2016

Du har åbenbart ikke efterladt dig det bedste indtryk. Faktisk får du en hel del skæld ud i forskellige medier, og mange giver udtryk for, at de er lettede over, at du nu endelig er forbi.

Puh ha, sikke en afsked.

Jeg kan godt forstå det, når jeg husker dig for, at der endnu ikke er fundet en løsning for borgerkrigen i Syrien. Krigen kan nemt sammenlignes med en rodekasse i en daginstitution. Assadstyret med et tæt forhold til Iran og Hizbollah. Rusland som støtte. Oprørere i alle tænkelige versioner: nationalister, islamister, demokrater og salafister. Støttet af bl.a. Qatar, Saudi-Arabien, Tyrkiet og USA. Hvem der gør hvad og med hvilket motiv bliver næsten lige meget, når billeder af desorienterede, sårede mennesker iklædt blod og støv fra murbrokker i et sønderbombet Aleppo konstant toner frem på skærmen. Kalenderen viser 2016 (nå ja, netop skiftet til 2017)! At det kan foregå nu – her i vores tid – for øjnene af os! At vi – mennesker – ikke ved bedre – og ikke kan gøre noget? Ufatteligt! Men krigen – uden at det skal være en undskyldning – foregik også i 2011, 2012, 2013, 2014 og 2015. Og det skal du, 2016, ihvertfald ikke lide under.

 

Jeg læser, at mange gerne ser dig, 2016, hurtigt afsluttet og glemt på grund af de valg, som er blevet truffet. Betydningsfulde politiske ændringer, som har sendt henholdsvis jubelråb og chokbølger igennem store dele af befolkningen verden over. EU vil aldrig blive det samme efter BREXIT og USA – ja hele verden – vil aldrig blive den samme efter Trump. Men du skal ikke have skæld ud for valgene. Dem foretog vi jo selv. Og konsekvenserne af de politiske ændringer er endnu ukendte, så lad året, hvor de åbenbarer sig, blive det udskældte – hvis udfaldet da menes negativt.

Terror må du også høre for, 2016. Angrebene i Tyskland og Frankrig rystede os. Tunge lastbiler maste ubarmhjertigt uskyldige menneskemængder. Skræmmende. Men du stikker ikke af fra de andre år i statistikken, når antallet af døde som følge af terrorangreb opgøres. Opfindsomheden er blevet større, ja, men resultatet er det samme. Død og ødelæggelse. År efter år.

Træk vejret, 2016, det skal nok gå. Ja, mange er trætte af dig, fordi deres ungdomsidoler døde på stribe. Men vores eksistens er kun til låns, og vi er altså ikke herrer over, hvornår vi skal herfra. Du skal ikke bebrejdes tilfældige sammenfald.

Lad os i stedet for fokusere på de positive hændelser i din levetid, 2016. Pandaen er ikke længere truet. Forskere er tæt på en kur for HIV. Nasas rumfærge, Juno, har efter en fem år lang rejse endelig nået Jupiter. Flyet Solar Impulse 2 fløj 42.438 km rundt om jorden for at bevise, at ren solenergi kan bruges som flybrændstof. Der er håb for dyrene, menneskene og Jorden. Og så selvfølgelig Pokemon Go.

Men lad mig lige være hundrede procent ærlig, 2016. Mit personlige førstehåndsindtryk af dig var meget ringe. Din start var præget af en streng influenza, som vi alle fire på skift deltog i. En af de der, hvor sofaen tager form af feberhed krop, sofabordet forsvinder under brugt snotpapir, og man overlever trods køleskabet forbliver tomt hele ugen. Jeg tror først, at vi fik noget for vores skolepenge i midten af januar. Fra da af tog du dig så også sammen. Dejligt. For du, 2016, har mest af alt været et år fyldt med spændende oplevelser for vores lille firkløver. Både her i lille Dubai, i UAE og også på vores rejser til Sri Lanka, Jordan, Danmark og Japan. De – oplevelserne – har efterladt os med større viden og kulturel indsigt. Og vi bruger dem i vores hverdag med børnene som referencer og nye perspektiver på mennesker og natur. Tak.

Sidste aften i dit selskab, 2016, var yderst fornøjelig. I gode venners hjem snakkede, legede og grinede vi. Vi åd god mad og drak dyr alkohol. Uden privat fyrværkeri undgik vi øjen- og håndskader. Et rigtigt godt nytår. Nu er der ikke mere at sige andet end: Velkommen 2017!

img_1232

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s