Følelsestornado

Lille M er ikke så lille mere. Han vil selv. Inden for de sidste par måneder er der kommet fart på udviklingen af selvstændigheden hos mindste familiemedlem. Mest hørte sætning (gerne højt) herhjemme er: “Nej, mor, jeg vil selv!” (“Mor” kan selvfølgelig være skiftet ud med “far” eller “Lilly”). Og hvis jeg så allerede ER kommet til at hente cykelhjelmen, give ham shorts på eller hælde cornflakes op, så skal det gøres forfra. For han VIL SELV. Her opstår der nogle gange ekstra pinagtige situationer, når det gjorte IKKE kan gøres om. F.eks. hvis jeg er kommet til at skylle ud i toilettet, efter at han har tisset. Eller har hældt ketchup på hans pastaskruer. Det er bare lidt svært, at trylle tis frem i kummen, så drengen selv kan trykke på knappen eller tørre pastaskruerne rene for ketchup. Det føles som om, at vi går på listefødder herhjemme, for vi ved aldrig, hvornår vi gør noget forkert.

IMG_0315

Jeg vrider min hjerne for at huske, at det også var sådan, da L var to år. Det var det jo nok, og jeg kan også godt genkalde mig situationer, hvor hun smed sig på fliserne i flyverdragten ved busstoppestedet, fordi jeg havde taget den forkerte variant af drikkejuice med. Men grunden til at minderne om L’s selvstændighedsalder ikke står knivskarpt er nok, ja … M! Han kom jo da L var 2 år og 2 måneder og har lige siden også taget en del af min opmærksomhed. Nu har jeg omdøbt ham til Følelsestornadoen i stedet for Naturkatastrofen. Hans humørsvingninger er som en teenagers og følelsesudbruddene meget voldsomme. Faktisk har han flere nætter præsteret at vågne og skrige: “Gå væk, mor”. Simpelthen skældt mig ud i søvne. Mumlet et eller andet forbud til mig, men så falde i søvn igen, inden jeg nåede at opklare, hvad katten det var, jeg ikke måtte.

IMG_0290-2

Spørge-Jørgen er også et godt bud på et nyt kaldenavn til knægten, det er dog lidt for trivielt, synes jeg. Men hold da op, hvor han spørger hele tiden. “Hvorfor jeg gaber?”, “Hvorfor jeg kan ikke li’ hindbær?” eller “Hvorfor jeg siger nej?” (Jep, det er hans ordstilling – nøjagtigt gengivet). De fleste gange er det sjovt at høre hans undren, og jeg svarer med stor tålmodig og efter bedste evne i børnehøjde. Andre gange er det altså bare lidt for meget. I går på vej til poolen var Janus ved at fortælle mig noget om haven, imens M dansede om benene på os og sagde: “Mor, mor, moar!” Han ville spørge mig om noget. “Lige et øjeblik, far er lige ved at fortælle mig noget”, svarede jeg. Da Janus var færdig, og jeg spurgte M, hvad  han ville sige, svarede han: “Mor, hvad snakker du og far om?” Suk:-)

Med selvstændighedsfasen følger også sære tendenser og ideer. F.eks. er det røde melaminglas nu blevet frygteligt populært ved morgenmaden. L følger trop. Det er som om, at hun bliver lidt smittet af M og insisterer nu også på at få det røde glas. Så jeg har indført skema over, hvem der skal drikke af det hvornår, og det har givet lidt færre fortvivlelsesanfald – ihvertfald om morgenen.

Når L henter solbriller i skuffen inden afgang til skolen og tager mine og M’s med, så skriger M: “Jeg vil selv hente mine solbriller”. L løber tilbage med dem, hvorefter M selv henter. Næste morgen udspiller sig samme scenarie – bare omvendt. M henter solbriller til os alle tre, og L bliver sur – hun vil selv hente. Cykelhjelme spændes, taskernes pakkes, og vi er på vej til skole. Men da træerne langs stien tynder ud og morgensolstrålerne sniger sig ind på os, opdager L, at hun har glemt sine solbriller. ARGHH!!! Måske skulle du bare have sagt ja tak, da M hentede dem til dig! – tænker jeg og smiler og løber tilbage efter hendes solbriller.

Oveni denne løsrivelsesudvikling er M stadig også bare M. Fuld af energi, fart og spilopper. Det er svært ikke lige at lade armene daske til de ting eller personer, som han kommer fordi. Og på storesøstre føles det som at blive slået. Dasket er i og for sig uskyldigt, for indeni hans hoved er det (for det meste) leg og energi – ikke: “Jeg skal lige slå L, og se hvordan hun reagerer”, men omvendt kan jeg også godt forstå L’s frustration, for det er da ikke særlig fedt, at have en lillebror som løber rundt med udslåede arme og rammer én i ny og næ. Så frem med min indre pædagog, ned i knæ, kig i øjnene og så: “Jeg vil ikke have, at du dasker til L. Du kan daske til sofaen eller sengen i stedet for, men ikke L”. Igen og igen.

IMG_0346

Som I kan høre, er der altså ikke noget nyt under solen her i Dubai. Børn fylder to år, og børn kommer i selvstændighedsfasen. Herhjemme er det dét, som fylder mest i øjeblikket.

God dag.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s