Siden sidst …

”Far, pas på bænkebidderen. Her på trinnet!” Det er L, som giver ordren og med rette. Janus træder med stor påpasselighed helt henover trinnet. Forleden morgen – da vi skulle forcere de mange trin fra sommerhuset og ned til bilen – opdagede L en gigantisk skovsnegl midt på et trin, pegede ivrigt og snakkede kærligt til den. M kantede sig udenom og længere ned ad trappen, men stoppede så op i sikker afstand for også at betragte det spændende bløddyr. Da jeg havde set sneglen og kommenteret dens størrelse, gjorde jeg plads, så Janus også kunne komme til. Men Janus – der var sakket lidt bagud med favnen fuld af trøjer og tasker (tak skizofrene sommervejr, det kunne jeg sikkert skrive et helt blogoplæg om, men hvem gider læse det?) havde ikke hørt ungernes begejstring og trådte med al sin vægt lige præcis der, hvor skovsneglen lå. Jeg fik hurtigt min medlidenhed med dyret (og min opkastfornemmelse) under kontrol, for ungerne var ret chokerede over det, som netop var sket. Far havde trådt på sneglen! De stod som forstenede og kiggede på bløddyret, som helt fladmast på midten vred sig i egen hvid væske. Ved fælles hjælp fik vi løsrevet dem begge og gennet dem ind i bilen. Derefter udspillede der sig en klassisk dannende snak om naturen, livet og døden. Sådanne snakke elsker jeg!

Siden sidst er der sket ufatteligt meget. Vi har krammet mange længe savnede mennesker. Mødre, fædre, søskende og bedsteforældre. Gode veninder og venner i alle størrelser.

Ny verdensborger:

IMG_7324

I Tivoli sammen med morfar legede vi på Rasmus Klump-legepladsen og prøvede Dyrekarrusellen, Veteranbilerne og Karavanen. Det var et stort hit hos ungerne – “Gid man kan tage i Tivoli hver dag, mor,” kommenterede L.

This slideshow requires JavaScript.

 

Vi har også savnet Janus. Mand og far. Meget. Så meget at det til sidst gjorde næsten ondt at tænke på ham. Især M har været ramt af savn. Det er måske noget vrøvl at skrive, for hvordan kan det måles, at han savnede ham mere end L og jeg, men han har i hvert fald været mest eksplicit om sit savn. Når han blev ked af det, græd han efter far, men også i andre situationer. Jeg har savnet min ven, min mand, min elsker, men også min kollega i Lillymagne A/S. For hulen, hvor har det ikke altid været lige nemt at være eneste ansat i den virksomhed. Selvom min mor har været en meget kompetent vikar, så var det altid de tilspidsede situationer, at f.eks. M nægtede at modtage hjælp fra hende. Og selvom L og M er store nu og for det meste leger rigtig godt sammen og dermed giver mig pauser i løbet af dagen, så er det mange timer at være på, når man møder ind 6.30 hver morgen og først stempler ud ca. 19.30 om aftenen.

Janus er her nu og har været her den sidste uges tid. Han fik mange kys og ømme krammere, da han viste sig i Roskilde, men alt er ikke lutter idyl i Lillymagne A/S. Det tager tid for M at acceptere, at far kan putte og trøste lige så godt som mor. Det er sværest, når vi begge er på “arbejde” samtidig. Det tager også tid at finde en passende rytme og fordeling af arbejdsopgaverne, så alle er tilfredse. Janus og jeg kender det fra tidligere, så vi smører ærmerne op og nyder den sidste uge i Danmark.

I må have flere billeder og historier tilgode. Holbæk Biblioteks internet matcher ikke min tålmodighed og nu har jeg lovet at læse Barbapapa for L og M. Over and out!

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s