Ella

”Se, Jo. Der er endnu en top”. Janus ler kækt og peger. Jeg puster ud, tørrer sveden væk fra øjnene og ignorerer ham. Jeg er lidt for presset til at kunne grine af hans ironi. Vi lader kommentaren hænge i luften og begiver os videre. Janus med M på ryggen, og jeg med L i hånden. Sved i alle huler, sprækker og revner (ja, undskyld min ligefremhed). Ømme lægmuskler og sandede tærer. Men heldigvis går det nedad nu, og humøret er højt. Vi klarede det!

IMG_6291

Vores anstrengelser skyldes en mindre vandretur til Little Adams Peak i udkanten af byen Ella i lørdags. Det ”rigtige” Adams Peak ligger i Nuwara Eliya, men er ikke for familier med småbørn. Det er det sted, hvor kristne tror, at Adam første gang trådte på jorden. Buddhisterne mener, at det er det sidste sted, hvor Buddha trådte, før han kom i Paradis. Altså ok helligt sted. Der er ikke noget helligt over Little Adams Peak – i hvert fald ikke i et historisk perspektiv – til gengæld er der udsigt så langt øjet rækker.

IMG_6290

Vi gik af sted fra hotellet kl. 8.30, og allerede på vej ud af indkørslen sagde M følgende: ”Det er så varmt og min ben virker ikke mere”. Ha ha. Janus og jeg havde forberedt os på, at M nok ikke ville synes vildt godt om vores idé med en vandretur, så vi smilede forstående til ham, og jeg tog hans lille hånd. Stien vi vandrede på var af meget forskellig kvalitet. I starten forholdsvis bred og jævn med beton. Senere snæver og udforende med rødder og store sten. Så stejle trapper og til sidst selve bjerget. Et hvidt flag flagrede på toppen og en bjergtagende udsigt bød os velkommen. Jeg uddelte snacks, og Janus tog billeder. Men vi havde ikke helt fået nok. Vi kunne se en anden top ikke langt fra ”vores” og besluttede at bestige den også. Det var piece of cake. Janus spottede et par mennesker på en tredje top og denne gang, var jeg ikke så nem at overtale. Turen så længere og sværere ud. Der var ikke så meget juice tilbage i benene. Og vi skulle jo også kunne klare hjemturen. Meen Janus havde set sig varm på toppen (kan man det?) og ville lige se, om han kunne vurdere, hvor langt der var. ”Vi tager lige det her sving, Jo”, lokkede han. Jeg klemte balderne sammen og hjalp L ned ad skrænten. Pludselig befandt vi os på et ret udfordrende stykke sti, hvor der var halve til hele meter mellem fodfæste og meget stejlt. Samtidig var vi kommet så langt ned, at det virkede tåbeligt at opgive og vende om. Vi fortsatte. På vej op af top nummer tre mødte vi tre kvinder, som beroligede os med, at det sværeste stykke sti til top tre var overstået. Pyh ha. Top tre blev bestiget, og vi følte os ret seje. Flere snacks blev indtaget og imens vi sad der på stenene med alt det smukke grønne i øjnene kom der en kæmpe sværm af sorte biller (helt ærligt anede vi ikke, hvilket slags insekt det var, men de var store og larmede og lignede biller) indover hovederne på os. Faktisk så tæt, at Janus og jeg – og ungerne selvfølgelig, de så jo, hvad vi gjorde og kopierede os – måtte dukke hovederne. Ret vildt! På tilbagevejen forlangte M at blive båret af far, ”for far er ”strongere” end mor”, som han sagde. Janus voksede lige et par centimeter af den kommentar og trak tilfreds drengen op på ryggen. L var sådan en sej pige på turen. Hun gik næsten hele vejen selv, og da vi kravlede ned af den sværeste strækning (billede til højre herunder), sagde hun bare tørt: “Far, det her er en rigtig bjergsti!” Hun hentydede selvfølgelig til beton og trapper tidligere, som hun ikke mente havde noget med bjergbestigning at gøre.

Vel hjemme igen på hotellet stod den på fællesbad og frokost. Og så et velfortjent hvil.

Ella er den fjerde by på vores rejse rundt i Sri Lanka. Byen er en magnet for unge backpackere pga. den omkringliggende natur og de små hippe caféer og restauranter. Her er nok flere turister end lokale, men efter at have været de eneste gæster på de sidste tre hoteller, er det faktisk helt hyggeligt f.eks. at småsludre med de andre småbørnsfamilier på Café Chill.

Vi bor på Golden Rock Hotel med en fantastisk udsigt over de grønne bjerge. Kvinden som ejer hotellet er lærer, og hendes mand arbejder i Oman. De har fem børn. Hun underviser elever i grade 4 i bl.a. singalesisk, matematik, biologi og buddhisme samtidig med, at hun driver hotellet. Alle de penge, som hende og hendes mand tjener går til uddannelse af deres børn. Den ældste – en søn – er i gang med sit sidste år på universitetet og den yngste – en datter – på 12 år går stadig i secondary school. De investerer i fremtiden. Jeg håber, at deres børn lykkedes med deres uddannelser og får sig et godt job.

Om eftermiddagen tog vi til Demodara Railway Station (1921) for at se fire-toget kører TO gange. Det specielle ved denne station er nemlig, at når toget forlader stationen, så kører det rundt om bjerget i et loop og kommer til syne igen, før det forsvinder ind i en tunnel og videre ud i landet. Man kan altså vinke til passagererne to gange. Fra stationen – som man plejer – og igen i sidste del af loopet inden tunellen. Det siges, at ingeniøren som skulle bygge stationen fik ideen til loopet, da han iagttog opsynsmanden tage sin turban af og derefter sno den rundt om sit hoved igen. Forinden havde der været mange tanker og tegninger over, hvordan toget kunne forcere det stejle bjerg. Englænderne havde forsøgt i praksis, men toget var væltet af skinnerne.

Janus og Ramesh tog en tur rundt på skinnerne, imens jeg og børnene snakkede med et par fyre fra hæren. De var af sted med en bus fuld af rekrutter, som skulle træne på loopet – et led i deres forberedelse til at blive optaget i hæren.

Da toget kom, ville denne her hund lige løbe over skinnerne, inden toget nåede perronen.

IMG_6320

”Busy dog”, kommenterede Ramesh. Det er blevet den faste vending, som siges, når vi ser en hund løbe i vejkanten med tungen ud af munden og halen vejrende fra side til side. Mange af hundene her i landet er gadehunde, men lige så mange hunde har et hjem – et hus. Srilankanere går ikke tur med deres hunde i snor, som vi gør. De får lov at løbe omkring, som det passer dem. De løber hjem hver aften til et måltid mad og en pude at sove på. Hundene ser sunde og glade ud og er – som Ramesh siger – travle. De giver ikke meget for trafikken, men er dog kloge nok til at undvige, hvis en tuk-tuk eller bil kommer for tæt på. Hunden, som løb over skinnerne lige inden toget kom til stationen, skulle selvfølgelig også tilbage.

IMG_6321

Her måtte den pænt vente på, at toget forlod perronen igen. Den var tydeligvis ikke helt tilfreds – stod og trippede utålmodigt. Den havde jo travlt!

Aftensmaden blev indtaget på Café Chill – den mest hippe af alle de hippe caféer i Ella.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s