Mellemøstens skjulte slaver

Det her blogindlæg har ligget de sidste par uger som kladde på computeren. Grundet undtagelsestilstanden herhjemme har det ikke fået meget opmærksomhed, men nu skal det være:

I øjeblikket er det ikke Nordkoreas kvinder som optager mig, men derimod Mellemøstens kvinder. Ikke de parfumerede emirati-kvinder med næsen i sky, som stryger forbi mig i Malls’ne og heller ikke de hjemmegående expat-kvinder, som hænger ud på de lokale kaffebarer. Men de hårdtarbejdende asiatiske og afrikanske kvinder, som knokler med børnepasning, tøjvask, rengøring og madlavning fra morgen til aften, så de to ovennævnte grupper kan gøre, hvad der passer dem.

For et par uger siden sendte DR1 Puk Damsgaards dokumentar “Mellemøstens skjulte slaver”. Den viste bl.a. hvordan livet som tjenestepige i f.eks. en libanesisk familie kan være. Indespærring, ydmygelse, sexchikane, vold og hårdt arbejde er daglig kost for de fattige kvinder, som ofte har forladt hjemlandet i den tro, at de skulle arbejde på et hotel eller restaurant. De fratages deres pas i lufthavnen og har ingen juridiske rettigheder. Dokumentaren tager udgangspunkt i forholdene i Libanon, men der er også eksempler fra Saudi Arabien, Bahrain og andre lande i Mellemøsten. Dubai måske? Ja, helt sikkert! I mere eller mindre grad. Hvem ved? Her i landet er medierne kontrollede af staten, og jeg kan faktisk ikke huske, at jeg er stødt på sager om mishandling af tjenestepiger i Dubai. Til gengæld har jeg flere gange læst om tjenestepiger fra Saudi Arabien, som har fået skåret lemmer af eller er blevet slået til døde. Desuden kan Dammii – qua sit lange ophold her – supplere med mange fortællinger om egne eller andre kvinders ubehagelige oplevelser hos familier.

Forfærdeligt og fuldstændig uforståeligt. Det synes helt uvirkeligt for mig, at nogle mennesker kan få sig selv til at behandle andre mennesker på sådanne måder. Det løber mig koldt ned ad ryggen, bare jeg skriver om det.

Når jeg følger ungerne i skole møder jeg mange af disse tjenestepiger (eller maids, som de kaldes) på stierne her i community’et. Nogle smiler og hilser igen, når jeg siger ”good morning”, mens andre vender blikket nedad og undlader at svare. Hvis jeg får et flygtigt glimt af deres øjne, virker de udtryksløse. Stirrende og uden liv. Mon disse kvinder lider samme (eller lignende) skæbne, som nogle af dem, der fortæller deres historie i dokumentaren?

Mine tanker kredser om vores ophold her i Dubai og dets betydning for disse kvinders skæbne. I hvilken retning ”trækker” vi kvinderne og deres muligheder for et tåleligt ophold? De er her for at arbejde og tjene penge. Til familien i hjemlandet. Til at få mad på bordet og til børnenes skolegang. Jeg kan ikke ændre deres generelle lønniveau eller juridiske rettigheder, men jeg kan med mit vesterlændinge menneskesyn møde dem, som de lige mennesker, de er. Jeg kan vise dem, at jeg synes, de er ligeværdige, og omgås dem nøjagtigt, som jeg omgås andre mennesker. Med venlighed og respekt. Helt konkret kan jeg hjælpe med donationer til de forskellige små (men mange) initiativer, som løbende opstår i vores community. Og så kan jeg selvfølgelig hjælpe Dammii og hendes familie.

I et større perspektiv kan jeg kun håbe på at mit – og alle andre med samme -menneskesyn kan påvirke de mennesker, som behandler deres maids uretfærdigt, i en positiv retning.

Det kan godt være, at mine blåøjede tanker er naive, og at verden hænger sammen på en helt anden måde, men nu blev de da luftet.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s