Al Karama Medical Center

Tag en kvinde med stedsans som en muldvarp på landjord og lad hende finde Al Karama Medical Center i et Emirat, som ikke er stor fan af adresser (ja, hvad skal man også med dem?). Så har du en køretur på 29 km, som tager to timer. Dubai har – nok pga den eksplosive udvikling – ikke et særligt veludviklet adressesystem. Mange vejnavne findes i flere bydele. Ingen postnumre. Det mest brugte er navngivning af områder (og dette kan sagtens staves på flere måder!) og bygninger. GPS’en var udfordret, da jeg forsøgte at taste placeringen af Al Karama Medical Center ind. Jeg havde ikke en præcis adresse. Jeg fumlede i 10 minutter med den og så lykkedes det. Troede jeg.

Bag i bilen sidder M og L. L er hjemme fra børnehaveskole igen. Det, jeg troede, var en lille forbigående forkølelse, viste sig at være en bister omgang ondt i halsen. L har 38 i feber og er dopet med panodil. Hun vågnede allerede 5.30 pga hoste og sidder derfor på bagsædet og krammer hovedpude og bamse – parat til at falde i søvn, så snart hjulene ruller. M er også mærket – to grønne et-taller ud af næsen – han får en pause fra det evindelige tørren-næse, for nu kører mor bil.

Selvom børnene er syge, er det ikke dem, som skal undersøges på Al Karama. Det er mig. Når man ansøger om resident visa i Dubai, skal man have taget et røntgenbillede af sine lunger og en blodprøve. Der undersøges bl.a. for HIV og tuberkulose. Hvis man tester positivt, så må man tage hjem. Ingen opholdstilladelse til de syge.

Janus har nøje instrueret mig aftenen før med googlemaps. Billeder af centerets placering og området. Detaljeret beskrivelse af Shabeers udseende – Janus’s firmas mand, ansat til at hjælpe med bl.a. visa – og indstilling af GPS’en, så den arabisk talende mand veg for den engelsktalende kvinde. Jeg føler mig parat.

Og alligevel ender jeg i det værste finde-vej-mareridt, som jeg nogensinde har befundet mig i. Det går godt de første 40 minutter. Jeg kører efter GPS’en og kan fint følge med, når kvindestemmen siger: “Exit left, then keep right”, selvom der nogle gange kun er 300 meter mellem afkørselerne og de fleste umiddelbart efter deler sig igen og igen med kort afstand imellem. Men ved ankomst til destination er der noget galt. For da jeg er ved det sort- og hvidternede flag, kører jeg midt på en firesporet motorvej – på bropiller. Ingen Al Karama Medical Center her! Jeg har heller ikke mulighed for at køre ind til siden, men må bare følge trafikken og prøve at kigge på skilte. Efter at have kørt lidt på må og få, kan jeg ved Dubai Mall holde ind til siden på et helleområde. Klokken er halv ti – en halv time efter, at jeg skulle have mødtes med Shabeer. Jeg ved, at Janus har sms’et ham om, at jeg er forsinket. Janus får et opkald fra sin lettere pressede kone. Med hans hjælp får jeg tastet en større vej som ligger tæt på centeret ind på GPS’en. Hjulene ruller og jeg laver et i-sidste-øjebliks-baneskift for hundredesyttende gang den dag. Det tøvende, langsomme og forsigtige ved min kørsel er forsvundet som dug fra solen. Jeg kører som alle andre hernede nu.

Det er ikke gjort med Janus’ hjælp. Yderligere tyve minutter kører jeg rundt og leder. Trods aircondition på højeste niveau i bilen sveder jeg. Meget. M ser Lille Nørd på Ipad’en, men L er i snakkehumør. “Hvem er Shabeer, mor?”, “Hvornår skal jeg have taget blodprøve?” osv. Jeg kan se på googlemaps, at jeg er tæt på, men kan ikke finde det. Frustrerende. Jeg ringer Shabeer op. “Hi, it’s Joanna. I’am gonna give up. I can’t find it. Sorry.” Men Shabeer er ikke klar til at kaste håndklædet. “Where are you?” “Just next to Oud Metro Station.” Og der bliver jeg. Han kommer og henter os i sin bil og kører foran os de fem minutter hen til centeret. Jeg tror, han har lidt ondt af mig, han tilbyder at sørge for p-billet og låse bilen. Jeg hanker taknemligt  op i børnene og ber til, at det vil gå nemmere at finde hjem igen.

Shabeer snor sig udenom de lange køer og får hurtigt udleveret papirer og betalt gebyrer. Dernæst skal vi skilles igen, for jeg skal ind i et område kun for kvinder. Her er der x antal gange lang ventetid på først at komme til receptionen, så at aflevere papirer, så at få taget blodprøve, så at udfylde papirer og så at få taget røntgenbillede. M får en del opmærksomhed med sit lyse hår og glade smil. Da han laver badutspring på mine ben ved køen til blodprøve slår han sit hoved ind i en metalplade, og der lyder et voldsomt brag. Et stort samstemmigt “uh” høres gennem kvindeflokken. M halvt brokker sig og halvt græder. Men ikke særlig længe, for det havde ikke gjort ondt. Da han får øje på alle kvinderne, der stirrer på ham med opspilede øjne og tilbageholdt åndedrag smiler og griner han, så alle kvinderne griner med.

DCIM100GOPROGOPR0483.
L og M hygger sig i venteværelsets legehjørne.

Ved blodprøvetagningen kommenterer kvinden: “What a beautiful name”. “Thanks,” siger jeg. “No, your full name, please.” Jeg bliver lidt befippet over misforståelsen og får kun fremstammet Joanna Billesbølle. Skynder mig at tilføje mit mellemnavn. Kvinden smiler overbærende.

DCIM100GOPROGOPR0484. DCIM100GOPROGOPR0485.

Røntgenbilledet bliver taget uden misforståelser og efter et hurtigt pitstop på toilettet vender jeg Mitsubishi’en med retning hjemad. Ungerne protesterer højlydt mod at blive sat ind i den næsten halvtredsgraders varme bil. Forståeligt. De brænder sig på sæderne. Mine bønner bliver hørt for hjemad er der ingen problemer med at finde vej. Vi har dog et længere ophold ind til Al Houd Roundabout. En kæmpe tresporet rundkørsel med lyskryds og afkørsler i et væk. Mange biler og lange køer. L og M sover på bagsædet, så jeg nyder at besøget på centeret er overstået, at vi er næsten hjemme, og at jeg nu overhovedet ikke føler mig bange for at køre i Dubais trafik.

DCIM100GOPROGOPR0487. DCIM100GOPROGOPR0490.

One Comment Tilføj dine

  1. Annie siger:

    Du er en sej kvinde -Joanna.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s