Bryllup

Her kommer sidste indlæg om vores tur til Sri Lanka: Fredag skulle vi rejse nordpå for at besøge Dammii og hendes familie. Vi havde sagt farvel til Ramesh et par dage forinden og besluttet, at vi sagtens selv kunne klare turen. Tog fra Galle til Colombo. Bus fra Colombo til Ja Ela. Tuk-tuk fra Ja Ela til Dammiis hus. Men da jeg havde spurgt Ramesh om, hvilket stednavn vi kunne oplyse til tuk-tukchaufføren, besluttede han, at han ville hente os i Ja Ela. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, om den lille by som Dammiis hus ligger i ikke hedder noget, eller om han ikke troede, at vi kunne finde det. Vi takkede ihvertfald ja.

Vi kunne ikke reservere billetter til toget, så vi tog til Galle Railway Station i god tid. Toget kørte 10.55. Vi købte billetter til 2. klasse. Det vil sige sæder med ryglæn, åbne vinduer og ingen aircon. Servicen var dog helt i top. Igennem toget kom mænd og kvinder og solgte alt fra kolde vand, tyggegummi, nødder, frisk kokosmælk til hjemmelavede indbagte rejer, samosas og andet velduftende mad. Fristende! Vi fik tre ud af fire sæder – to og to over for hinanden. På det fjerde sæde sad en ung kvinde i skrædderstilling med runde John Lennon-briller og håret samlet i knold øverst på hovedet. Hun var en meget behagelig rejsekompagnon. I de 2 1/2 time togturen varede, sad hun helt stille og messede bønner med sin perlehalskæde i venstre hånd. Buddhist, gættede Janus og jeg på. Sporet løb langs kysten det meste af tiden og bød på herlig udsigt til palmer, strand og turkisblåt vand. Men også virkelighedens barske realiteter fór forbi øjnene af os. Faldefærdige skure, store bunker af affald og beskidte børn i bare tæer.

Da vi ankom til Colombo var vi godt møre, og vi formåede at bruge en time – i stedet for 10 minutter – på at finde bussen til Ja Ela. Da det endelig lykkedes slap vi sølle 2,5 dirham per sæde (ikke per person!) for at køre i 45 minutter. Ramesh ventede på os i Ja Ela, og vi ankom til Dammiis hus ca. kl.15.30. Desværre var Dammii og Thilansa ude og prøve kjoler til morgendagens bryllup, så vi måtte “nøjes” med Dammiis mand, Manju og hendes søstre. Vi fik sen frokost og iskold juice. Pludselig begyndte L at hoste og hive efter vejret. Hun måtte have fået mælk, og vi gav hende medicin med det samme. Det hjalp. Efter snak frem og tilbage, konkluderede vi, at der måtte have været mælkepulver i den syntetiske juice. Øv. Nu havde vi rejst rundt i fjorten dage, uden at hun havde fået mælk en eneste gang – selvom de fleste tjenere ved første forklaring om L’s allergi troede, at vi ville have et glas mælk – og så skulle det ske hjemme hos Dammii, hvor de kender L. Vi holdt vejret, da L’s krop blev helt rød og hendes ansigt hævede op. Hun havde drukket et helt glas af juicen. Men det gik i sig selv igen, og Janus og jeg åndede lettede op.

Sidste dag i Sri Lanka tilbragte vi i den by, hvor vi startede vores rejse. Colombo. Denne gang ikke som turister, men som gæster til et bryllup. Dammii havde inviteret os til sin søns bryllup tilbage i efteråret, og det var faktisk denne invitation, som blev afsættet til vores rejse rundt i landet. Dinuka, Dammiis søn, er 29 år og bor i Japan med sin – nu – kone. De har mødt hinanden på universitetet i Australien. Keiko er japaner og Dinuka er Sri Lankaner. What a culturel clash!

Vi var inviteret til morgenmad hjemme hos Dammii og Manju kl. 8.00 på den store dag (Manju er ikke Dinukas far. Dammii er skilt fra Dinukas far, og de ser ham ikke, fordi han behandlede hende rigtig dårligt dengang, de var sammen. Dammii rejste til Dubai, da Dinuka var tre år og Dammiis mor har sørget for ham siden da). Dammiis mor og fem søstre med mænd og børn var samlet. Vi ventede på Dinuka, som var forsinket pga. trafik i næsten halvanden time. Da han endelig kom, gik det hele så hurtigt, at vi dårligt kunne følge med. Vi samledes omkring spisebordet – stående – og da dugen løftedes kom bugnende fade og skåle til syne. Forskellige hjemmelavede srilankanske specialiteter fristede vores brummende maver (nu var det to timer siden, vi var stået op). Måltidet blev indledt med at Dammii, Manju og Dammiis mor fodrede Dinuka på skift med et stykke milkrice (det smager lidt som risengrød, det er blot stivnet og formet til firkanter). Derefter tog alle lidt af hvert på en tallerken og spiste stående. Udover milkrice, ved jeg ikke, hvad de andre retter var. De fleste af dem, som jeg smagte var søde, og L kunne tåle dem, men ellers har jeg svært ved at beskrive dem nærmere. Morgenmaden gik så hurtigt, at vi måtte efterlade rester på vores tallerkener, og jeg fik desværre ikke taget billeder. Vi skulle køre 45 minutter fra Dammiis hus til Galle Face Hotel i Colombo, hvor ceremoni og fest skulle holdes.

Det vidste sig, at trafikken ikke var færdig med at være heftig, så arrangementet blev yderlige forsinket, da vi kørte (læs = holdt stille) mod hovedstaden i en minivan med Keikos forældre, Dammii og Manju. Ceremonien foregik for foden af hotellet med havudsigt. Det var en rodet omgang. Janus og jeg skiftedes til at spørge hinanden: ”Er det gået i gang nu?” uden at nogen af os kunne svare. Først da en ældre mand begyndt at spørge på engelsk, om Dinuka og Kaiko ville have hinanden til evig tid, fik vi vished. De VAR i gang! De fleste andre gæster var spredt ud over hotellets græsplæne og terasse og snakkede og drak iste imens. Det var deres ageren, som gjorde Janus og jeg usikre på, om ceremonien var i gang eller ej. Om det forvirrende set-up var specielt srilankansk, japansk eller blot skyldtes forsinkelsen i programmet, skal jeg ikke gøre mig klog på, og gift … det blev de i hvert fald.

IMG_3485

Fra gangen og ind til festlokalet blev vi modtaget med traditionelle srilankanske dansere og trommer. De var meget flotte og dygtige. L og M blev store fans.

Bagefter gik vi ind i det grønt-pyntede festlokale. Grønne plastikorkideer, grønt lys og grønne gaveæsker prydede rummet. Brudeparret fik travlt. Først tænde lys sammen i et lille kar. Så fodre hinanden med bryllupskage (og her blev det virkelig snyd. For den store kage er af plastik, og så skar de blot et lille stykke fra kagen bag perlerne).

IMG_3526

Så sidde i en lille sofa og posere for fotograferne. Derefter danse – først kun de to, men lidt efter også den nærmeste familie. Så rundt og sige tak til alle (150 gæster!) fordi de kom.

Ligesom ceremonien var festen også rodet i forhold til, hvad vi er vant til. En lille video med det nygifte par blev vist på et stort lærred. Den blev afspillet et par gange uden introduktion. Bandet spillede så højt, at det praktisk taget var umuligt at føre en samtale, selvom man råbte ind i øret på sin sidemakker. Buffeten bød på utrolig lækker mad. Det så skørt ud med mænd i jakkesæt, som spiste med fingrene. Under buffeten klædte Dinuka og Keiko om til deres traditionelle dragter. Jeg er vild med sådan et fusionsbryllup. Kæmpe forskel i baggrund, sprog og kultur og så alligevel bare smaskforelskede unge mennesker! Dejligt!

Det hele sluttede af med at gæsterne på skift fik taget et billede med brudeparret. Vi fik udleveret en lille billedcollage af dem og gav vores gave (penge, det giver alle). Kl. 17.00 var vi færdige (i mere end en forstand) og sad i bilen på vej tilbage til hotellet. Mæt på mødet med nye mennesker og oplevelser.

IMG_3508

 

En dejlig ferie i Sri Lanka er slut. Nu er det skønt at være hjemme igen – i gang med vores helt almindelige hverdag. En hverdag vi særligt sætter pris på, når vi har været ude og se os om i verdenen.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s