Replacement

Min mor er taget hjem til Danmark. Dejlige fjorten dage er fløjet af sted. Tilbage er der kun nypudsede vinterstøvler i skabet, gode minder om dejlige oplevelser sammen og denne håndskrevne seddel fra hende. En aften M pludselig vågnede, og jeg måtte ovenpå og trøste ham, gik hun i seng, før jeg kom ned igen og skrev dette:

IMG_5814Men tomrummet er ikke nær så stort denne gang efter afskeden. Det blev pludseligt vendt til noget positivt, at jeg har fået rodet rundt i datoerne og aftalt et besøg af min moster L og onkel T dagen efter min mor skulle flyve hjem. Den ene aften sagde vi farvel til min mor og den efterfølgende morgen krammede vi L og T goddag. Slet ikke en dårlig udskiftning!

Så nu er det L og T’s tur til at opleve familien Billesbølle/Strøm-Tejsen som guider her i Dubai. Vi gør os umage og viser dem lidt af alt det dejlige her er.

Poolen var første udflugtsmål og også L’s første gang siden det brækkede ben:

Ungerne var svært begejstrede for gensynet med det opvarmede (!) vand og alle tænkelige lege blev afprøvet: udspring, svømme, dykke, plaske, lege med vandlegetøj osv.

Moster L og onkel T skulle også se ørkenen. Denne gang krydrede vi den smukke naturoplevelse med lidt spænding lige før hjemturen.

This slideshow requires JavaScript.

Da vi ankom til det sted, hvor vi ville parkere, var det med betænkeligheder at Janus smed Mazda’en i lidt dybere sand, end vi plejer. Da han havde slukket motoren gik han ud og kløede sig i krøllerne, imens han sparkede lidt på det ene dæk. Vi andre opmuntrede ham med kommentarer a la: “Det kan vi da sagtens køre ud af igen”, “Så dybt er her ikke” o.lign. Vi hankede op i tæppe, køletaske og kamera og gik derudad.

Midt i de hjemmelavede hotdogs blev vi lidt bekymrede for nogle unge drenge på ATV’er, som kom meget tæt på “vores” gryde. De drønnede rundt på de omkringliggende sandklitter, og selvom de HAVDE set os – og derfor højst sandsynligt ikke ville køre IND i os – så var larmen irriterende og mængden af sand som stod efter dem meget tæt på vores aftensmad. Senere kørte de fast i sandet og Janus og T måtte gå op og hjælpe med at skubbe dem fri. Derefter kørte de heldigvis et andet sted hen.

IMG_5766

Efter mad og et par times leg i sandet blev Janus’ bekymring for Mazda’ens parkering en realitet. Alle seks sad vi klar med seler på, og Janus trådte på speederen. Hårdt. Men intet skete. Intet! “Okay, okay, vi går ud og skubber”, ud af bilen med T, Janus og jeg. Moster L foran rattet. Men igen: intet. Intet skete!

Så måtte vi have fat i nogle andre. Det viste sig ikke at være noget problem. Resten af Dubais indbyggede havde også besluttet at bruge sin fredag aften i ørkenen, og derfor havde vi indenfor få minutter både standset biler og cyklister (Al Qudra cycle path ligger lige ved siden af). Meget venlige og hjælpsomme folk. Vi forsøgte med flere hænder på bilens bagdel og mig bag rattet, men uden positivt resultat. Så kom en bil med anhængertræk – normalt patruljerer den langs cykelstien og hjælper cyklister, som er punkteret el. lign.- og tilbød hjælp. Janus fandt en krog frem fra bagagerummet og skruede den i fronten. På med et reb.

En af cyklisterne satte sig bag rattet for ingen af os havde prøvet at køre i sand før. Han mente, at han vidste, hvordan han skulle manøvre bilen rundt, når den blev trukket fri. Ved første forsøg fik jeg et chok. Et kæmpe brag lød, da bilen trak i Mazda’en, og jeg troede vitterligt at fronten var blevet trukket af. Så galt var det heldigvis ikke gået, men omkring værkstedet, er den dog nødt til at skulle. Vi kom fri af sandet og takkede alle de gode mennesker og kørte – lettede – hjem. L var meget påvirket af oplevelsen, og hun og jeg fik – hånd i hånd – en lang snak om oplevelsen. Vi gentog den et par gange i de efterfølgende dage, og nu tror jeg, at hun har fået bearbejdet det.

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s