“Se, far, isbjerge!” M peger begejstret mod bjergene i horisonten. Janus og jeg smiler til hinanden. Vi er på et dhow cruise i Musandam, Oman. En miniferie til sultanherredømmet på den Arabiske halvø. Størstedelen af landet ligger i det østlige hjørne med grænser til Saudi Arabien og Yemen, men der findes to enklaver øverst på halvøen. Den ene er Musandam, og her er vi taget til.
Vi hentede L kl. 12.00 i tirsdags fra TCG. Bilen var pakket. M sad allerede i autostolen – han var det sidste offer for influenzaen og havde derfor haft fri fra nursery. Sorte render under øjnene og et næsten uhørligt “hej” fra L, fortalte mig, at der hurtigt ville blive stille på bagsædet i Mazda’en. Da vi rullede igennem de andre UAE-stater, Sharjah, Ajman, Umm Al Quwain og Ras Al-Khaimah ændrede landskabet sig gradvist. Fra gult sand til rødligt sand. Fra ingen vegetation til små lave træer og buske. Dromedarer her og der under små halvtage af palmeblade.
Den tolvsporede motorvej (begge retninger inklusiv) blev til en sekssporet motorvej omkring Ajman og til sidst en almindelig etsporet vej i Ras Al-Khaimah. Her begyndte bjergene. Rå, barske, nøgne bjerge. Formet af vind vejr gennem hundreder af år. De tårnede sig op langs kysten og fulgte os over grænsen og videre ind i Oman.
Hotellet lå med ryggen til disse mastodonter og med udsigt til Den persiske bugt.
Et stenkast fra hovedbyen Khasab, hvor den støste begivenhed fandt sted for tre år siden, da Lulu Hypermarket (et lille storcenter) åbnede.
Efter en biltur på 3 1/2 time (hvor den ene af timerne gik i paskontrollen) var vi møre og glade for at kunne hoppe i hotellets pool.
Buffeten var udsøgt med mad fra flere forskellige landes køkkener, og vi trillede mætte i seng allerede ved halvti-tiden.
Onsdag stod den på dhow cruise. En sejltur i en af de traditionelle arabiske fiskerbåde ud i Musandams fjorde – også kaldet “The Norway of Arabia”. En helt igennem fantastisk oplevelse. En gammel træbåd polstret med persiske tæpper og puder, en venlig og informativ kaptajn, Omansk the og dadler, en konstant smuk udsigt til fjordene, små fiskerlandsbyer, smalle strande og de barske bjerge i baggrunden (M’s isbjerge).
Vi stoppede ved øen Telegraph Island og så “bananfisk”. Kaptajnen smed bananstykker i vandet og store stimer af stribede fisk sloges om dem. Han fortalte, at fiskene også kaldes “kyllingefisk” og “brødfisk” alt efter, hvad man fodrer dem med. Mange af bådens passagerer sprang i det klare vand og svømmede rundt blandt fiskene. Kaptajnen fandt to søpindsvin og tog dem med ombord, så børnene kunne se dem.
Janus tog en film med vores GoPro, da han dykkede med “bananfiskene”. Se selv:
Vi var så heldige, at delfiner gjorde os følgeskab flere gange på sejlturen. L og M var dedikerede fans. Især da en hundelfin med sin unge fulgte båden i længere tid. Ungen legede ved skiftevis at puste vand i overfladen og svømme under sin mor for at dukke op på modsatte side.
Kaptajnen på dhow’en fortalte os om Kumzar – en over femhundrede år gammel fiskerlandsby, hvor man kun kan komme til og fra med båd.
Folket har sit eget sprog, Kumzari, som er en blanding af portugisisk, iransk og farsi og sin egen kultur. Indbyggerne lever af fiskeri – hovedsagligt tun og sardiner. De fleste har huse i Khasab, hvor de bor henover sommeren for at undslippe varmen.
Smuglere fra Khasab sejler elektronik, parfume og cigaretter m.m. de 55 mil til Iran hver dag. De får penge og geder (!) som betaling, og nok derfor er det almindeligt accepteret blandt indbyggerne, at det foregår.
Om eftermiddagen kiggede vi lidt på Khasab by. Den er ikke stor, og den største attraktion – et fort bygget i 1700-tallet af portugisere – var lukket på grund af Eid. I stedet så vi byens “slot” – et mindre fort fra 1892 – og de herreløse skraldespandsrodere af nogle geder, som færdes overalt.
Torsdag formiddag sov vi længe. Jeg lånte Janus’ dykkermaske og sprang i havet for at kigge på fisk (og nu kommer det til at lyde som om, at det gjorde jeg “bare lige”. Men sandheden er, at jeg først hoppede i efter en rum tid med at tage-sig-sammen på klippen Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det var, som holdt mig tilbage, men i vandet kom jeg dog. L og M var søde og opbakkende. De råbte: “Kom så, mor, du kan godt!” imens de klappede i hænderne), da jeg ikke nåede det, da vi var ude med dhow’en. Fiskene var mange, flotte og helt forskellige fra, hvad jeg før har set. Havet var salt og klipperne glatte. Janus’ hånd trak mig op igen.
På vej hjem i paskontrollen mødte vi familien V – nogle venner som vi har lært at kende hernede. De stod på den modsatte side af rækværket og var på vej ind i Oman. Vi kunne glæde os over, at vi havde valgt det rette tidspunkt at tage til Oman på i Eidferien, for imens vi “kun” ventede en time på stemplerne i passet, måtte andre expats og emiratier stå i timelange køer på den anden side. Familien V var i blandt dem, men ved godt mod.
GoPro filmede bjergene langs kysten i Oman på vej hjem:
