I søndags sendte en sms fra en ny bekendt og en invitation til en børnefødselsdag mig til himlen. Normalt skal der nok lidt mere til før følelsen af lykke rammer mig, men ingenting er normalt hernede, så det passer meget godt.

Vi har været her så længe nu, at det føles rigtigt at begynde at netværke lidt. Og så kom det meget belejligt, at vi i sidste uge var inviteret hjem hos en af Janus’ kollegaer til leg og aftensmad. De har jævnaldrende børn og L legede godt med deres M. For mig og Janus var der masser at spørge om, som de nye immigranter vi er, så snakken bølgede uhindret frem og tilbage. Det var hyggeligt. Da vi sagde farvel, aftalte vi at ses igen et par timer i weekenden. Så lørdag blev der udvekslet erfaringer med at flytte til Dubai og starte ny tilværelse over frugt og hjemmebagte boller. Og der blev udvekslet treårige betragtninger af verden over Duplotårne og senere sodavandsis.

Da vi kørte hjem derfra, så det sådan ud:

Rattet var urørligt – brændvarmt efter et par timer i solen.

Sms’en søndag morgen var fra M’s mor. M havde snakket meget om L og ville rigtig gerne lege med hende igen. Det var gensidigt. Herhjemme havde munden ikke stået stille på L siden sidst, og det handlede om hvor og hvornår, hun kunne se M igen. Jeg blev så glad for den sms. Det er dejligt for L at finde gode venner hernede. Og børn bringer folk (læs = voksne) sammen. Og det er også dejligt.

Så i dag kom samme familie forbi til pandekager og mere leg. L var utålmodig op til ankomsten og forsøgte at køle ørkenen ned. Hoveddøren stod på vid gab, så hun kunne løbe frem og tilbage imellem den og fjernsynet for at kigge efter bilen.

Invitationen til børnefødselsdag er adresseret til L.

En pige fra L’s klasse fylder fire år. Fødselsdagen foregår i et legeland, og så vidt jeg har kunnet opsnappe, så er det normalt at en forældre også deltager. Jeg håber at kunne netværke lidt mere her. Måske kommer L’s ven Ela og hendes mor eller far? Måske kommer de andre danske børn fra parallelklassen og deres forældre? Jeg glæder mig i hvert fald til, at vi skal af sted.

L er også lykkelig. Hun er i toasthimlen. Se hende liger her:

Årsagen til denne lykke er, at hun nu ikke behøver at nøjes med hamburgerryg (læs = kyllingepålæg, da hun ikke må få svinekød i madpakken) i toasten, men også kan få ost i. Hun har sukket efter ost de sidste otte ugers tid og moren og faren har været i MANGE supermarkeder for at finde soyaost. MANGE! Jeg har også spurgt ud i gruppen “Danskere i Dubai”, men uden held. Janus tog i Dubai Mall med det formål at bestille kreditkort i banken. Han smuttede lige forbi supermarkedet for at se, om de havde ost, som L kan tåle og sørme ja, så havde de det! Overrasket og glad vendte han hjem med to pakker.

Jeg er lettet, for nu har vi fundet alternativer til mælk, yoghurt, is, smør og ost til L hernede i Dubailand. Det er vigtigt for L og derfor også vigtigt for os.

L skaber sig aldrig, når der er noget, hun ikke kan tåle og dermed ikke må få. Hun siger på sin egen stilfærdige måde, at hun ønsker sig det. F.eks. da vi forleden spiser ispinde, og hun får en af sodavand og M får en af fløde: “Mor, når jeg bliver stor og kan tåle mælk, så vil jeg også gerne smage den is, som M spiser.” Jeg tror næsten, jeg ville have kunnet tackle det bedre, hvis hun havde smidt sig på gulvet og skreget: “Jeg vil også have den is, som M spiser!”, men nu sad hun bare der og kiggede på mig med sine store øjne og sodavandsis på hagen. Øv, L, lad mig tage din mælkeallergi for dig. Gid du kunne spise lige det, du ville. Gid du kunne smage alt det, som din lillebror og vi andre kan spise. Gid du ikke skulle begrænses af det åndsvage mælkeprotein. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, så du ikke møder din mælkeallergis modstand så ofte. Jeg drømmer stadig om, at du en dag vokser fra din allergi. Kryds fingre!