Fagre hvide verden

”Snebjælker! Jeg vil også ha’ snebjælker!” M’s mundvige hænger nedad. Han er ikke tilfreds med, at han skal stå på ski uden skistave. Jeg fortæller ham, at man først får skistave, når man har øvet sig meget og er lidt større. Modvilligt accepterer han. Han får sele om maven, og vores instruktør, Hamzeh kører ned ad pisten med ham. Hamzeh har kommenteret, at for M er det lige på grænsen til at være for tidligt at lære at stå på ski. Jeg kan godt se, hvad han mener. M lykkedes ikke med at plove selvom Hamzeh utrætteligt prøvede at lære ham det. Han kører med M i sele foran sig i stedet. Så får han en fornemmelse af at have ski på og dejlige røde kinder.

img_5694

L derimod fangede at plove fra starten. Hun kunne selv stå uden sele. Første dag var hun nede af en lang pist to gange, og det udmattede hende. Anden dag ville hun slet ikke stå på ski. Så i stedet for at stå med instruktøren, gik vi selv op og kørte ned af et mindre stykke af en pist – mange gange. Desuden byggede vi en snemand (døbt Olaf), lavede sneengler og legede i en snelabyrint med igloer. Det gav hende mod og lyst til at stå med instruktøren de sidste to dage. Janus og jeg skiftedes til at tage ture – både alene og sammen med børnene og instruktøren. Selvom vi ikke fik stået halvt så meget, som vi har gjort på skiferier uden børn, gjorde det ikke noget. Det blev kraftigt opvejet af ungernes begejstring for og udvikling på brædderne.

img_5620

I flyet til Tehran var vi meget få vesterlændinge og rigtig mange iranere. Jeg havde stoppet et tørklæde blandt Ipads og snacks ned i håndbagagen, så jeg kunne imitere de iranske kvinder ved landing. Alle kvinderne hev tørklæder frem og dækkede deres hår. Det skal man som kvinde per lov i Iran. For en uvant tørklædebærer som mig, var det ikke særligt behageligt at have på. N – kvinden i det vennepar, som vi var taget af sted med – beskrev det meget godt; det var som at have skyklapper på. Hvis hun kiggede efter et af børnene, kunne hun ikke nøjes med at dreje hovedet, men måtte vende hele kroppen. På mange af kvinderne dækkede tørklædet ikke alt håret, og det var helt rart at se, at så var den heller ikke strengere, den lov.

Men kun to dage inde i skiferien tog jeg tørklædet af igen. På den café vi spiste aftensmad på, sad en gruppe unge iranske kvinder – tørklædeløse. Jeg spurgte dem, hvorfor de ikke dækkede deres hår. De sagde, at der ikke var nogen observatører på skisportsstedet, og at jeg også bare kunne tage det af. Jeg kommenterede, at jeg gerne ville respektere landets love, men de påpegede, at jeg som vesterlænding sagtens kunne gå uden. Så det gjorde jeg.

I lufthavnen forventede vi at kunne veksle vores amerikanske dollars. Første bank – før immigrationen – kunne ikke veksle. Anden og tredje bank efter immigrationen kunne heller ikke veksle. Nu var der ikke andet at gøre end at veksle i Dizin til en ringere kurs. Her viste det sig, at kursen blev lavere og lavere fra dag til dag – og at ejeren af caféen havde et lidt bedre tilbud til os. Det tog vi selvfølgelig imod.

Dizin Skiresort er med sine 16 pister, tre kabinelifter, tre stolelifter og syv træklifter ikke så stort et skiområde, som Janus og jeg før har stået i. Men det bød os velkommen med rigtig lækker sne, blå himmel og sol. Lifterne var gamle, nedslidte, men det var, hvad vi havde forventet. Der er ingen børnebakke med f.eks. træklift eller transportbånd og legeområde. Det savnede jeg. At gå op og ned af bjerget med L eller M for at de kunne øve sig, var bare hårdt!

Hver morgen stod vi i kø til at købe liftkort. Skiinstruktøren kunne lidt engelsk og hjalp os med at oversætte, så vi kunne få det til den rigtige pris. Torsdag og fredag var det dyrere, da de dage er iranernes weekend. Det tog laaang tid med snak frem og tilbage. Jeg fik en opfattelse af, at prisen ikke var helt fast for os blegansigter og prøvede at huske gårdsdagens pris, så vi havde et udgangspunkt. Om fredagen var jeg klar med fire millioner riyal lige ud. Jeg lagde dem på disken og fik recharged brikkerne med det samme. Phew, jeg var lettet. Men så kom Hamzeh rundt om hjørnet og sagde: ”no, no.” Det var åbenbart ikke den rigtige pris alligevel. Jeg skulle have penge tilbage! Forklaringen fik vi senere. Det viste sig, at børn på 3 år er gratis og børn på 5 år er halv pris. Vi havde betalt halv pris for begge børn og skulle altså have penge tilbage. Det var egentligt rart at finde ud af, at de foregående forvirrende morgener ikke havde handlet om at snyde os, men om hvor gamle børnene var og den samlede pris. Hvorfor det så skulle diskuteres hver morgen, må stå hen i det uvisse.

I Dizin ligger der to hoteller. Hotel 1 og Hotel 2. Det hedder de, opfindsomt, ik? Vi boede på Hotel 1, som skulle være det bedste, og det var altså ikke noget at skrive hjem om. Så det lader jeg være med. Næsten. For vi – de to familier, vi var af sted – fik værelse i hver vores ende af gangen – og det spolerede lidt vores intentioner om voksentid sammen om aftenen, når børnene sov. Men vi fandt hurtigt ud af, at det kunne klares ude på gangen omkring et lille bord. Den almene fysiske tilstand, den nuværende livssituation og andre vigtige emner blev vendt. Store mængder sukker blev indtaget, imens Janus bankede os andre i ”Thurn and Taxis”. Det var sgu’ hyggeligt.

img_5718

Iranerne er nysgerrige, åbne og venlige. De siger ”welcome” efter de har hørt, at vi kommer fra Danmark. De rører ved ungernes lyse hår (det er familien M’s to piger, der er lyshårede, vi står for leverpostejfarven, som åbenbart også er eksotisk i Iran), tager selfies med dem og spørger, om vi vil smage deres traditionelle wienerbrød. De bliver overraskede, når vi siger, at vi kommer fra Danmark, men kan lidt bedre forstå det, når de hører, at vi har taget turen til Iran fra Dubai. Flere taler rigtig godt engelsk, og vi snakker både om den Revolution Day som Dizin Skiresort markerede torsdag aften med musik, taler og fyrværkeri, om ”the goverment” som har siddet på magten i fyrre år, og de unge kvinder uden tørklæde med masser af makeup og smarte mobiler, som gerne vil være en del af resten af verdenen. Tilfældigvis har den ene en onkel i Herning og den anden engang datet en dansk kvinde i Århus. Flere siger: ”Ah, Copenhagen,” når vi fortæller, at vi kommer fra Danmark. Hvor er det sjovt at vores lille land – Danmark – er på det iranske verdenskort.

I flyveren på vej tilbage til Dubai læste Janus i vores nyindkøbte Lonely Planet om ”Do’s and Dont’s in Iran”. Det første, der blev nævnt var, at man ikke skal lave ”thumps up”-tegnet, da det faktisk betyder ”fuck you”. Tænk jer lige, hvor mange gange vi har stukket tommelfingeren i vejret til en af vores unger, når de klarede sig rigtig godt ned af pisten. Nå, man kan vel ikke vinde hver gang!

img_5709

Vil jeg anbefale andre at tage på skiferie i Iran? JA! Det er ikke specielt børnevenligt, så måske passer det bedre for unge, der gerne vil prøve noget andet end Frankrig eller Østrig. Vejret og pisterne er eminent, der er gode off-pist muligheder krydret med det iranske folks venlighed. Det er bedst at have sit eget udstyr med, og man skal have tålmodighed med langsomme lifter, men derudover er det skønt!

img_5735

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s