Offline

Det er, hvad jeg har været i rigtig lang tid. Afkoblet. Ingen kriblen i fingrene for at nedskrive M’s finurlige betragtninger af verden. Intet hoved fuldt af ideer til overskrifter på blogindlæg på vej hjem fra supermarkedet. Ingen halvfærdige kladder på computeren, fordi børn holdes vågen af hoste om aftenen. Ingenting. Jeg har slet ikke haft lyst til at skrive. Ikke engang en lille analyse af årsager til den fraværende skrivelyst. Intet.

Blot hel ren samvittighed, fordi jeg lovede mig selv dengang i februar 2015, da jeg købte domænet ”www.eventyrisandet.com”, at jeg ALDRIG ville skrive af pligt. At jeg aldrig ville sætte mig ved computeren, fordi nu burde jeg skrive. Og det har jeg holdt! Tænk, hvis man kunne tage sig samme frihed med vasketøjsbunker og madpakkesmøring. At man aldrig ville hive våde underbukser og sokker ud af tumlen af pligt. Eller at man aldrig ville skrælle gulerødder og smøre leverpostejsmadder af pligt. Kun sortere i farver og skære spegepølse af ren og skær lyst. Hvor ville livet være dejligt. Men jeg er nok den eneste i familien, som kan finde på at vende underbukserne eller simpelthen gå uden, hvis der ikke er flere rene. Og jeg er også den eneste i familien, som befinder sig i en radius af 20 meter fra køleskabet ved frokosttid. Så det må forblive pligter, og det er også ok. Så længe blogskrivning ikke sidestilles med disse.

Der har ellers været flere aktuelle emner at skrive om i ugernes løb. Faktisk har jeg – helt tilbage til før vi tog til Iran – tænkt på at berige bloggen med oplevelser fra den uge, Janus’ morbror og hans familie besøgte os. En uge hvor skolegang, arbejde og almindelige hverdagsgøremål flettede sig ind i klassiske Dubai-oplevelser som f.eks. en tur i verdens største mall …

IMG_9033

… og snobrødbagning ved solnedgang i ørkenen.

(Hvorfor ender det altid med, at det er de voksne, som holder samtlige snobrødspinde over bålet?)

Vi sluttede ugen af med en tur på Al Fanar Restaurant i Dubai Festival City Mall – en restaurant som længe har stået på min liste over steder, jeg gerne vil prøve at spise. Restauranten byder på autentisk emirati cuisine, hvor retter med lam, kylling eller fisk er krydret med safran, kardemomme eller koriander og serveret på en bund af gule ris drysset med rosiner og nødder. Nybagte fladbrød og kikærter i små skåle agerer tilbehør. Til dessert bestilte vi Leqaimat. En sprød oliestegt dejbolle (ja, okay, kan godt læse at den beskrivelse ikke får mundvandet til at løbe) med molasses (dadelsirup) og sesamfrø. Jeg blev fan! L ditto og tilmed lykkelig over, at hun kunne tåle dem. Tjeneren så hende og tilbød os at tage menukortet med hjem, hvor opskriften på Leqaimat findes bagerst. Jeg tror nu ikke, at jeg kan finde ud af at friturestege dem, som de ældre emirati-kvinder, men det var rigtig sødt af ham at glæde L.

IMG_5554

Vejret de seneste uger hernede ville snildt kunne have udgjort et blogindlæg. Det har nemlig opført sig meget atypisk for en ørkenstat. Vi danskere elsker jo at smalltalke om vejret, men hernede begrænsede nationaliteten ikke folk for at vende de mørke skyer, den kraftige blæst eller den usædvanlige regn henover hækken eller ved garderoben i skolen. Ja, regn! Det skrev jeg faktisk! Det har regnet i små fire uger mere eller mindre hver dag og nat. Så meget at vi faktisk tjekkede vejrudsigten op til første fredag i marts, hvor vi havde inviteret til fastelavnsfest og planlagt at slå katten af tønden udenfor. Mere om den begivenhed senere. Nu tilbage til regnen. Eller måske rettere skyerne. For i UAE benytter man sig af cloud seeding – en måde hvorpå man kan tvinge nedbør ud af skyerne. Man skaber ikke regn, men blander sig i, hvor og hvornår regnen skal falde. I en grøn ørkenstat med en stadig (stædig) voksende befolkning skal der bruges meget vand. Faktisk bruger en person bosiddende i UAE 550 liter vand per dag mod en dansker, som bruger 110 liter vand per dag. Tilbage i januar anmodede UAE’s præsident alle moskeer over hele UAE om at inkludere regn i bønnerne. Men religion kunne åbenbart ikke gøre det alene. Fly har i løbet af vinteren kastet salte på skyerne, så vanddampen kunne fortætte sig til tunge regndråber. Himmelske regndråber! For når man bor i en ørkenstat uden grundvand, må man ty til afsaltning af havvand. Og det er dyrt. For at supplere dette benytter UAE sig altså af cloud seeding. Og vi nordboere klager ikke over en smule regn. Så længe det ikke kommer i samme mængder som sidste år, hvor vi praktisk talt blev skyllet væk (husker I, moster L og onkel T?).

Jeg kunne også sagtens have sparket et indlæg ind om vores vinterferie i Danmark og efterfølgende influenzamaraton som – gudskelov – heldigvis kun L og M deltog i. Men sygdom er træls. Både at skrive om og befinde sig midt i. Derfor springer jeg let og elegant videre til årets begivenhed herhjemme. Fastelavnsfesten. I bestemt form. For den har vi forberedt og glædet os til længe. Rigtig længe.

IMG_9576

Vi inviterede ni familier. Flest flyveledere og nogle fra skolen. Danskere med et enkelt svensk/belgisk par i blandt. Søde mennesker. Og så spændte festen ellers af, som sådanne fastelavnsfester gør. Lakridssnørespisning med hænderne på ryggen, hjemmebagte fastelavnsboller, slå-katten-af-tønden, fri leg og fri snak og ved tusmørke pizzaspisning. De store forskelle fra en fastelavnsfest i Danmark var vejret, et par fællesbeskeder på engelsk, og at ungerne ikke turnerede nabolaget rundt med raslebøtter bagefter. Jeg tror, de fleste hyggede sig, og jeg tror, at vi gentager succesen næste år. Det var en meget hyggelig eftermiddag.

IMG_9594

IMG_9607

One Comment Tilføj dine

  1. Annie Billesbølle siger:

    Skønt………..at høre og læse igen. Det kribler altid i min krop, når jeg ser et indlæg, især når der er gået så lang…….tid siden vi har hørt noget. Når jeg sidder og læser og ikke kan lade være med at komme med kommentar, kommer der en kraftig brummen fra min husbond – ti’ stille , jeg vil selv læse det. Tak fordi du deler og ikke skriver af pligt. Knus Annie 😉

    Sendt fra min iPad

    > Den 14. mar. 2017 kl. 19.25 skrev Eventyr i Sandet : > > >

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s