Rejehop og Miraikan

I fredags lovede vejrudsigten regnvejr. Det holdt. Vi planlagde dagens seværdigheder efter det og startede på det berømte Tsukiji Fish Market, som foregår i en stor hal. Det er et af verdens største fiskemarkeder med håndtering af over 2000 tons havdyr hver dag. Stedet er egentlig ikke en turistattraktion, men tiltrækker mange nysgerrige med sit store udvalg af forskellige fisk og den travle atmosfære af handlende og købende. Faktisk er det et problem, at så mange har lyst til at besøge markedet, da infrastrukturen i hallen ikke er konstrueret til det.

Klapvogne og lignende må ikke medtages, så vi skiftedes til at gå derind og kigge. Flere  guidebøger anbefaler også, at man ikke medbringer små børn, men det ignorerede vi. Anbefalingen var bestemt ikke helt hen i vejret, gangene var smalle og ujævne med mange dybe vandpytter fra rensning af fisk, og flere gange måtte vi springe for livet for at undgå et køretøj i høj fart. Men det var en stor oplevelse. Duften af saltvand hang i næseborerne og den travle stemning smittede, så vi nogle gange småløb. Vi så langt fra hele markedet og valgte de små gange med få besøgende. L og M var meget optagede af denne store fisk, som blev renset lige for øjnene af os.

img_1060

Og på vej ud stoppede vi ved en lille flamingokasse med nogle store reje-lignende-nogen. De var levende. M snakkede og gestikulerede, og i processen kom hans ene arm ind over kassen, hvilket udløste et kækt lille rejehop – helt bogstaveligt talt! Til stor morskab for L, M og – heldigvis også – den japanske mand, som solgte rejerne.

This slideshow requires JavaScript.

 

Vi havde hjemmefra besluttet kun at prioritere et museum i Tokyo, og det skulle være Miraikan (The National Museum of Emerging Science and Innovation – det er vist meget godt, at museet også har fået navnet Miraikan), fordi det huser ASIMO – verdens mest avancerede menneskelige robot. Jeg associerer blandt andet Japan med fremtidsteknologi og robotter, så selvfølgelig skulle vi se en rigtig robot her. ASIMO er i dag stadig kun et forskningsprojekt, men måske kan den engang i fremtiden leve i blandt os og f.eks. fungere som plejerobot.

Menneskelig robot

Udover robotten var museets målgruppe større børn. Jeg blev lidt slukøret, for jeg havde læst om et område – Curiosity Field – som skulle være for mindre børn. Vi kunne ikke se det på kortet og fandt det heller ikke. Efter alligevel at have tilbragt en rum tid ved de andre udstillinger – som kedede L og M bravt:

img_7948

… gik vi mod udgangen. Inden vi drejede ned mod rulletrappen, fik vi øje på Curiosity Field! Heldigt – for det var sjovt! Blandt andet tegnede vi luftskibe og biler, som vi efterfølgende skannede ind på skærmen her til en lille film:

img_7956

Janus spurgte L på vej hjem i metroen: “Hvad har været den bedste oplevelse i dag?” L svarede prompte: “Regnvejret!” Åh, så mange nye og spændende oplevelser, og så er det regnen, som L synes er det mest eksotiske. Rigtig kært, ik?

PS: Følgende bemærkning er i forlængelse af gårsdagens blogindlæg: Jeg så to ældre japanske kvinder – og hold nu fast – med hjemmesyede mundbind i metroen i dag. De var rigtig fine – hvide med farverige blomster og elastikker i mørkerød. Wow!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s