Janus blev 32 år i mandags. Den sidste dag af familien W’s besøg. Vi fejrede det med et veldækket morgenbord – flag, gaver, hjemmebagte boller og mini pandekager. Han fik fire gaver. Et par høretelefoner af L og M. Et par shorts af mig. En bog og chokolade af familien W. L var skuffet over de få gaver. Så vi fik os en lille snak om, at gaver har forskellig værdi, og når man ønsker sig dyre gaver, kan man ikke få så mange. Det satte tankerne i gang i det lille hoved. L har mange ønsker til jul. Jeg tror, vi skal lave en prioriteret ønskeliste, så hun ved, at hun ikke kan forvente at få det hele opfyldt.

 

Janus havde fri fra arbejde, men L og M skulle i skole. Vi tog en fælles tur igennem parken for at følge dem derop. Køligt var det – 19 grader – og sommerjakkerne blev fundet frem.

S og jeg har de sidste par dage drømt om at besøge souksne nord for The Creek i bydelen Deira, og det blev der mulighed for denne formiddag. Lidt over ti fandt vi en ledig parkeringsplads i andet hug og føltes os heldige. Området summede af liv. Mænd ved små pickup’er i gang med at tømme dem for varer pakket i plastik og pap. Andre mænd med sækkevogne forcerende veje og høje kantsten mellem biler og boder. Turister iklædt paraplyer, store kameraer snusende rundt blandt boder og butikker.

Vi ville lige kigge på kort over området for at være sikre på at kunne finde tilbage til bilen. Arabisk er ikke vores stærke side, så det var heldigt, at kortet fandtes på engelsk på modsatte side.

Lugten af kebab, udstødningsgas og røgelse blandede sig med duftene fra krydderier i de små gyder. Her kunne man købe chili, peber, kandis, oregano, safran, tang, tørrede rejer og meget andet. Jeg havde medbragt en liste over de krydderier, som vi mangler hjemme i køkkenet og kunne næsten sætte flueben ved dem alle efter besøget i krydderisouken (fennikelfrø var det, jeg manglede. Om det var fordi de ikke havde det eller google translate havde svigtet mig i oversættelsen af ordet ved jeg ikke. Jeg købte anisfrø i stedet, de har næsten samme smag).

Merchandise til den forestående UAE National Day i næste uge.

Guldsouken – med butiksruder og securityvagter:

En ivrig inder viste os vej til et lille museum (Dubai Municipality Museum), hvorfra man kunne få en flot udsigt over The Creek. Han fortalte os lidt om, hvordan man i gamle dage kølede bygningerne med en særlig konstruktion, så vinden kunne trænge ned i husene (se tredje billede). Museet handlede om, hvordan Dubai by har udviklet sig de sidste halvtreds år.

Efter en lille omvej og et par gange kiggen-på-kort nåede vi tilbage til bilen. Da vi så parkeringspladsen, opstod der pludselig tvivl om, hvorvidt vi ville kunne komme hjem den dag. Bilerne holdt parkeret lag på lag og kun et ganske lille område af asfalten kunne anes inde på midten af pladsen. En glad araber med fuldskæg smilede og spurgte, hvilken bil der var vores. Han slog ud med armene. Det var næsten som, vi selv kunne vælge. Jeg pegede på Mazda’en. Han tog nøglen til den pickup som holdte foran og bakkede den fri af vores bil. Så steg han ud og bød os en bilnøgle fra plastikkassen. Vi havde dog ikke afleveret vores bilnøgle ved ankomst, og vi manglede ikke lige en ekstra bil, så vi takkede pænt nej. Hjem kom vi dog – lige tids nok til at hente L fra skole.

Eftermiddagen gik med poolbadning og hjemmelavet biksemad. Inden ungerne blev puttet, sagde de farvel til hinanden. Farvel og på snarligt gensyn. Vi skal ses med familien W i julen og nytårsaften. Heldigvis. De tog af sted tirsdag klokken tidlig morgen. Med søvn i øjenene og masser af oplevelser i bagagen fløj de hjem til Danmark.

I dag har vi fejret noget helt andet. Noget større og mere betydningsfuldt for Janus og vores fælles fremtid hernede. Janus er blevet udtjekket som flyveleder her i Dubai. Han havde forberedt sig på, at han skulle udtjekkes i søndags, men kom skuffet hjem. Det var blevet aflyst, fordi der ikke var nok trafik. Han havde taget et par teoriprøver, som var gået, som de skulle, men måtte vente med den praktisk/mundtlige del. I dag forløb heller ikke helt normalt. En brandalarm gik og udtjekningen var lige ved at blive aflyst endnu en gang, fordi bygningen skulle evakueres. Men heldigvis kunne Janus og instruktøren alligevel blive siddende på deres position og gennemføre prøven. Han bestod. Uden bemærkninger. Han er lettet og glad. TILLYKKE, Janus!