Min bror er arriveret. Intet mindre. Jeg har dårligt nået at glæde mig til besøget, da dagene efter familien W tog hjem var fyldt af lige præcis, hvad vi havde lyst til = stort set INTET. Men nu er han her, og det er så dejligt at se ham igen. Tænk engang – det er næsten et helt år siden. at vi sidst sås! Alligevel gik der ikke lang tid før ungerne var over ham. De fortalte og viste frem. Gestikulerede og snakkede i munden på hinanden. Han blev inviteret til poolbadning og pjat, togbanebygning og tænderbørstning.

(Til billede nr. 2 hører lige følgende tekst: L dykkede længe rundt i poolen, imens hun sang igennem snorklen: “Skal vi ikke lav’ en snemand?” fra Frost. Det virkede bare så skørt!)

Mandag tog M og jeg ud til Al Qudra Cycle Path for at prøve kræfter med loopet på 49 km. Et område for cykelentusiaster – både professionelle og amatører, hvor man selv kan skræddersy den distance, man vil cykle ved at følge et loop rundt og så tage detours af forskellig længde undervejs.

En frisk vind hilste os velkommen. Trods det faktum at den ikke hele tiden var i ryggen på cykelturen, var det en befrielse, når solen for alvor fik fat i løbet af formiddagen.

De par gange Janus har været af sted på cykelstien, har han mødt både oryx, arabisk gazelle og et firben-lignende-dyr på en meter fra hoved til hale. Vi havde desværre kun fornøjelsen af en enkelt flue, som stædigt blev ved med at tage et hvil på M’s solbriller/ryg de sidste 15 km.

Det var en super fed tur. En skøn måde at opleve ørkenen på. Benene (mine!) var gode indtil de ca. 40 km. Så havde vi modvind og motivationen var ikke helt i top. Men vi kom i mål på 2 timer og 20 minutter – begge tilfredse med indsatsen.

I går aftes måtte Janus og jeg anstrenge os for at huske reglerne til Settlers, da M foreslog, at vi tog et slaw brætspil. Uh ha, det er godt nok lang tid siden, vi har spillet det. Men M var up to date på reglerne, og vi fik dem opfrisket undervejs.

Mod slutningen blev de to herrer lidt mere koncentrerede. Det kunne jo ikke passe, at hende som ikke engang kunne huske farven på sine byer var ved at vinde.

De må have revanche senere på ugen!

De sidste par uger har jeg genoplevet min morfars fortællinger fra hans jordomsejling i “Stormy”. Jeg havde ikke særlig høje forventninger til bogen – come on – den gamle var jo ikke forfatter. Han var automekaniker og så kunne han finde ud af at sejle. MEN jeg er blevet positivt overrasket. Han har skrevet om sine oplevelser i et meget interessant sprog med mange ordbilleder, så jeg levende kan forestille mig, hvordan det må have været. Og hvilke oplevelser! Det kan jeg ikke beskrive kort her, det skal læses. Jeg er inspireret og har svært ved at lægge den fra mig. Godt der yderligere står to bøger i reolen og venter på mig.