Danmark. Jeg indrømmer det. Du må for længst have gennemskuet mig. Min gåsehud på armene, min hurtige hjertebanken og min konstant-let-på-tå-tilstand må have afsløret mig. Jeg er gået hen og blevet forelsket i dig. Det er umuligt for mig at skjule længere. Er det en gammel flirt som blusser op? Jeg tror, det egentlig ikke. Nok mere en ubevidst (altid tilstedeværende) kærlighed, som nu er blevet til en nyforelskelse. Skal man virkelig flytte til Mellemøsten for at blive så glad for sit hjemland? Jeg ved ikke om man skal, men jeg skal. Åbenbart.

Danmark. Efter den lange flyvetur (som pga. forsinkelse blev forlænget med en time) tog du imod mig med sol, blå himmel, vatskyer og en let brise. Din luft føltes frisk og ren, og jeg tillod mig at tage dybe indåndinger. Jeg havde ikke klistrede armhuler, svedpletter på ryggen eller hævede tæer efter gåturen fra lufthavnen og hen til parkeringshuset, hvor lejebilen blev udleveret. Tak. Gennem bilens ruder var dit grønne landskab med alle variationer af farven som vitaminer for mine øjne. Og du har på få døgn givet mig meget af det, som jeg har gået og sukket efter så længe: udendørsliv, selvplukkede bær, friske ærter, nye kartofler, leverpostej med syltede rødbeder – og på vores tur til Roskilde Havn torsdag eftermiddag: lyden af kirkeklokker (og dem som kender mig godt, ved at jeg er helt igennem u-kristen), åkander, stokroser,

bindingsværkshuse,

havneliv, Paradisis

og vikingeskibe.

Jeg tror faktisk, at jeg var lidt lykkelig på et tidspunkt. Det må have været, da jeg kiggede på sidstnævnte – vikingeskibene – sammen med de tre kæreste, som jeg har.