Forsinket

Lige siden jeg har fået børn, har jeg haft en undskyldning for at komme for sent. For er der nogen, man ikke kan skynde på, så er det børn. I hvert fald ikke vores. Tro mig. Jeg har prøvet. De par år jeg nåede at jonglere med fuldtidsjob og bringe/hente afkom i institution, kæmpede jeg virkelig med at komme til tiden. Og det lykkedes også. De fleste gange. Men når det så ikke gjorde, vidste jeg ikke noget mere tåkrummende end at komme for sent til kridtavler, Karen Blixen-tekster og trætte teenagere. Sikke et elendigt forbillede jeg var! Og sikke nogen søde og overbærende teenagere jeg underviste. De brugte det aldrig imod mig, at jeg engang imellem kom stormende ind i klasseværelset tolv minutter over otte med røde kinder og stadig iført vindjakke, imens jeg forpustet undskyldte for mit sene fremmøde. De sad klar på deres pladser og slog op på den side i bogen, som jeg bad dem om. Hvis én af dem – og det skete meget sjældent – kom for sent, sagde han blot ja og amen til min prædiken om vigtigheden af at være parat til undervisning præcis kl. 8.10 og undlod totalt at påpege den dobbeltmoral, som jeg selv praktiserede.

At være forsinket er – uanset situation – aldrig rart og derfor ringede vækkeuret (lad mig være ærlig, telefonen, hvem bruger vækkeur i 2017?) lidt i fem mandag morgen. Vi skulle flyve fra DXB kl. 8.55 til Seychellerne, og både Janus og jeg kan godt li’ at have god tid i lufthavnen. Det fik vi også. Flyet var nemlig to timer forsinket. Først. Dernæst blev det yderligere 1 ½ time forsinket – så meget at M endte med at tro, at vi havde fløjet og derfor spurgte, om vi skulle med båden nu. De nye pixiebøger, de små kasser med lego og legepladsen mellem concourse B og C fordrev heldigvis ventetiden helt smertefrit. Da flyet endelig startede motorerne og satte kursen mod syd, var humøret stadig højt. Al den væren-i-god-tid blev vendt fuldstændig på hovedet, da vi ankom til paradis-øerne. Vi landede lidt i fem om eftermiddagen og den sidste båd til Silhouette Island sejlede kl. 18.00. Uden en rejseagent til at holde os i hånden – eller bare en lille bookning af billetter til båden – så vi den for længst sejlet uden os. Alligevel ville vi gøre et forsøg. Imens Janus ventede på bagagen, tog jeg ungerne med ud for at hæve seychelliske rupees til taxaen. Dernæst rundt for at spørge flere lufthavnsmedarbejdere om, hvad katten vi kunne gøre for at nå båden. Vi endte hos et bureau, som ringede hotellet op, og de sagde, at båden ville vente på os. Hurtigt hoppede vi ind i en taxa, og chaufføren forstod alvoren af vores hastværk og snoede sig ad små veje udenom den tunge eftermiddagstrafik i Victoria (hovedstaden på Mahe). Vi nåede båden. Pyh ha. To unge fyre i Hilton-uniformer bød os venligt velkommen. Da de begyndte at demonstrere redningsvestens hemmeligheder, afslørede de en uforståelig engelsk accent, så jeg først troede, at de bare havde slået over i seselwa. Janus rettede mig. De havde snakket engelsk hele tiden, og jeg korsede mig over mit absolut ikke tilstedeværende sprogøre. Godt jeg har set en redningsvest før, når nu jeg ikke forstod en brik af, hvad de sagde!

IMG_9672

Silhouette Island ligger 20 km nordvest for Mahe og tårner sig højt op over vandoverfladen med fem junglebeklædte toppe, som alle er over 500 meter. Fra midten af 1900-tallet og hundrede år frem var øen ejet af den franske familie Dauban. Familien dyrkede plantager med kaffe og vanilje, indtil den Seychelliske regering købte øen i 1983. I 1987 blev havet omkring Silhouette Island erklæret for Marine National Park og i 2010 fulgte selve øen trop. Kun Hilton Hotel Group har virksomhed på øen, og de cirka 200 fastboende arbejder for kæden.

Vi har tre hele dage her på øen, og planen er klar: At lave akkurat det, som vi har lyst til. Indtil videre er det lykkedes rigtig godt.

Kæmpe-klodsmajor. De to drenge i baggrunden er fra Finnland, men bor i Abu Dhabi. Verden er så lille!

IMG_9675

En tur på den lokale Christiania-cykel.

IMG_4697

Og lege i poolen. Mange gange. I lang tid. Ahh!

IMG_9686

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s