Makeup, zoo og fodbold

Jeg indfinder mig på de velkendte blå puder i receptionen i TCG. Her har jeg siddet de sidste par dage i foregående uge i stedet for at være i klasseværelset hos L. Grunden til at jeg ikke går hjem er, at L skal have hjælp, når hun skal på legepladsen. Trin op og ned. Jeg går hen til klasselokalet kl. 10.00 og hjælper hende udenfor. Så er jeg tilbage i puderne en halv time efter og kan skrive videre. Det fungerer meget godt. Og jeg er mere fri, end da jeg sad i klasseværelset. Vi tæller ned til på torsdag, hvor vi skal til lægen og høre dommen over L’s gips. Af eller blive på?

M har pyntet sit ansigt med en stor blågul bule i panden, et flækket øjenbryn og en hævet overlæbe. Lørdag formiddag tog han et styrt på sin cykel som resulterede i de to førstnævnte skader. Næste dag tumlede han baglæns ud af sengen og slog sin overlæbe til blods. Den stakkels dreng ligner nu en drukkenbolt som har været i slåskamp på den lokale pub – og tabte.

IMG_5477

 

Han var nu ikke helt alene om at anskaffe sig ansigtsskader i løbet af weekenden. Jeg joinede ham søndag morgen, da L ved et uheld kom til at knalde baghovedet ned i mit ansigt og en stærk strøm af blod stod ud af begge mine næsebor. Uha smagen af jern er bare ikke lige mig!

I lørdags rev Al Ain Zoo benene væk under os. Et virkeligt flot sted. Store og velholdte indhegninger og bure. Tilfredse og afslappede dyr. Smukke bjerge i baggrunden og eftermiddagssolen så lavthængende, at den kunne snige sig ned over solbrillernes øverste kant. Havens størrelse havde mere karakter af en wildlife park, og vi nåede kun en femtedel på tre timer.

Til at starte med syntes L at disse skraldespande var det mest interessante:

IMG_5490

Meen der gik ikke lang tid, så havde både skildpadden, løven, papegøjen og alle de andre dyr stjålet hendes hjerte:

 

Tjek lige giraffen til højre. Den minder mig om giraffen fra tegnefilmen Madagaskar:

IMG_5532

Bedste zoo i UAE efter vores mening. Der skal vi helt sikkert tilbage.

Al Ain er den anden største by i Abu Dhabi og bliver også kaldt The Garden City, fordi der er så grønt. Et af byens attraktioner er Jebel Hafeet Mountain (1300 m) – det eneste bjerg i hele staten. Med mange dyreoplevelser på nethinden og knurrende tomme maver satte vi kurs mod bjerget. Vejen derop er en af de 10 mest interessante bjergveje i verden, og Janus kommenterede da også, at det var første gang han selv mærkede en snert af køresyge ved opkørsel. Vi kørte til Mercure Grand Hotel for at spise på en restaurant (ja, det gør man altså ofte her i UAE. Kører til et hotel kun for at spise på restaurant. Jeg har lige skulle vænne mig til konceptet, men nu er det blevet almindeligt). Vi drømte om et bord på restauranten med udsigt til Al Ain og solnedgangen. Uheldigvis kom vi på et tidspunkt (17.53), hvor den ene restaurant var ved at lukke og den anden først åbnede kl. 19.00. Hvor i alverden har man et slip på en time mellem 18.00 og 19.00, hvor man ikke serverer aftensmad?!? Åbenbart på Mercure Grand Hotel. Hmpf. Vi gik ud på hotellets terrasse og så solen gå ned over Al Ain. Ikke værst.

IMG_5540

IMG_2933

Derefter stak vi ungerne et halvt æble hver og slog ventetiden ihjel med at køre helt op på toppen af bjerget. På vej derop kørte vi bag denne bil:

IMG_2931

Det er ikke første gang, at vi ser arabere lade deres børn stikke hovederne op af soltaget, imens de kører. Jeg tror ikke en gang at børnene ”får lov”. De gør det bare, og deres forældre er ligeglade. De fleste arabere kører uden autosæder til børnene og de vælter – bogstaveligt talt – rundt på bagsæderne af de store biler. Jeg ville få stress, hvis jeg skulle køre med ungerne uden seler på. Og så den manglende sikkerhed – gisp!

Da vi nåede toppen var det blevet mørkt. 18 grader og en let vind. For araberne er det koldt – det er jo deres vinter. For os er det bare en almindelig dansk sommeraften. Ved hegnet i trøje og shorts nød vi udsigten over Al Ains mange lys – side og side med arabere i tykke jakker, huer og vanter. Lidt spøjst.

Tilbage på hotellets ene restaurant gik vi ombord i buffeten. Nu meget sultne. Vi havde taget nattøj og tandbørster med til ungerne, så de kunne falde i søvn i bilen på vej hjem. Imens Janus betalte, gik jeg i forvejen ned med dem på toilettet. Jeg satte L på en bænk, og hun tog nattrøje på. Imens hjalp jeg M med at vaske ansigt og hænder. En sød rengøringsdame bemærkede M’s “ansigtsmaling”. Hun overdrev lidt – syntes jeg – uhh og åhh, ”little boy”, ”how did this happen?”, ”are you alright?”, ”so sad for you” osv. Da hun var færdig, gik hun rundt om hjørnet og så så L på bænken. Nu skulle man tro, at hun allerede havde opbrugt sin medlidenhedskvote på M, men næh nej stemmeføringen blev endnu højere og trøstende engelske fraser haglede ned over L, imen hun aede hende på kinden. Damen mente det jo kun godt, men stakkels L blev helt forskrækket. Hun afrundede med et: ”You have a lot of work with those two kids, madam” og forsvandt på gangen.

Da M blev klar, sendte jeg ham ud til Janus, som børstede tænder på ham. Jeg så mit snit til lige at tisse, inden L skulle have hjælp med tænderbørstningen. Bedst som strålen ramte kummen, hørte jeg M komme løbende ind på det andet toilet og smække døren. ”Du må ikke låse døren, M!”, nåede jeg lige at sige, før jeg hørte lyden af et klik. Jeg gjorde mig færdig i en fart og gik ud. Bad ham om at låse op. Kun halvdelen af det røde felt i låsen blev hvidt. Han drejede, men havde ikke kræfter til at dreje hele vejen rundt. Der var ingen andre på toilettet end os, og jeg kaldte på Janus. Ret hurtigt konstaterede han, at vi skulle have noget værktøj til at klare låsen udefra. Jeg gik ud og fandt en receptionist og en livredder som kom for at hjælpe. M forstod heldigvis ikke noget af situationen og var ikke ked af det. Livredderen løb frem og tilbage med forskelligt værktøj, men inden han nåede at løse problemet, havde M alligevel formået at dreje låsen hele vejen og kom glad ud igen. Receptionisten belærte lige Janus om, at man aldrig må lade så små børn gå alene på toilettet. Han kunne jo ikke vide, at vores lille naturkatastrofe er hurtigere end os begge tilsammen og i øvrigt stadig går med ble. Lettet læssede vi unger, sovedyr og dyner ind på bagsædet af mazda’en og kørte mod Dubai. L faldt i søvn med det samme. Men M mindede os om, hvorfor vi ikke gør dette særligt tit (kører hjemad så sent, at L og M skal falde i søvn på bagsædet). Han sad længe og legede/sang/snakkede, gabte så lidt og blev tydeligvis træt. Men ville ikke lægge sig til at sove. Blev i stedet frustreret, ked af det og overtræt. Skiftevis klynkede, græd og skældte ud. Først omkring kl. 22.00 overgav han sig og sank sammen i sædet. Puh ha, synd for den stakkels trætte dreng.

Søndag eftermiddag kørte vi til Sevens – et stadium. Janus havde overtalt mig til at tage med ud og se FCK mod Guangzhou (3-1). Fodbold. Et spil jeg altid har elsket selv at spille, men som aldrig har kunnet ophidse mig at se på, når andre spillede det. Janus pressede citronen, da han prøvede at lokke mig i en af sine FCK-trøjer – jeg anstrengte mig for at svare pænt nej tak. Men det var hyggeligt at tage af sted sammen alle fire. L og M fik set, hvad fodbold er. Vi spiller det ofte hjemme i baghaven med fire røde kegler som mål, men det som vi spiller der har højst bolden tilfælles med rigtig fodbold. Og det er egentlig nok en overdrivelse, der er vist ikke mange superligahold, som har spillet en kamp med en plastik smølfebold.

Inden start skulle banen lige vandes. Staklerne på udskiftningspladserne fik vist våde shorts.

IMG_5547

Et par søde fans:

 

Alt i alt en rigtig dejlig weekend. Nu venter vi på mor/mormor/svigermor. Hun lander i nat, og vi glæder os til at kramme hende i morgen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s