Little England

I torsdags forlod vi Kandy og kørte opad. 1962 meter over havet blev det til. Målet var byen Nuwara Eliya – også kaldet ”Little England”. Kaldenavnet er lige i øjet, det ER virkelig lille England. Cricket, hestevæddeløb, golfbaner og husene er som taget ud af en engelsk countryside. Derudover er det under 20 grader, og regner hver dag – også ret engelsk, ik?

Se bare posthuset her:

IMG_6265

Ved udsigtspost:

På turen opad standsede vi ved en tefabrik, Blue Field Tea Factory. Her fik vi en guidet rundvisning af en kvinde, som fortalte os om fabrikken (det er begyndt at gå op for mig, at der er guide på de fleste steder, hvor vi kommer. Museer, templer, haver m.m. Jeg ved ikke, om man overhovedet ville kunne takke nej til guiden og selv gå rundt og kigge. Anyway, vi har kun haft gode oplevelser med guiderne, så det er jo ikke et problem). Bygningen – som tefabrikken ligger i – er over 100 år gammel og de fleste maskiner, som bruges i teproduktionen i dag er lige så gamle. På det tidspunkt hvor vi besøgte fabrikken, var det sløvt med teblade, så kun en ottendedel af de meterlange kasser var fyldt op. Processen med at lave blade til te er egentlig ret enkel. Tørre, knuse, tørre, sortere, evt. knuse lidt mere (det kommer an på hvilken te, det skal ende med) og så pakke i poser. Færdig. Klar til salg.

This slideshow requires JavaScript.

Fabrikken emmede af dufte fra tebladene. Sød og krydret. Sådan en duft, som giver én lyst til at hælde kogende vand over hele fabrikken og drikke den. Efter en kop te og lidt energiafbrænding på legepladsen kørte vi videre. Stadig opad. Bjerge beklædt med lysegrønne tebuske i sirlige rækker og små snoede stier imellem. Huse strøet ud her og der på bjergsiderne med køkkenhaver bugnende af grøntsager – alle dem vi kender hjemmefra: gulerødder, kartofler, porrer osv. Grønt og frodigt. Smukt!

På hotellet i Nuwara Eliya bestilte Janus og jeg aftensmad, som de lokale spiser. Rice and curry. Eller rettere vi fik Ramesh til at bestille for os, for de kunne ikke tale engelsk. Og vigtigt var, at han fik kommunikeret ud, at det skulle være tilpas krydret så der ikke stod flammer ud af munden på os. Vi fik meget lækker kylling i krydret sovs med gulerods- og bønnesalat til. Dertil små sprøde brød, som jeg har set de lokale bruge til at skovle maden ind i munden med. Mums.

Næste dag tog vi ”på landet”. En cowfarm var vores udflugtsmål. Vi var ikke de eneste, som havde fået den idé. Bus efter bus holdt parkeret på en lang række og nysgerrige skolebørn vinkede generte til os. Nogle dristede sig til et ”hello” og andre vendte sig fnisende om, når L eller M vinkede tilbage. De var i alle aldre. I hvide skoleuniformer og strikhuer. Med sorte fletninger og spidse sko. I lange rækker gik de ind og ud af staldene med køer, kalve og geder. Vi fulgte trop. L hyggede sig med ko- og gedeklapning og hvinede, når dyrene forsøgte at slikke på hende. M var lidt mere skeptisk og så til fra min eller Janus’ arm.

Senere på dagen var det os (læs = børnene), som blev betragtet og klappet. Der var dog ikke nogen, som forsøgte at slikke på os. Vi var taget i en Victoria Park og igen masser af skolebørn var samlet for at nyde det gode vejr. Ramesh fortalte os senere at disse skolebørn er helt fra Colombo, og de kommer til Nuwara Eliya i busser for at tage på picnic og hygge sig. L og M fjollede rundt med højlydt fangeleg på græsset og pludselig havde vi 20-30 børn stående rundt om os. Helt tæt på. Jeg forsøgte mig med tegn og få engelske ord. Pegede på L og sagde: ”Lilly”. Det fangede de hurtigt. Det var lidt værre med M’s navn. Svært at udtale for dem. Så forsøgte jeg mig med vores nationalitet. Det skabte løftede øjenbryn, hovedrysten og hvisken. Janus foreslog, at jeg pegede på dem og sagde Sri Lanka og derefter os og Denmark. Det udløste: ”Arhh yes”, nikken og smil. M havde lidt svært ved at tackle de mange øjne på sig (det kan jeg nu godt forstå) og hoppede op og ned siddende på numsen. Det syntes de var hylende morsomt. Læreren kom M til undsætning (ellers ville han da virkelig have fået ondt bagi), da han blæste i sin fløjte og kaldte alle børnene til sig. Vi vinkede og råbte ”bye” og fik begge dele retur.

IMG_6258

Til parken hørte en stor legeplads, men den var desværre lukket pga. vedligeholdelse. Så vi nøjedes med en tur i et lille pariserhjul. Hverken Janus og jeg er særlig vilde med tivoli eller lignende forlystelsesparker. Store rutsjebaner med hovedet nedad og hurtige fald har bare aldrig appelleret til mig som værende god underholdning. L virker umiddelbart ikke som om, at hun har arvet vores tilgang til vilde forlystelser (okay, det er måske en overdrivelse at kalde et lille pariserhjul for en vild forlystelse, men til mit forsvar skal det altså siges, at der var langt ned og den gyngede ret meget). Jeg fik den tvivlsomme ære at tage med L og M. Det lille pariserhjul blev drevet af en motor fra en gammel pløjemaskine i et skur. Der var ingen bremse, men en spinkel ung srilankaner med et torv. L nød turen, og M var mere bop-bop (forestil jer en flad hånd vandret, som vipper lidt fra side til side). Da srilankaneren gav motoren ekstra gas til sidst, blev M urolig, og jeg fik prøvet mine skuespillerevner af. Jeg råbte til Janus, at han skulle bede gutten om at sænke farten, men larmen fra motoren overdøvede mig. Heldigvis var turen slut. Vi fik pulsen ned bagefter med en halv time på et par helt almindelige gynger, imens vi betragtede en skoleklasse stige ombord i pariserhjulet. De slap heldigvis også levende fra det.

IMG_6247

IMG_6253

M og L er begge på højkant efter feber og ondt i halsen. Der er stadig lidt snot, men alle med små børn ved, at det høre til små-tings-afdelingen. Vi synes, at de klarer denne her tur rigtig flot. De lange timer i bil, al opmærksomheden, det varme vejr, den fremmede mad, de mange indtryk og oplevelser. Vi prøver så vidt det er muligt at opfylde deres basale behov hele tiden. Søvn, mad, drikke og toiletbesøg. M har to dage måtte springe luren over, og det var lidt hårdt for ham. Nu har vi snakket med Ramesh om at tage hensyn til hans middagssøvn i dagenes program. Vi havde hjemmefra prioriteret plads i taskerne til deres yndlingssnacks – blandt andet danske figenstænger venligst medbragt af moster L og onkel T fra Danmark. Man må bare aldrig gå ned på snacks, når man har små børn, som er sultne hver anden time. Naturlov. I hvert fald i familien Billesbølle/Strøm-Tejsen. Forleden blev L lidt presset, da hun skulle på toilettet – sådan for alvor. Parkens toiletter var et hul i jorden og uden papir. Gulvet var dækket af vand (eller tis?), og når man lukkede døren var det bælgragende mørkt. Stanken af urin rev i næseborene. Hun kan sagtens tisse på hug, og toiletpapir har vi altid selv med, men med de andre faktorer oveni var det bare lidt for meget for hende. Så hun holdt sig, til vi kom hjem til hotellet. Det tror jeg også, at jeg ville have gjort!

Hotellet i Nuwara Eliya var billigt og standarden derefter. Igen var vi mutters alene. Hvor bor alle de andre turister? Hver morgen blev vi vækket af ”skraldetraktoren”. Den kørte rundt på de smalle kuperede veje og spillede Für Elise i en højtaler. Når folk hørte melodien, stillede de deres skrald ud til vejen, og en af skraldemændene tømte spanden i vognen. Primitivt, men virkningsfuldt!

IMG_3315

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s