Overblik, helligdom og lyskryds

Klokken er ni om aftenen her i Japan. Janus tager brusebad, og de to små sover. Jeg taster på computeren til en af de skønneste lyde, jeg kender – trommende regndråber på ruden. Den lyd høres meget sjældent i en ørken, så jeg er omhyggelig med at sætte pris på den.

I mandags steg vi i graderne. Elevatoren i nord-tårnet af The Tokyo Metropolitan Government Buildings tog os med op på 45. etage, så vi havde god udsigt ud over hovedstaden.

img_8004

Ungerne kastede sig over butikken med souvenirs, imens Janus og jeg skiftedes til at knipse løs med kameraet. Vejret var overskyet, men med god sigtbarhed. Alligevel kunne vi kun skimte Mount Fuji. Til gengæld så vi Tokyo Skytree, som med sine 634 meter er den højeste bygning i Japan (skimtes i horisonten på det største billede).

 

For foden af “vores” udsigtspost ligger Shinjyuku Central Park. Her var et lokalt arrangement i fuld gang med udklædte dansende – både børn og voksne, musik, madboder, konkurrencer og … en brandbil. Alle ved, at ethvert arrangement med respekt for sig selv har en repræsentant fra det civile beredskab. Og alle forældre med små børn ved, at der ikke findes noget bedre i verden end at komme i nærkontakt med et køretøj fra det civile beredskab (ambulance, politibil, brandbil – you name it …). Som sagt, som gjort. Det blev selvfølgelig foreviget, da brandmand L og brandmand M tog plads foran bilen. Stolte unger!

 

På vej til helligdommen, Meiji-Jingu så vi for første gang bagsiden af Tokyo. Under en motorvejsbro boede hjemløse i papkasser og under presseninger. Her er ellers virkelig rent og pænt over alt, hvor vi har været. Jeg har mange gange haft svært ved at finde en skraldespand til vores tomme brikjuice eller bananskræller, men når det er lykkedes, har det hver gang været med den helt store sorteringsmulighed. Derfor var jeg også ved at dreje hovedet af led, da jeg så en kvinde i snavsede pjalter rode i en stor bunke skrald under broen. Efter at have passeret et par blå presseninger med bulnende soveposer, gik det op for mig, at det nok ikke var skrald kvinden havde rodet i, men sine ejendele. L og M lagde heldigvis ikke rigtig mærke til noget. Ikke fordi de ikke må vide, at vi mennesker ikke er lige stillet (sikke en masse ikke’er), men jeg synes, det stadig er for svært for dem at forstå.

Meiji-Jingu er en shinto helligdom og et must-see i Tokyo. Den ligger i et skovområde og er derfor et dejligt afbræk fra storbyens hurtige puls. Shinto er Japans oldtidsreligion og har stadig dybe rødder i japanernes liv og traditioner. Der er ingen grundlægger, hellige skrifter eller religiøst sprog. Shinto religionen handler om harmoni med naturen. Der findes mange guddommeligheder, Kami, som både kan ses i naturen og mennesker. Japanerne ærer sådanne guddommeligheder ved at bygge et såkaldt shrine (jeg har ledt efter det danske ord, som direkte oversat er skrin, men jeg tror, at mausoleum beskriver det bedre) og dette er tilegnet kejser Meiji og kejserinde Shoken som døde i 1912. Stedet var under renovation og proppet med turister.

Vi blev ikke længe, og jeg syntes egentlig, at det var mere interessant med denne her unge japanske brud, som lige skulle ære kejser Meiji inden sit forestående bryllup.

img_8052

Dagen sluttede vi af i Shibuya Crossing. Et kæmpe stort lyskryds, som håndterer biler fra alle retninger og store horder af fodgængere. Det var en meget speciel oplevelse. Trods lyskurve med lys og lyd var der indsat utallige politimænd til at styre showet. De benyttede sig af megafoner, fløjter og lysstave. Billederne her har svært ved at indfange oplevelsen:

img_8067img_8070

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s