Fine dining

“Tror du, at jeg kan få Mountain Dew i Burj Al Arab?” Spurgte Janus mig i går morges. Mountain Dew er en giftigt udseende sodavand – neongrøn – og Janus’ yndlings! Til sodavanden knytter sig en (stadigt) stående joke, for jeg har engang skulle bestille den på en restaurant for Janus og kom til at sige Master Brew til tjeneren, og dét er jo noget HELT andet.

Master Brew kan jeg tydeligt huske, at jeg indtog én gang tilbage i 9. klasse. En veninde og jeg havde købt et par flasker af den meget stærke (og faktisk udrikkelige) øl til en fest. Jeg tabte den ene af flaskerne på flisegulvet i gangen hjemme hos hende, så den smadrede. Vi ærgrede os rigtig meget – spild af dyr øl. Men da vi senere på aftenen sad i en slidt veloursofa og skålede i de restrende flasker med Master Brew, så var uheldet pludselig ikke så katastrofalt alligevel. Føj – en ulækker smag!

Nå, tilbage til spørgsmålet. Det kunne jeg jo ikke rigtig svare på, så jeg smilede bare og trak på skuldrene. Men i går aftes havde vi mulighed for at finde ud af det. Janus og jeg kørte nemlig til Burj Al Arab for at blande os med de rige og kendte på restaurant Al Muntaha.

Hjemme havde vi overladt L og M i gode hænder. Dammiis hænder. L havde bestilt pasta med pølser til aftensmad, og så ville hun gerne bygge hule. De tre skulle nok få aftenen til at gå. Da Ford’en rullede op på siden af det lille hus med securityvagten, og han bad om bekræftigelsen på vores bordreservation, fik jeg lidt fugtige håndflader. For dér, lige foran os, funklede det syvstjernede hotel Burj Al Arab i aftensolens sidste stråler. Og nu var vi på vej hen med Ford’en til valet parking for derefter at tage på restaurant og spise vores livs middag.

IMG_0555

Der holdte ikke en ferrari eller to foran hotellet, men nærmere ti – både røde, gule og sorte. Ford’en blegnede lidt i sådan et fint selskab, men kørte heldigvis ufortrødent videre.   Burj Al Arab var lige så flot og storslået indenfor, som jeg forestillede mig, at det måtte være. Guld er det foretrukne materiale i dekoreringen, store akvarier med farvestrålende fisk, springvand med overraskende lyseffekter og venligt servicerende hotelpersonale i hobetal.

En elevator med udsigt til havet tog os op til syvogtyvende etage, hvor vi blev modtaget af en vært fra restauranten. Hun førte os hen til vores bord, hvorfra vi kunne se de kunstige øer The Palm og The World. Her: The Palm

IMG_7196

AL Muntaha Restaurant serverer europæisk cuisine og efter at have bladret længe og usikkert i menukortet (-bogen!), besluttede vi os for at gå all in. Nu sad vi her på en restaurant i det selvudråbte syvstjernede hotel, og det ville – for vores vedkommende – blive en engangsforestilling. Så skulle den ihvertfald også være god! Vi bestilte den seksretter menu, som kokken havde sammensat. Uden alkohol. Det havde vi simpelthen ikke råd til. I tre dejligt lange timer sad vi der ved hvid dug og spiste den ene lækre ret efter den anden. Efter fjerde tallerken meldte mæthedsfølelsen sig hos mig. Jeg ignorerede den og spiste selvfølgelig videre.

Til vores store lettelse så gæsterne på restauranten lige så almindelige ud som os. Bevares – alle var selvfølgelig i deres finneste skrud (alt andet ville have været uacceptabelt) – men ellers var der ikke nogen, som skilte sig synderligt ud. Jeg kunne ikke genkende de rige folk fra de folk der – som os – lod sig frivilligt ruinere for en aften for en normalt uopnåelig oplevelse. Så vi slappede helt af og nød det fine sted, maden og hinanden. En uovertruffen night out.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s