Træt

Jeg er træt. Udkørt. Udmattet. Udsplattet. Uden energi. Uden overskud. Eller underskud. Jeg er så træt, at jeg dårligt nok orker at tage stilling til, hvilke opgaver der skal løses af den rengøringshjælp, jeg har tre gange om ugen. Så er man altså træt! Det er ikke kommet lige nu – det har snarere sneget sig ind på mig de sidste par dage. Jeg forsøger at gå tidligt i seng, men syntes ikke rigtig, at det hjælper. Jeg kan jo godt regne ud, at det må være en reaktion på en længere periode med max stress. Presset til det yderste. Først hjemme i Aalborg med afslutning af arbejde og afvikling af livet i Danmark. Derefter ankomst til Dubai – ude af comfort zonen – og starte HELT forfra med alt. To små børn med i bagagen, som helst skal have så normal og stabil en hverdag som mulig. Utrolig megen “tagen-sig-sammen” og “holde-sammen-på-sig-selv” har fundet sted. Og gør det stadig. Men hus og institution til L er på plads, og så er det som om, at min krop mener, at der er plads til, at den lige skal være træt for de sidste tre måneders tid. Og nu er jeg altså også ved at være træt af at være træt.

Efter en weekend med dejlige familieaktiviteter – ro og glæde – sparkede vi ugen i gang med to snotnæser. En på hvert barn. Øv. L toppede snotnæsen med feber og uoplagthed. Øjnene løb i vand og hun skiftevis frøs og svedte. Hun måtte blive hjemme fra børnehaveskole. Formiddagen gik med fjernsyn, en lille cykeltur til nogle gynger og leg med biler. L var pirrelig, drillede M eller brød sammen over små bitte bagateller. Hun imiterede M og råbte “Ipad”, når han gjorde det. M var pyldret, provokerende overfor storesøster og insisterende på at ville selv og kunne selv. Sidstnævnte er vi ikke enige om. Et trekløver som skiftedes til at råbe, skrige og græde. Slå og kramme. Træt mor og syge børn – en farlig cocktail. En drink ingen har lyst til at indtage og da slet ikke over længere tid (læs: over flere dage). Hvis den SKAL drikkes, så skal den bundes med det samme. Sluges i en slurk. Men sygdom og træthed går ikke væk med et knips med fingrene. De skal plejes. Så jeg smører ærmerne op. Janus skrev på mobilen, at han blev sent færdig. Det betød en træt flyveleder sent hjem til trekløveret. Efter et par pølsehorn til eftermiddagsmad slog jeg terrassedøren op til de 37 graders varme og gennede snotnæserne ud. Jeg tændte for haveslangen og håbede på, at lidt vand ikke gjorde dem mere forkølede. Farmanden kom hjem og deltog i vandpjaskeriet. Jeg pustede ud i køkkenet med at lave aftensmad. Kyllingelår og pastasalat.

Ved aftensmaden var firkløveret samlet og stemningen noget bedre. Jeg besluttede mig for, at hvis L skulle være hjemme dagen efter, skulle vi ud af huset fra morgenstunden af. Og sådan blev det.

I dag købte jeg en times leg til L og M i det lokale centers playarea. Det var utroligt godt givet ud. De drønede rundt efter hinanden på et par plastikbiler, og jeg sad på en bænk og delte ud af vink og smil, når de kørte forbi mig. I stedet for at hive i håret eller slå, ventede de på tur og skiftedes til at bruge legetøjet. Derefter en hurtig tur i supermarkedet efter brød og bananer og så hjem til frokost. En dejlig formiddag.

DCIM100GOPROGOPR0471. DCIM100GOPROGOPR0473.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s