vi er med metroen får Janus et opkald fra vores ejendomsmægler Afshan, om at vi kan komme og se et par huse i The Green Community asap. Det er område, som ligger tæt på Janus’ arbejde, og som vi har fået anbefalet af flere forskellige folk. Vi lægger kursen om og skifter legelandet ud med huskiggeri. L tager skiftet fuldstændigt cool. “Vi tager i legeland en anden dag, ik mor?”, siger hun. Jo. M tager det lige så cool, meen han ved jo heller ikke, hvad han går glip af.

Ved Jumeriah Lake Towers metro station skal vi mødes med ejendomsmægleren kl. 11.00. Om 20 minutter. Vi indtager legepladsen beliggende ved siden af metro stationen – en god substitut for legelandet – og venter. Klokken bliver 11.15 og Janus ringer Afshan op. Hun er der om fem minutter. Ok. L og M tager tre rutcjeture mere hver, og så går vi ned til opsamlingsstedet. Temperaturen på mobilens vejrudsigt viser 39 grader. Vi smelter. De fem minutter bliver til syv minutter og derefter ti minutter. Janus og jeg skal liiige vænne os til, at vi er i Mellemøsten, og man her har et andet forhold til tid. Men så kommer hun. I en Kia Picanto med privatchauffør. I bagagerummet kan babyjoggeren klemmes ned, når vi tager de tre jul af. De par poser, som var der i forvejen bliver klemt ovenpå. Vi maser to børn, en tøjhund, en klapvogn, en Fjallraven og os selv ind på bagsædet. På vej til The Green Community er der myldretid (læs = lange bilkøer). M keder sig og leger med dørhåndtaget, låsen og knappen til vinduet. En app med billeder af dyr og lyde fra selvsamme på telefonen bliver vores redning. Drengen sidder stille. Lyden fra app’en er rigtig høj, men kan af en eller anden ukendt årsag ikke skrues ned. M er begejstret og efterligner samtlige lyde lige så højt. Men han sidder stille. Jeg sveder. Men Afshan og hendes chauffør må lige acceptere lydniveauet, imens der langsomt bliver mere og mere plads mellem bilerne på vejen foran.

DCIM100GOPROGOPR0384.
Vi venter på ejendomsmægleren.

Endelig er vi ved det første hus. Det er stort med mange rum. Lige noget for os. Det er i to plan med en lille have. Med trægulve – en sjælenhed hernede. Vi er begge fans. Skabe og køkkenet er godt brugt, men skal blot friskes op, ligesom væggene også skal males og terrassen/altanen skal rengøres for det sand, som blæste ind over byen forleden. Lejer skal stå for dette. Hårde hvidevarer følger ikke med. Det har helt klart potentiale. Hus nummer to er ikke langt fra det første, og det er “samme layout”, som ejendomsmægleren udtrykker det. Det er identisk mht størrelse og antal rum. Ejeren er vesterlænding, hvis børn er flyttet hjemmefra og derfor har fundet noget mindre et andet sted i Dubai. Hun har istandsat køkkenet og det er super lækkert. “A piece of art”, som ejendomsmægleren beskriver det. Huset vil være nyistandsat ved indflytning og alle hårde hvidevarer følger med. Hvis vi var begejstrede før, så er vi nu komplet solgte. Prisen er selvfølgelig højere end det første, og den sætter pulsen i vejret hos os begge for den er over det, som vi har budgetteret med. Vi snakker fordele og ulemper, taster og regner på telefonerne, sætter “hvis’er” op og streger ud igen. Vi er pressede, for vi møder en anden interesseret i døren og to mere skal se det i morgen. Jo mere vi regner på tallene, jo mere stiger vores puls, jo mere vil vi rigtig gerne leje det hus. På vej tilbage til hotellet begynder vi at trække kontanter ud på vores forskellige kort, så vi kan lægge et bud på huset med et depositum. Vi har besluttet os. Den stakkels ATM kan slet ikke nå at trække vejret mellem de forskellige visa- og masterkort, som vi propper den med. Dirhams sprøjter ud og Janus’ telefon ringer. Ejendomsmægleren siger, at udlejer har accepteret vores bud. Depositum skal betales i morgen.

Resten af dagen er jeg høj på glæden over, at det er lykkedes os at finde et hus. Jeg kan ikke helt fatte det, og jeg har også lidt svært ved at tro på det. Energien bliver kanaliseret ud i en omgang leg med Brio togbane (Janus er gået ind i det andet værelse for at sove et par timer, inden han skal på nattevagt. Her skal det lige tilføjes, at hans indøvning er blevet udskudt en uge, og at han derfor i disse dage “blot” sidder bag en flyveleder og observerer, hvordan han gør. Det er vores held, da det har givet os lidt mere tid til netop huskiggeri og de mange andre praktiske ting, som skal ordnes). Tilbage til togbanen: Mor her har aldrig været bygherre på så flot en bane, og L er begejstret (hun udnævner dog sig selv, som årsagen til den seje bane, og hun har helt sikkert også en vis andel i den). M svinger de to busser og traktorerne rundt på skinnerne, imens han siger som en kat. Jeg ved ikke, hvorfra han har den kobling. Vi stopper først da klokken er kvart i seks, og vi opdager, at det er tid til aftensmad.

L og M leger med tog

Onsdag drøner Janus ind til ejendomsmæglerens kontor for at betale depositum. Hernede er det vanskeligt at finde vej, da de ikke systematisk bruger adresser, som vi gør derhjemme. De store veje har navne, bygninger har navne. Men mindre veje har bare numre, og de samme numre optræder flere gange i forskellige områder. Janus er udfordret, da han skal finde ejendomsmæglerens kontor – ikke mindst fordi, når han kører forkert, er det svært lige at vende rundt, da mange veje er ensrettet. Det lykkedes da til sidst. Nu venter vi på, at Janus’ firma udbetaler et lån til huslejen, da vi skal forudbetale et års husleje. Firmaet låner os pengene. Når vi kan give landlorden den check og underskrive kontrakten, får vi nøglerne. Jeg er spændt, men tør først tro på det, når de nøgler er vores. Boligmarkedet er hernede er som The Wild West – alle er sig selv nærmest, og der kan ske ændringer i sidste øjeblik.

Imens Janus ordner depositummet, har jeg taget L og M til Marina Mall for at gå i legeland – det vi skulle have været i går. Da vi ankommer til legelandet, viser det sig, at børnene skal være 90 centimeter høje for at lege derinde. M er kun 85 cm. L bryder sammen. Jeg kan godt forstå hende. Ikke endnu en hindring i at komme i legeland. Hun har ikke lyst til at gå derind alene. Jeg smører ærmerne op og forsøger at overtale den philipinske dame i skranken til, at M kan komme med derind. Intet hjælper, og det er jo også ok, for de skal overholde deres sikkerhedspolitik. Mit ældste barn er bare ulykkelig og så kommer løvemoderen op i mig. Det viser sig, at M gerne må hoppe i trampolin trods kun 85 cm, så jeg køber 5 minutters trampolintid til hvert barn for 40 dirham i alt. L bliver rigtig glad.

IMG_1928 IMG_1935

Som yderligere plaster på såret går vi på McDonalds i centerets foodcourt. Det er nemt og billigt. L kan tåle det meste og begge unger kan li’ det. Resten af dagen går med at lege i hotellets pool.

IMG_1943

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s