Visarun

I mandags var vi på visarun. Visarun består i sin enkelthed i, at man forlader landet for derefter at køre ind i det igen. Ved denne manøvre får man et nyt 30-dages turistvisum.

Man kan kun få opholdstilladelse i Dubai, hvis man har et job og derigennem en sponsor. Min sponsor er Janus. Hvis man er hernede uden job, kan man kun være her i 30 dage på turistvisum, og hvis det udløber, må man foretage et visarun. Der er mange mennesker i Dubai, som hver måned tager på visarun for at bevare deres ret til at opholde sig i landet. Der organiseres busser til grænseovergangene, hvor man også kan få sig en kop kaffe eller spise en pizza.

Vi skulle dog ikke opnå nyt turistvisum, men derimod spare penge på oprettelsen af vores residentvisa. Hvis man er i landet koster det 600 dirham pr person at ændre status som turist til fastboende. Det ville altså blive 3600 kr. for L, M og jeg. Vi besluttede derfor at køre til Oman, så vi kunne få slemplet vores residentvisa til den væsentlig lavere sum af 200 dirham (for os alle tre vel at mærke!). En nem måde at spare mange penge på. Troede vi. For det viste sig at en tur på 180 km blev til en tur på 280 km på 5 timer.

Det foregik nogenlunde sådan her: Ankomst til første grænseovergang. En glad araber i militærkluns og Rayban Aviator solbriller tager imod os. Janus forklarer vores ærinde og spørger efter stempler i passene. Han beder os U-vende og så få stemplerne på den anden side af grænseovergangen – altså tilbage til Sharjah (et emirat). Vi bliver glade og lettede – det var nemt. Men ved næste luge får vi at vide, at vi ikke er ved den rigtige grænseovergang, og at vi skal køre 25 km mere. Janus må konstatere at Rayban-araberen har misforstået ham. Dem tilbagelægger vi hurtigt og ankommer til en ny grænseovergang, hvor vi kører IND i emiraterne igen. What? Der ligger altså åbenbart en stribe Oman mellem to emirater. Yderligere 25 km tilbagelægges. Ny grænseovergang og ny besked: kør 1 km. Vi ankommer til UAE Border og får stempler i passene, som viser, at vi har forladt emiraterne. Vi går ind på et ankomstkontor, men får at vide, at vi skal køre yderligere 10 km. I ingenmandsland. Vi er tjekket ud af emiraterne, men ikke kørt ind i Oman endnu. Da vi kommer dertil, bliver vores bil tjekket af en araber i blåt militærsæt. Han er knap så glad. Janus sveder lidt over, at lejepapirerne på bilen ligger hjemme i huset. Men manden spørger heldigvis ikke efter dem. Vi skal lige køre 2 km mere og SÅ kan vi få vores stempler i residentvisaerne. Argh! L og M klarede de fem timer super flot. Trods mange stop med ind og ud af bilen, senere aftensmad end de plejer, og en lidt presset mor og far undervejs. Lidt råben, da L for tyvende gang siger, at hun er sulten, men ikke vil spise de grøntsagsstænger, som jeg har medbragt. Lidt dårlig samvittighed og delen ud af den syvende majskiks til barnet. Lidt skænderi over, hvem der skal bruge den medbragte tegnetavle (Janus og jeg :-)) og lidt læsning af Peter Pedal. Lidt ondt i hovedet og lidt for mange pomfritter i plastickop.

Det endte godt. Kl. 21.00 bar Janus en sovende L op i sin seng. M var stadig fit for fight, men det var nok overtrætheden, som han kørte på, for han splattede hurtigt ud i mine arme, efter to gange ”Tornerose var et vakkert barn”, og jeg kunne ligge ham ned i rejsesengen.

På vores tur så vi ørkenen. Sådan som den rigtigt ser ud. Sådan som man forestiller sig, at den ser ud. I varme gule, orange og røde farver. Lave bakker og bløde kurver. Man får lyst til at skovle en håndfuld sand op og lade sandkornene sive ud mellem fingrene. Langsomt.

Oman tur 2 Oman tur 3

Nok om visarun. Nu til et par små updates:

Jagten er indstillet. Byttet er fanget. Det blev nedlagt i ”Park ’n Shop” to kilometer herfra. Hos bageren på 1. sal. Indhyllet i plastik. Lagt på køl. Jægeren er tilfreds. Der dufter af snobrød i hele køkkenet. Det er pølsehorn bagt i gasovn.

Gasovnen er blevet min ven. Jeg havde ikke meget tillid til den fra starten af. Negativ omtale på fora på internettet. Flere kvinder i mit community, som fortalte at ovnen er det første, de skifter ud, når de flytter ind. Vi havde en lidt udfordrende opstart med at finde ud af at tænde for den, og jeg opgav hurtigt og overlod jobbet til Janus. Han tog sig god tid og fik den til sidst i gang. Derefter ind med pølsehornene, som faktisk blev ret vellykkede. Lidt brændte i bunden – deraf snobrødsduften – men ellers rigtig gode.

L fortæller om børnehaveskolen: ”Jeg legede med Ela i dag. Hun snakker både dansk og engelsk (Ela er IKKE dansker). Vi legede vippeleg på mariehønen. I dag havde vi også musik, og jeg var den eneste som sang og lavede fagter ligesom mrs. Katarina. De andre børn løb bare rundt.” Det går super godt med L i børnehaveskolen. Jeg får positive tilbagemeldinger fra lærerne – hun bliver mere og mere tryg. I dag græd hun, da jeg afleverede hende, men ville ikke hjem, da jeg hentede hende. Super fremskridt på bare en uge. Vi har fået styr på medicinopbevaringen deroppe og i dag slap M og jeg for at tilbringe 3 ½ time i receptionen. Lovely!

Line, hende jeg købte en seng af, har sat mig i kontakt med en kvinde, som kan hjælpe med rengøring et par gange om ugen. Hun hedder Dammii og er fra Sri Lanka. Hun har været her tre gange i denne uge á tre timer, og det var meget passende. Jeg vil stadig gerne selv vaske tøj og lave mad, så vi har ikke brug for en fuldtidshusholderske. Dammii er super sød og nem at snakke med. Hun kan hurtigt se, hvad der skal gøres, og hvor hun lige kan tage fat.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s