Tykke cykler med jul

Julen står for døren, og det er lidt mærkeligt at skulle byde den velkommen i et andet land end Danmark i år. Normalt er jeg fan af julen. STOR fan. Jeg elsker julemusik, brunkager, marcipan, stearinlys, klippe-klistre og meget mere … Janus er typen, der udholder mine juleudskejelser hvert år uden at kny. Han er ikke fan. Men han er klart blevet mindre afvisende år for år omvendt proportionalt med at børnene er blevet større og mere begejstrede.

I år har min lyst til at dyrke julen og alle de tilhørende hyggelige sysler været mindre end andre år. Jeg begrunder denne nedtoning af idoldyrkelsen med bl.a. klimaet her i sandkassen.

Lysten til at bygge et snelandskab i vindueskarmen eller drikke varm gløgg er bare mindre, når det er 28 grader varmt udenfor.

Lysten til at lave og tænde adventskrans er bare mindre, når mørket først kommer snigende ved aftenmadstid.

Lysten til at pynte med nisser og glimmer er bare mindre, når juletræet hives frem fra en stor papkasse og er lavet af plastik.

Lysten til at spise ris a la mande er bare mindre, når bærrene i sovsen er brombær.

Lysten til at … ja, jeg kunne blive ved, men stopper her. Jeg tror, at I har fattet min pointe.

Trods hjemmelavet konfekt af marcipan og nougat fra Danmark, en flæskesteg fra svineafdelingen i Waitrose, og overdreven julepynt OVERALT (i et muslimsk land!) er julen meget anderledes i år. Og det er ok. Det føltes okay, at julen ikke er præcis, som den plejer, når nu den ikke fejres i moderlandet. Så jeg smider stængerne op på sofabordet, taster lidt her på Mac’en og tænker på, at vi nok lige skal et smut i poolen i morgen formiddag, inden vi trækker i festtøjet og holder jul. For jul – det skal det nok blive!

I morgen hopper min mor og hendes mand, J sikkert med i poolen. De kan ikke la’ vær’. Trækfugle fra nord lader ikke sådan en mulighed for sol og vand forbipassere. Min mor ankom allerede i midten af december og bedstefar J for et par dage siden.

Med mormor inden for rækkevidde kan Janus og jeg ikke lade være med at smutte et par timer i ny og næ for os selv. I tirsdags tog vi ud til Al Qudra og lejede to Fatbikes. De næste par timer stod den på fri leg i ørkenen. Med kun ringe viden om teknikker fra forskellige klip på youtube lykkedes det os at køre op og ned af de vindblæste sandbakker og  – have det rigtig sjovt. I slipper ikke for et par billeder. Vi tog også en video, men den må I have til gode – nu er jeg træt.

 

Det er tid til at lave en fordybning i min hovedpude, og min sidste bemærkning for i dag bliver derfor: RIGTIG GLÆDELIG JUL!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s