Fra Amman til Petra

I torsdags kørte vi fra Amman til Petra. Vi delte den tre timer lange køretur op i små bidder og så St. George Church, Mount Nebo, et mosaikværksted og Shobak Castle på vejen.

Wassim er vores guide og chauffør. Lige som Ramesh – vores chauffør på Sri Lanka – er han venlig og med en bred viden om sit land og dets historie, men her stopper lighederne. Ramesh var interesseret i os og vores liv og vi i hans. Med ham overskred vi den professionelle grænse og involverede os personligt i hinanden. Det er Wassim ikke interesseret i. Det respekterer vi selvfølgelig.

Ved middagstid faldt M i søvn, og jeg lagde ham på bagsædet. L og jeg gav os til at lege en leg, som vi kalder for: ”Jeg kan se …” efterfulgt af det man nu kan se ud af bilens rude. Det var hyggeligt at sidde der med L og lægge mærke til forskellige detaljer i landskabet. Detaljer som jeg ikke ville have set, hvis ikke vi havde leget legen. Hun var hurtig, og selvom der ikke var meget andet end sand, sten, klipper og elmaster, så kunne hun alligevel spotte en bunke glaskår, et hvidt telt eller en fåreflok i det fjerne. Landskabet skiftede fra at være frodigt med drivhuse, marker, og nåletræer til at blive goldt med sand, sten og klipper for så derefter igen at blive frodigt med kornmarker, buske og træer.

St. George Kirke ligger i byen Madaba og er en græsk-ortodoks kirke. Da kirken blev bygget omkring 1890, opdagede man et særligt mosaikbillede i jorden. Særligt fordi billedets motiv var et kort over området, som kirken ligger i fra det sjette århundrede. Det viser bakker, dale og byer i det oprindelige Palæstina og har haft stor betydning for kortlæggelsen af Jerusalem efter byens ødelæggelse i år 70 e. Kr.

IMG_6730

Vi var heldige at være de eneste turister i kirken og havde ro til at gå stille rundt og kigge på de mange billeder af bl.a. Jesus og Jomfru Maria. L spurgte hvorfor, at Jesus var på så mange billeder, og jeg fortalte, at han var en god mand, som hjalp andre mennesker. ”Jeg vil gerne hjem og læse mere om ham i den bog (red. Biblen), mor”, konstaterede hun. Vi har før læst i Johannes Møllehaves børnebibel, nu må vi hjem og åbne den igen.

Fra Mount Nebo fik Moses i sin tid øje på Det hellige land efter at have vandret rundt i 40 år i ørkenen. Ifølge kristen tro er Moses begravet på bjerget. Deroppe fra havde vi udsigt til Amman, Jordanfloden, Vestbredden og Det døde hav. Det var skyet og diset, så billeder af udsigten er der ikke meget ved, men smukt var det.

Men se lige denne her skønne dreng, som stod lidt længere nede af bjerget og råbte “Hallo” til os. Han havde en stor flok får med sig.

IMG_6747

Inden frokost nåede vi lige et stop på et mosaikværksted. Her fortalte en ung jordaner om, hvordan handikappede og forældreløse unge skaber mosaikker. Vi fik selvfølgelig også mulighed for at købe noget og støtte fonden og de unges arbejde.

Til frokost stoppede vi ved en motorvejscafé og bestilte arabisk fastfood. Maden var såmænd udmærket, men som de fleste andre steder her i Jordan, så var det tilladt at ryge indenfor på caféen, og det benyttede stort set alle de andre gæster sig af. Det var altså ret ulækkert at sidde der med sine krydrede ris og lam i røgen fra cigaretter. Jeg har fuldstændig glemt, hvordan det er at være i sådan et røgfyldt rum. Jeg kan ikke komme i tanke om, hvor man i hverken Danmark eller Dubai gerne må ryge indendørs. Men tjeneren på hotellet i Amman tog præmien for klammeste sted at ryge – i køkkenet! Jeg så ham igennem vinduet på svingdøren, da jeg ventede på at få noget mere mælk til mine cornflakes. Ad!

Sidste sightseeing den dag var tusind år gamle Shobak Castle. Endnu en bunke ruiner og endnu en fantastisk udsigt. Børnene og jeg luskede lidt rundt oppe på borgen. Klatrede lidt her og smed med sten lidt der. Imens klarede Janus det mest spændende ved borgen – nemlig at gå (eller nærmere klatre) ned af en lang hemmelig underjordisk gang. En ung arabisk fyr uden engelskkundskaber, men med en god lommelygte guidede Janus og fire franskmænd. Gangen var sort, støvet og nedslidt, og Janus fortalte bagefter, at det havde været en større udfordring, end han først havde troet. Men ned kom de, og det havde været en fed oplevelse.

Det her billedet er taget i den underjordiske gang. Janus kigger op ad gangen, der hvor han lige er kommet fra.

IMG_6777

I dag har jeg ømme ben efter en lang tur i Petra i går. Det var en kæmpe oplevelse at se den glemte by, og det fortjener sit eget post, så det må blive dagens cliff hanger.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s