Infirmeri

I sidste uge kom jeg for første gang personligt i nærkontakt med det dubai’ske sundhedsvæsen. L brækkede jo benet sidste år, så vi har da gæstet et hospital før, men det var så ukompliceret et brud, at det blot føltes som en kort konsultation hos en almindelig praktiserende læge. Kun turen ned til afdelingen for røntgen mindede os om, at vi var på et hospital ellers var det ind og ud på under en time.

Et mindre indgreb – af den ikke alvorlige – og i øvrigt private karakter – blev årsagen til, at jeg gæstede Saudi German Hospital torsdag formiddag. I bagklogskabens lys ved jeg nu, at det er meget godt lige at have styr på, hvordan forsikringsproceduren normalt forløber, og hvilket forsikringsselskab, der dækker hvad, når man skal have foretaget et lille indgreb på et hospital i Dubai. Dagen før operationen ringede en sygeplejerske med besked om, at vores forsikringsselskab – lad os kalde det Forsikring D – endnu ikke havde forhåndsgodkendt indgrebet. Jeg havde netop lige modtaget et svar på en reimbursement claim form, om at samme forsikringsselskab kun ville dække halvdelen af beløbet på regningen fra lægebesøget et par uger forinden. Ikke særligt fedt. Det submittede jeg selvfølgelig med det samme. Og så ringede jeg til vores andet forsikringsselskab – Forsikring A – for at høre, om de ville dække hele regningen på det forestående indgreb. Det bekræftede de. Så da sygeplejersken informerede mig om den manglende godkendelse fra Forsikring D, blev jeg ikke nervøs over det faktum, at jeg skulle opereres dagen efter og at det endnu ikke var godkendt, men nærmere lettet over, at nu kunne jeg nå at skifte forsikringsselskab. Jeg bad hende om at ændre papirerne til forhåndsgodkendelse for Forsikring A. Hun indvilligede.

På hospitalet næste dag opstod der (selvfølgelig!) forvirring over den igangværende forhåndsgodkendelse fra Forsikring D og de nye papirer på samme fra Forsikring A. Den stakkels fyr i receptionen smilede anstrengt, da jeg prøvede at forklare sammenhængen. Han bad mig om at ringe til lægen, men inden jeg nåede at taste telefonnummeret, blev jeg kaldt ind til undersøgelse hos en sygeplejerske. Han stillede mig forskellige spørgsmål og tog min puls. Den var høj. Janus løftede det ene øjenbryn: “Er du nervøs, Jo?” “Ja.” Ikke fordi jeg om lidt skulle i narkose og opereres på et fremmed hospital af læger som ikke taler mit sprog, men fordi jeg var usikker på, hvem der skulle betale regningen! Pludselig stod det meget klart for mig, at jeg aldrig har værdsat mit moderlands tårnhøje obligatoriske skattetryk og – vigtigst – det ”gratis” danske sundhedssystem der følger i kølvandet. Ingen bekymringer om, hvor meget regningen bliver på eller hvem som betaler den. Ukompliceret.

Men heldigvis kom fyren fra receptionen viftende med mit forsikringskort – denne gang iklædt et lettet smil – at nu var forhåndsgodkendelsen gået igennem. Jeg delte hans lettelse og satte velvilligt min underskrift her og der og alle vegne. Fraskrev mig retten til at sagsøge hospitalet, og lagde mit ve og vel – ja mit liv – i deres hænder. Men hva’ fa’en, nu var jeg sikker på, at det ikke var mig (eller rettere min sponsor aka flyvelederen) der skulle betale.

Lidt flere spørgsmål og underskrifter senere sov jeg ind til lyden af den indiske anæstesilæge, som efter at have fået kendskab til min nationalitet følte trang til at messe denne her gamle kending: ”We are red, we are white, we are danish dynamite”.

Opvågning og genforening med Janus gik smertefrit og nu var det så bare at vente på, at forsikringsselskabet betalte regningen. Den ene af dem, altså. Viste det sig. For forsikringsselskabet betalte hospitalsregningen, ja tak, det var jo årsagen til min høje puls – og senere lettelse – tidligere på dagen, men lægens honorar, viste det sig, skulle vi selv lægge dineros i kassen til. Her og nu. Hvem havde tænkt på det? At regningen blev delt i to? Ihvertfald kke mig. Og med det aber dabei, at vi bare kunne lave en reimbursement claim form hos lægen og bede forsikringsselskabet om at betale. Reimbursement claim form min bare rxx.

Alt i alt – og her vejer mødet med og behandlingen af sygeplejesker og læger klart tungest – var det en okay oplevelse at gæste et hospital i Dubai. Men gentagne månedlige summer til forsikringsselskaber, efterfulgt af en større mængde trættende papirarbejde og en ubehagelig usikkerhed om alle pengene kommer retur på kontoen har på ingen måde gjort mig til fan af systemet. Tværtimod. Når vi flytter tilbage til Danmark vil jeg nyde at betale skat, at swipe sygesikringskortet i venteværelset hos lægen og så forlade konsultationen uden papirer til et forsikringsselskab.

Og hvis forsikringsselskabet (gud, hvor er jeg træt af at skrive det ord nu) ikke dækker hele regningen på lægens honorar, så ringer jeg da bare til SGH præsidenten i Saudi og klager:

IMG_4639

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s