برف

L og M er besatte af tanken om sne. Der går ikke en dag i øjeblikket, hvor ordet sne ikke bliver nævnt herhjemme. ”Hvornår begynder det at sne?”, det er M, som nægter at forstå, at klimaet hernede ikke favoriserer det hvide pulver. Det er ikke første gang han spørger, selvom han får samme svar hver gang: ”Her i Dubai er det for varmt til, at der kan falde sne”.

”Sner det i Danmark, nu? Jeg vil gerne til Danmark”, det er L, som forestiller sig store dynger af nyfalden sne i haver, skove og på kælkebakker. Hun er stor nok til at huske, at hun har oplevet sne i Danmark, men for lille til at huske, at det kun sner sporadisk og kortvarigt i moderlandet.

Det er pudsigt med de smås store fokus på sne – jeg ville kunne forstå det, hvis vi kom fra et sted i Norge eller Sverige, hvor der ligger sne hele vinteren – men det må være fordi, at vi befinder os et sted, hvor der helt sikkert ikke falder sne. Så bliver det så eksotisk.

Men ikke desto mindre er al denne snak om sne årsagen til, at Janus og jeg indfandt os på Consulate General of the Islamic Republic of Iran her til formiddag.

img_5470

Vi har nemlig besluttet at gøre vores børns hede drømme om sne til virkelighed. Derfor tager vi på en lille skiferie sammen med familien M (danske venner her fra Dubai) til Iran i starten af februar. I Alborz bjergene – nord for Tehran – ligger skisportsstedet Dizin, som tilbyder en lang skisæson med fin puddersne (november til maj) på grund af den høje beliggenhed. Faktisk findes den højeste skilift – 3600 meter over havet – netop her. Stedet henvender sig især til erfarne skientusiaster, som elsker gode off-pist muligheder, men almindelig pister og skiskole tilbydes også. Vi er på!

Mine minder om sne og ski strækker sig langt tilbage i barndommen. År efter år tilbragte vi uge 7 i idylliske træhytter i Hemsedalen eller Sälen med høje grantræer, skoldhed automatkakao og ømme benmuskler. Nogle gange kun min mor, far, lillebror og jeg. Andre gange med halvbror, venner eller bofælleskab. Hver gang lykkelig på to brædder i hvidklædt natur. Disse – eller lignende – minder vil jeg gerne give videre til L og M. Janus’ minder strækker sig knapt så langt tilbage i historien. Dengang vi mødte hinanden udvekslede vi erfaringer på boards i henholdsvis sne og vand. Han lærte mig at vindsurfe, og jeg lærte ham at stå på snowboard. Som femtenårig kedede jeg mig på de sorte pister, og derfor udskiftede jeg de to brædder med ét. Efter et par få fælles skiture overhalede Janus min autodidakte tilgang til boardet, og jeg kneb ballerne sammen og forsøgte at følge efter ham. Det er nu et par år siden sidst vi var af sted (vinteren 2013), og det kribler i benene for at komme ud og stå.

Nå, men tilbage til Iran. Vores venner har en kontakt til en rejseagent i landet. Hun tager sig af det praktiske for os. Det er hun umiddelbart ikke den bedste til. Upræcise beskrivelser af rejsedetaljerne og mange mails frem og tilbage med de samme forespørgsler. Som reaktion på dette undersøgte vi muligheden for selv at arrangere hotel, transport og visa. Det viste sig at hotellet i Dizin var fuldt booket i weekenden (hvilket er torsdag og fredag i Iran). Derfor bukkede vi alligevel ja tak til rejseagentens tilbud og beder nu til guden for tålmodighed, hver gang der tikker en ny mail ind i mailboksen.

Tålmodighed var også et af nøgleordene på konsulatet i dag. Vi ventede længe på at komme til skranken. Længe. Om det var det lille non foran arab-nationals på vores seddel med nummer til køen, eller de mange indere, som var fløjtende med selvsamme er uvist. Da 44 endelig blinkede på skærmen, havde føromtalte indere dannet en uofficiel kø (kan man mon bruge betegnelsen “kø” om 8-10 mænd som står sporadisk fordelt over et lille område på to kvadratmeter?) foran skranken. En af dem var gudskelov opmærksom på Janus og hans nummer og lod ham komme foran. Idet han trådte hen til vinduet viftede den lille iranske mand med hånden: ”The system is down. Please take a seat and I will call you”, smilede han. Janus lignede et stort spørgsmålstegn. Men skærmen var sort. Det kunne vi selv se igennem ruden. Manden gentog sig selv – nu uden at smile. Han nikkede hen mod den uofficielle kø, og modvilligt satte alle inderne sig. Janus blev stående. Jeg med. Hvad skulle vi nu gøre? To unge, pyntede Emirati kvinder strøg lige forbi os og hen til ”skranke” nummer 5. Nu opdagede vi, at den femte skranke ikke var en skranke, men et kontor med lækre lædermøbler og masser af plads. På et stort skilt uden for stod Arab Nationals. Jeg rettede på tørklædet og kiggede misundeligt efter de forkælede Emiratier. Klokken nærmede sig elleve og M skulle hentes klokken tolv. ”Vi giver ham 10 minutter”, Janus havde læst mine tanker. På de 10 minutter skete der ikke andet, end at de resterende stole i venteværelset blev optaget. Med uforrettet sag kørte vi tilbage sydpå. I morgen tager Janus derind, når konsulatet åbner. Klokken otte-nul-dut. Mon ikke, han kommer tilbage med visa i vores pas, så vi kan komme på skitur til Iran?

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s