Vild med …

L’s første møde med Mellemøsten blev et iskoldt toiletbræt i Doha Lufthavn. Hun hvinede og undertrykte heldigvis trangen til at springe af igen, idet strålen allerede plaskede i kummen. Vi er hjemme efter vores rejse til eksotiske Japan, og vi savner varmen i brættet på toiletterne. Hvorfor fremstilles de overhovedet uden?

Japans første permanente hovedstad blev etableret i år 710 i byen Heijo – nu kendt som Nara. Som tiden gik fik munkene i byens buddhistiske klostre mere og mere politisk indflydelse og regeringen flyttede derfor hovedstaden til Nagaoka i 784. På grund af byens fortid som hovedstad er den fuld af historiske skatte. Dem ville vi selvfølgelig ikke gå glip af, og derfor sprang vi på toget i Kyoto tredje sidste dag af vores rejse og kørte den times tid sydpå, som det tog at nå Nara. Den største og mest interessante skat i byen er Daibutsu (Great Buddha) i Todai-ji Templet.

img_8551

Med sine 15 meter er det verdens største bronzestatue af Buddha. I skrædderstilling sidder han på en guldtrone og løfter sin højre hånd til hilsen. Et meget betagende syn.

img_8557

Templet ligger i en stor park, hvor ”vilde” hjorte har hjemme. Ifølge Shinto religion er hjortene budbringere fra guderne og derfor hellige. Vilde er en overdrivelse, for hjortene var meget vant til de mange turister og vidste også præcis, hvilket lille skur, der solgte såkaldte dear-biscuits. Første gang jeg kom ud derfra, var jeg lige ved at miste alle ti kiks på en gang til en meget ivrig han. Vi havde forestillet os, at det var L og M, som skulle fodre dyrene, men de var for store og voldsomme til, at de syntes, det var sjovt. M blev bidt i fingeren (ikke noget alvorligt … jo, i en tre-årigs øjne) og jeg fik mine lommer gennemsøgt af en nærgående hind.

Små grupper af halvstore skolebørn gik rundt i parken og øvede sig på deres engelsk til turisterne. Jeg blev stoppet fire gange og lyttede tålmodigt til deres spørgsmål, når de læste op fra hæfterne. Så svarede jeg på, hvad jeg hed, hvor jeg kom fra, og hvilken japansk mad, jeg bedst kan li’. Hyggeligt. Som tak fik jeg små origami-figurer, som børnene selv havde foldet.

img_8545

Jeg kan huske, da vi sad i flyveren på vej til Japan, at jeg tænkte, hold da op, vi rejser langt væk. Det er præcis sådan, jeg har oplevet landet. Det ligger meget langt væk, og det er meget anderledes. Det moderne, futuristiske og højteknologiske fletter japanerne elegant ind i naturen, religionen og de gamle traditioner. Der er ligevægt. Og det er smukt. Jeg er vild med de hurtige toge og den omhyggelige optegning på stationernes gulve, så folk kan se, hvor de skal stå i kø. Jeg er vild med veje i tre niveauer og elcykler med to børnesæder. Jeg er vild med paraplyholdere foran enhver butik, og høflige ekspedienters bukken goddag, når man træder ind. Jeg er vild med den insisterende affaldssortering og den høje hygiejnestandard på offentlige toiletter. Jeg er vild med nudelretterne i 7-eleven og running sushi-konceptet. Jeg er vild med japanernes evne til selvbeherskelse og deres reserverede sind, og at M så alligevel kan få en hel togvogn til at grine uhæmmet, da han vil lege tag-fat med mig på perronen, for at undgå at gå ind i det overfyldte tog. Jeg er vild med bjergene, de varme kilder og træernes flotte efterårsfarver. Jeg er vild med … ja, jeg kan jo blive ved.

Rejsen har bekræftiget os i erfaringer, som vi allerede har gjort tidligere. Janus og jeg har forskellige opgaver eller roller – om man vil, når vi rejser, og der er ingen grund til at bytte undervejs, det kommer der ikke noget godt ud af. De mest pressede situationer er, når vi skal fra A til B indenfor en bestemt tidsramme. Sten, saks, papir og reaktions-leg med hænderne er genialt ved laaang ventetid. Ungerne kan klare meget – rigtig meget – og begejstres ved det meste (og mindste), men de har også brug for bare at lege. Med sig selv, med hinanden og med ingenting. De er nysgerrige og lærenemme, og så tager de aldrig den lige vej. Det elsker jeg!

(Stien går lige nedenunder – den anes ved stendiget)

img_8526

Turen hjem til Dubai var alt andet end behagelig. Jeg vågnede fredag morgen med virkelig dårlig mave (jeg skal nok spare jer for detaljerne). Jeg rystede og skiftevis frøs og svedte. Mit hoved dunkede, og jeg orkede kun at vænne mig om på den anden side og trække dynen op over hovedet. Janus tog sig af alt. Unger, rygsække, udcheckning, indkøb osv. Vi skulle rejse med Shikansen kl. 14.00 til Tokyo. Med fly fra Tokyo kl. 22.20 med en mellemlanding i Doha. Turen mod vest tog 26 timer i alt. Da vi satte nøglen i døren i townhouse 930 var jeg stadig træt, men min mave var normal igen. Det første L og M gjorde var at finde deres kufferter frem og pakke dem. De ville lege, at de skulle ud og rejse. Med papirlapper (“billetter”) i hånden og rygsække på ryggen hankede de op i hver deres kuffert og rullede gennem stuen for at komme til “security-check” (vores bobles i hjørnet udgjorde stedet). Janus og jeg kiggede på hinanden og tænkte det samme: “Har de ikke fået nok?”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s