Fight!

I det ene ringhjørne ligger vores græsplæne. Små grønne totter stikker op af jorden. Mange myrer har travlt i hullerne rundt omkring og bare pletter af jord er i flertal. Jo, den er god nok, jeg kalder det for vores græsplæne.

IMG_4114

I det andet ringhjørne er … tjah, jeg er egentlig lidt i tvivl. Ukrudtet? Myrerne? Naboerne? Janus og jeg? Naturens elementer; solen, vandet (eller mangel på samme!)? Jeg ved det som sagt ikke med sikkerhed, men det føles som en kamp, det som Janus og jeg er i gang med og i sådan en må der vel være modstandere. Flere? Ja, det er muligt. Hvem der kæmper mod hvem i hvilket ringhjørne er ikke hundrede procent klart for mig, og så virker det måske lidt som om, at kampen er tabt på forhånd.

Men sagen er den, at siden vi flyttede ind i townhouse 930, så er græsplænen i baghaven blevet tristere og tristere at se på. Mindre græs, mere ukrudt, mere bar jord og mange flere myrer. Slet ikke indbydende til små bare tæer, en god gang bold eller en vejrmølle.

Janus har længe kæmpet med myrerne, men de er ligeglade med hans puslen rundt om deres huller. De graver bare nogle nye. Kampen er pt. opgivet. Tror jeg. Fokus er flyttet til selve græsset. Vores gartner har plukket meget af ukrudtet op. Vi har strøet nye græsfrø udover de få kvadratmeter og vander flere gange dagligt. I går formiddags, da jeg stod med forstøveren, kom gartneren, og jeg gik ind i huset og hentede hans løn. Da jeg kom ud igen, havde han rullet haveslangen sammen. ”No water, Ma’m, this kind of grass needs very little water.” Okay? Nu står vi så med det problem, at de få grønne totter, som der lige nu udgiver sig for at være vores græsplæne ikke skal have særlig meget vand, men samtidig har vi plantet nye frø over det hele, og dem vil vi gerne vande regelmæssigt. Hvilket dilemma! Jeg forsøger at forklare ham om frøene i jorden, men det smiler han bare af. Han siger, at vi skal fjerne det hele og lægge nyt på. Enten rullegræs eller kunstigt græs. Det koster mellem 3000 og 4000 dirhams. Jeg vrider mig, for jeg vil nødig slippe så mange penge for en græsplæne, som i princippet ikke er min egen (vi er jo blot lejere). Jeg har været i kontakt med vores landlord. Han fik lagt helt nyt rullegræs på for to år siden. Det kan simpelthen ikke passe, at der behøver nyt igen. Jeg svarer gartneren, at vi vil overveje det. Og det gør vi. Diskuterer frem og tilbage. Vender og drejer mulige strategier. For vi vil vinde kampen. Helst uden at slippe for mange nuller på kontoen.

En yderst brugbar kommentar kom fra højre nabo, dem fra Sydafrika, da jeg kommenterede, at vi nu godt kan forstå, at de har lagt fliser over det hele inde hos dem. Se lige deres “have”:

IMG_4118 IMG_4119

Græs skal have sol. Nå ja, vi har stor hæk og høje træer, derfor meget skygge på den lille plæne dagen lang. En snak med egen gartner (hækken) og et par henvendelser på management office (træerne), og så var save og sakse i sving. Vupti, og der blev sol. Lad os se, hvad plænen siger til lidt solenergi.

IMG_4121 IMG_4120

Vi vil egentlig gerne have et tredje træ beskåret, men det slår sine rødder inde hos naboen til venstre, dem fra Tyskland. Dette træ:

IMG_4116

Men lige så få planter sydafrikanerne har, lige så mange har tyskerne. Se lige deres have:

IMG_4117

Gartneren arbejder også inde hos dem, og som han sagde: ”Boss in there, no good”. Vi får nok ikke lov at skære i hans træ. Det er forudsigeligt. Ingen af os har endnu kridtet skoene endnu for at tage den kamp op, men det bliver vi nok nødt til snart. Træet er ”ulovligt”, fordi det står meget tæt på mure og huse og rødderne kan ødelægge fundamentet. Desuden er det højere, end hvad der er tilladt på egen grund.

Gongongen har lydt, og der er timeout. Parterne puster ud i hver deres ringhjørne – overvejer næste træk. Vi må vente og se, hvad det bliver. Good luck kære lille græsplæne!

Nu til noget helt andet. Samtaler med børn. Der flyver mange guldkorn og søde kommentarer rundt i huset, når man bor sammen med en to-årig og en fire-årig. Her er et par af dem, nedskrevet over den sidste måneds tid:

M er meget optaget af køn og de fysiske forskelle. Han opremser dagligt, hvem der er en pige/kvinde, og hvem der er en dreng/mand. Morten fortalte, at M og han havde følgende lille snak tidligere:

M: Mig har bryster! Mårten?

Morten: Nej, jeg har ikke bryster. Ikke sådan rigtigt.

M: Øv.

L er hjemme fra skole, fordi hun er syg. Hun og jeg kører til Det Danske Konsulat for at hente M’s pas. Da vi er næsten fremme siger jeg: Nu skal vi kigge efter det danske flag. Kan du huske, hvordan det ser ud?

L: Næ

Jeg: Det er rødt med et hvidt kors i midten. Se der! Vi er fremme og jeg peger ivrigt på det fine Dannebro.

L: Det er jo det samme som fødselsdagsflaget!

Ved morgenmaden en ganske almindelig hverdag:

M: Far, (er du en) mand?

Janus: Ja. Og du er en dreng.

M: Neeej, mig er en lille bitte mand. Mor (er) en prinsesse!

I venteværelset hos tandlægen:

L: Hvad hedder tandlæge på engelsk?

Jeg: Dentist

L: Hvorfor hedder det ikke en toothdoktor?

Jeg: ?

L og jeg spiller UNO en eftermiddag i stuen:

L: Jeg sætter mig criss cross. Se, mor, sådan her.

Jeg: Det hedder skrædderstilling på dansk.

L: Og på tysk hedder det skrædder criss.

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s