Pink er det nye sort

Pink er det nye sort. Herhjemme. Den Panodil, som jeg har lokket i ungerne de sidste to uger var pink og gipsen, som L fik på benet i formiddags var pink. Intet mindre. Intet andet. Pink!

IMG_0030

Vores stakkels og meget uheldige datter faldt i går formiddags, da hun ville gå armgang i klatrestativet i parken, hvor vi bor. Hendes hånd gled, og hun landede på venstre bens side. Jeg var lige smuttet hjem efter et par solbriller, da det skete, så det var Janus, som skrabede hende op fra asfalten. Hun var meget ked af det. Hun kaldte på mig, og da jeg kom, trøstede jeg selvfølgelig. Vi kiggede på benet og snakkede om, hvor det gjorde ondt. Jeg tørrede hendes tårer, imens Janus fortalte om selve faldet. Så trykkede vi her og der, som de amatør-læge-forældre vi nu engang har udnævnt os selv til at være og vurderede, at det bare var et hårdt slag på skinnebenet. Vi var egentlig ikke i tvivl. Vi tog hjem og installerede L på sofaen med Ipad og juice. L klagede ikke videre over smerter i benet resten af eftermiddagen. Janus tog på arbejde ved fire-tiden, og jeg var alene med ungerne. Da de skulle sove, lagde jeg hende i gæstesengen. Jeg havde endnu ikke lokket hende til at støtte på benet, og jeg syntes, at hun var meget pylret omkring det, da jeg gav hende natbukser på. Natten igennem lå hun i samme stilling. Hun vågnede og klagede over, at det gjorde ondt. Jeg begyndte at blive klar over, at vi måtte en tur til lægen næste dag.

Efter at have afleveret mindste afkom i nursery tog vi til NMC Hospital her i Dubai Investments Park (en spytklat fra, hvor vi bor). Vi ventede kun en halv time på en tid hos Dr. Sunil (samme navn, som Janus’ bils “læge”), som meget forsigtigt kiggede på L’s ben.

Han mente ikke, at der var noget brud på benet, men ville gerne have taget røntgenbillede for en sikkerhedsskyld. I rummet med x-rays var L ikke tilfreds. Radiografen var meget tålmodig og forsøgte at forklare og vise, hvilken position benet skulle befinde sig. L skreg og nægtede at samarbejde. Jeg holdt benet, så han kunne tage billedet. Derefter kom den filippinske assistent ud og sagde smilende: “Finished”. Radiografen rystede på hovedet bag glasset. Han var ikke enig, der skulle tages et mere. Det udspillede sig tre gange i træk. Det var lidt svært at bære over med dem, når nu L var så ked af det og nåede at ånde lettet op, hver gang hun troede, at de var færdige. De fik et par anstrengte smil fra os forældre.

At få taget røntgenbillede viste sig at være en meget fornuftig beslutning. For L havde fået en fin flænge i den største knogle på skinnebenet:

IMG_0027

Både Janus og jeg var overvældede, da vi fik beskeden. Vores barn var gået i stykker. Og vi havde først fået vished om dette et døgn efter uheldet skete. Det var vores ansvar, og vi havde besluttet, at det “bare” var et kraftigt fald. Og hvad så nu? Hvad ville konsekvenserne være? Hvordan ville L reagere? Min hjerne var på overarbejde med alle de tanker, og samtidig ville jeg ikke påvirke L, så jeg anstrengte mig for at tage alle oplysningerne fra Dr. Sunil med ophøjet ro. Lidt af en opgave.

L fik lov at vælge pink gips. Her lægger lægen det på:

Og her trøster jeg. For det gjorde ondt i benet, at blive moslet sådan rundt med:

IMG_0040

Gipsen går fra fod og op over knæ. Benet skal altså være strakt hele tiden. Hun skal have den på i fire uger. På torsdag tager vi op på hospitalet, så lægen kan tjekke, at gipsen sidder godt. Og efter to uger skal hun have taget røntgenbillede igen for at se, hvordan det går med sammenvoksningen af knoglen.

Da vi kom hjem fra hospitalet, var vi alle trætte. Janus og jeg trøstespiste chokolade (den bedste af slagsen!) og L forsvandt ind i en tegnefilm med sin egen slikskål.

IMG_0029

Jeg hentede M fra nursery. For M var det hele meget abstrakt. Han spurgte L igen og igen, hvad det var hun har på benet og hvorfor. Hun svarede tålmodigt det samme hver gang. På et tidspunkt konstaterede han: “Jeg ønsker sådan én til jul” imens han pegede på det pink ben.

Hele eftermiddagen var L i godt humør. Hun spurgte meget, længe og mange gange om, hvorfor hun havde brækket benet, hvorfor hun havde gips på, hvordan den skal komme af igen osv. Men ved sengetid gik luften af ballonen. Hun blev ked af gipsen, som kløede og var besværlig.

Uh ha, jeg er godt nok lidt spændt på, hvordan de næste 27 dage kommer til at gå. Men jeg prøver hele tiden at tænke positivt. Det var godt, at bruddet var så ukompliceret, at Janus havde mulighed for at tage med på hospitalet, at det var L og ikke M (som jeg gruer for, ALDRIG ville kunne sidde stille så mange dage), at vi ikke skal på ferie lige nu, at vi ikke har betalt for denne gymnastiksæson og jeg kunne blive ved …

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s