Minder

I onsdags bombede vi os selv med visuelle minder. Minder fra en by, et fødested og et hjem for os og vores børn – deres første leveår. Jeg var absolut ikke fan af fastlandet, dengang Janus kom hjem og trak et A4-papir med påskriften “Jylland” op ad tasken. Vi boede i Ørestaden og havde netop opdaget, at jeg var gravid med L. Janus havde – til sin store overraskelse – fået at vide, at han skulle arbejde som flyveleder i provinsen i stedet for København. Da han og de andre aspiranter ikke kunne blive enige om, hvem der skulle arbejde på Djævleøen, og hvem der skulle arbejde på fastlandet, blev der trukket lod. Trukket lod?!? I skrivende stund virker det, som en fuldstændig vanvittig måde at afgøre medarbejdere og deres familiers fremtid på. Det var det vel egentlig også dengang – altså vanvittigt – jeg tror bare ikke lige, at det var der mit fokus var. Det drejede sig primært om hvilken fremtid, som vi stod overfor.

Aalborg blev vores nye hjem. Her fik jeg job på byens bedste skole, og her blev begge vores børn født. Med tiden kom jeg til at holde af Aalborg. Meget. Det er svært for mig at forklare præcist, hvad der er særligt ved byen, og måske er det hovedsagligt forankret i de minder og følelser jeg har der, men det er som om, at der er længere op til himlen og lyset er mere lyst i Aalborg. Og aalborgenserne er dejlige mennesker: godhjertede, traditionelle, larmende og meget humoristiske. Jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med mange af dem.

På de fire gode år i Aalborg spirede et par venskaber frem. De er stadig små og sårbare, men de er der og med vores besøg, har vi fået bekræftet, at hvis vi bliver ved med at vande dem, så vil de blive ved med at vokse.

Vi tog ungerne med til Gammel Strandvej 9. Her var det kun L, som kunne genkende gården og lejligheden.

IMG_7451

Det var underligt at stå der med nakken lænet helt tilbage og kigge op på altanerne. Den ene, hvor fast inventar var M’s barnevogn og den anden vasketøjet. Nogle ting var uændret – Niels Bagers motorcykel under det falmede regnslag, Knut Viks måtte med “Welcome” påtrykt og Fru Mikkelsens dørskilt i mintgrøn keramik. Andre ting var helt forandret. F.eks. havde Aalborg kommunes projekt “Street Art” (tjek #streetartaalborg ud) fundet vej ind i baggården, prøv lige at se her:

Ren forkælelse for øjet med alle de farver. Aalborg har sat sig for at forvandle kedelig og grå beton til store kunstværker i byens forskellige rum. Jeg er vild med konceptet!

L’s største ønske for vores besøg i Aalborg var at lege på legepladsen ved havnen – den legeplads som hun har tilbragt allermest tid på (måske bortset fra børnehavens) i sit korte liv. Derfor afsatte vi hele eftermiddagen. Det var helt mærkeligt for Janus og jeg, at vi nu hører til den gruppe forældre, som sidder og sludre på bænken ved siden af legepladsen, imens ungerne leger. For 1 1/2 år siden var vi nødt til at rutsje med L (uf, hvor forfærdeligt at skulle lege med sit barn. Nej, det kom til at lyde negativt. Sådan skal det ikke læses. Blot at en ny epoke af forældrerollen er startet for os) eller pille små sten ud af munden på M. Nu klarede de det hele helt selv.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s