On the road

Lige som vi troede at M var i bedring, har han fået feber igen. Stadig hoste og ondt i halsen. Han er meget træt og generelt virkelig elendig. L er derimod slet ikke så hårdt ramt (hvilket er totalt atypisk), hun har også lidt hoste og mindre energi end normalt, men ingen feber. Vi ordinerer flydende pink Panodil, holder vejret de næste par dage og håber at M’s sløjhed går over af sig selv. Det kunne være fint ikke at skulle i nærkontakt med hvide kitler her i Sri Lanka.

I går tjekkede vi ud af Colombo City Hotel ved ni-tiden og gav hånd til vores chauffør – Ramesh – de næstkommende otte dage. Vi var meget spændte på at møde ham (læs = jeg var spændt på at møde ham. Janus var spændt på at møde hans bil). Ramesh er til vores store glæde meget imødekommende og venlig. Vi deler samme humor, og han har et smittende grin. Han er ven af Dammi, bor i samme landsby som hende og vist egentlig også i familie med hende – et eller andet sted langt ude. Bilen er en Honda Shuttle Hybrid med A/C – vigtigste ekstraudstyr for os her i varmen. Den er komfortabel med lædersæder og god benplads. Jeg havde udtrykt min bekymring for manglende autosæder over for Dammii tilbage i Dubai, og hun havde sagt, at hun vil sørge for ét – måske to. På bagsædet lå et autosæde til et spædbarn. Selvom M er slank, kunne han altså ikke presses ned i det, og vi måtte undvære.

Vejen mellem Colombo og Kandy er 118 km lang. Turen tog 4 1/2 time. Hvordan kan det lade sig gøre? Joh, det spurgte vi også os selv om, da Dammii første gang fortalte os om det og endnu en gang, da vi selv slog det op på google map. Kunne det virkelig passe? Det svarer til ca. 40 k/t i gennemsnit. Men det kunne det! Køreturen var det meste af tiden på en vej med én vejbane i hver retning. Vejen var mange steder, hvad der svarer til en god dansk slidt landevej. Dertil skal lægges skarpe sving og stigniger. Denne ene vejbane rummede tuk-tuk’er, motorcykler, biler, traktorer, busser, ja sågar en elefant på et tidspunkt!

IMG_3193

Og alle køretøjer kørte i forskellige hastigheder – derfor konstant overhalende hinanden. Jeg kan beskrive det med et ord: KAOS. Nu begynder jeg at forstå, hvorfor det på det kraftigeste anbefales turister at leje bil MED chauffør. Det er det mest behagelige, men også – og vigtigst – det mest sikre.

På turen gjorde vi opholdt to gange. Den ene gang for at købe frugt:

Den anden gang for at besøge en lille Spice Garden med alverdens (alverdens er vel egentlig et upassende ord her for indholdet af haven var netop typisk vegetation for Sri Lanka) krydderier, urter og frugter til medicin. En ung mand fortalte os om de forskellige planter. Han havde desværre lidt modvind i form af L og M, som ikke kunne udholde varmen (de var ikke alene om at have det sådan, vi andre lod bare som ingenting), så det blev en hurtig rundvisning.

De to små billeder til højre er forskellige ananas. Nederst til venstre er en kakaobønne og nederst til højre er det en jackfruit:

Kandy er Sri Lankas anden største by efter Colombo. Vi bor på Sethsura Grand Hotel et par kilometer uden for Kandy. Vi var dårligt nået ud af Colombo, før Ramesh spørger, om vi har booket hotel i Kandy. Øh, nej? Det skulle du jo sørge for? Jeg havde igennem Dammii givet ham beskrivelser af de hoteller, som han skulle booke for os i Kandy, Nuwara Eliya og Ella. Havde han nu ikke styr på det? Pludselig fik han travlt med telefonopkald på Singalesisk og forsikrede os om, at alt var okay. Så trods højsæson for turister her på Sri Lanka lige nu, bor vi mutters alene på Sethsura Grand Hotel. Der er ikke meget Grand over hotellet. Det er billigt, vi har mange husdyr (bl.a. myrer i alle størrelser og med/uden vinger) og får selv lov til at rede vores senge. Her er ingen sæbe (vi har pakket minimalt og derfor ikke taget sæbe med, kun lidt shampoo, som vi nu bruger til hele kroppen), ingen skraldespande og kun A/C på værelset (gudskelov for det!). På den anden side er det rart ikke at blive konfronteret med andre turister, vi er personalets yndlingsgæster, og vi nyder lydene af firbenene, som er på jagt efter insekter hele aftenen. Her er skønt!

Da vi ankom fik vi velkomstdrik lavet af frugten soursop (plukket bag hotellet), som smagte himmelsk. Sød og forfriskende på samme tid.

Og så skabte et voldsomt regnvejr i går eftermiddags glæde i L’s hjerte. På med regnjakken og ud i det. M sov. Frugten nederst er en mango – træet står lige ud til den store altan.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s