Må vi benytte nudistpoolen?

Dagene snegler sig af sted, og vi længes efter moderlandet. Ethvert puslespil er lagt – mange gange. Ethvert Ramajetterne-afsnit er set – mange gange. Enhver bobles-bane er gennemført – mange gange. Vandfarverne er brugt op og malebøgerne farverige. Briotogskinnerne kender ikke flere kombinationer og duploklodsernes muligheder er udtømte. Alle opskrifter på muffins er afprøvede, og vi er trætte af pandekager. Vi er F.Æ.R.D.I.G.E. med indendørs leg og aktiviteter, og vi vil gerne UD! Også selvom det involverer regntøj og gummistøvler – ja, for de to små, er det kun et plus!

I weekenden besluttede vi os for en lille getaway. Forandring fryder. Vores medlemskab hos APC (Aviation Professional Club) gav os 800 AED i besparelse på et hotel i Hatta.

Hatta er en lille by omringet af Hajar bjergene. Tilbage i 1800-tallet fik sheiken af Dubai enklaven af Sultanen af Oman i gave. Området grænser op til Oman og Ra’s Al Khaymah. Jeg måtte lige genopfriske kortet over staterne her i UAE for at se, hvor Hatta ligger, og det er altså noget af en rodebutik. Godt det er nemt og smertefrit at krydse grænserne mellem de små stater.

Bedøm selv (Hatta er den lille lysebrune klat østpå):

IMG_4253

Det siges, at Hatta er det perfekte getaway om sommeren for folk fra Dubai. Området er koldere med lavere luftfugtighed på grund af bjergene. Sød musik i ørerne på os svedige bleg-ansigter.

Lørdag formiddag trillede Mazda’en ud af garagen, og Janus stillede mig det klassiske spørgsmål: ”Har vi husket alt?”. ”Ja”, svarede jeg lettere irriteret. Vi skulle jo altså kun 1 ½ time væk, og så længe vi havde Janus’ kontaktlinser og L’s medicin med, så var vi kørende. Han nikkede tilfreds og satte sig godt til rette i sædet. Ungerne forvandledes til sovetryner efter kort tids kørsel, og Janus og jeg nød en uafbrudt samtale. Vi havde besluttet os for at snuse til Hatta Herritage Village, inden vi ville køre til hotellet (vi har så svært ved at opleve nye steder uden at være lidt kulturelle).

Ved ankomsten til landsbyen mærkede vi ingen forandring i varmen. Tværtimod. Bilens display viste 46 grader. Vi instruerede ungerne i ikke at røre ved noget og bevægede os hurtigt fra skygge til skygge. Helt inde i landsbyen ændrede dette sig til fra bygning til bygning. I skrivende stund undrer jeg mig over, at museet egentlig havde åbent. Det var for varmt. Vi nøjedes med at snuse lidt her og ikke der, og dvælede kun lidt tid i bygningen  ”Dates Honey”. De andre udstillinger af, hvordan ørkenfolket engang indrettede sig med gæsterum, soveværelse og køkken, har vi set før. Men min viden om dadler kan godt tåle at blive større, og det er især interessant, når vi nu bor her i Dubai omgivet (omringet?) af dadelpalmer.

Her tankede vi op på juice og aircondition:

IMG_4236

Molasses – eller dadelhonning – producerede de indfødte ved at stable mange dadler i kurve af palmeblade. Kurvene placerede de ovenpå en måtte – også af palmeblade – hvorunder der var gravet kanaler. Under vægten af de mange dadler begyndte saften at dryppe ned i kanalerne for til sidst at løbe i et hul, hvor væsken kunne opsamles. Ved hotellets morgenbuffet fik jeg muligheden for at prøve Molasses, og det smagte meget lækkert.

IMG_7242

Tilbage ved bilen – godt svedige (undskyld, det var en underdrivelse, gennemsvedige) – læssede vi klapvognen om bag i, og Janus kommenterede undrende bagagerummets indhold: ”Hvor er den grønne taske?” ”Det ved jeg ikke?” Jeg baksede med den brandvarme sele om M’s overkrop og kom i tanke om, at Janus hader, når jeg besvarer et spørgsmål med et nyt. ”Den er ikke heromme”, lød det – nu irriteret – fra Janus. Det var mig, som puttede vores tasker ind i bilen, og nu fik jeg en snærende mistanke om, at det var mig, som havde glemt den grønne taske. Tasken med al vores badetøj. Efter kort tids granskning af bagagerummet (én overnatning kræver ikke så meget oppakning) blev min mistanke bekræftet. Badetøjet var efterladt på matriklen. Hvad kunne være værre? Vi var taget af sted på lækkert hotel for at bade i lækker pool, og så havde vi glemt alt pool-udstyr! Badetøj, UV-trøjer, solcreme, badevinger, badehætter, dykkerbriller, bolde, dykkerpinde og legetøj. Øv. En hjemtur efter tasken ville koste tre timer og kunne ikke rigtig betale sig. Der var ikke andet for end at sluge kamelen og fatte betalingskortet. Ind på hotellet og ribbe den lille butik for badetøj i str. to, fem og toogtredive år. 760 AED i alt. Av, der røg hele vores besparelse på hotelværelset. Ungerne tog det ikke så tungt. De var ekstatiske over nyt badetøj og dykkerbriller. Som M proklamerede: ”De her badeshorts er for big boys.”

Vi havde – trods lidt ømhed på kontoen – en herlig eftermiddag i poolen og nød generelt opholdet på det smukt beliggende hotel.

IMG_7247

I dag fik jeg så sat vores oplevelse lidt i perspektiv, og det er meget rart en gang imellem. En mor fra L’s klasse skrev og spurgte, om vi skulle mødes med ungerne på en playdate. Jeg var overrasket over, at hun stadig er i landet, for jeg vidste, at hun skulle flyve til Rusland d. 10/7. Da vi mødtes fik jeg forklaringen. I lufthavnen var hun blevet holdt tilbage af immigrationen, fordi der var en åben sag hos politiet på hendes navn. Hun havde tilbage i januar solgt et par restauranter, og det viser sig, at den nye ejer skylder 100.000 AED. Gælden står i hendes navn, da dokumenterne ved salget ikke var i orden. Hun kan først forlade landet, når pengene er betalt. Av. Behøver jeg at skrive, at jeg undlod og fortælle om vores manglende badetøj og de dumme 760 AED spenderet på nyt, da hun spurgte, hvad vi havde lavet i weekenden?

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s