Iles des Palmes Eco Resort

”Nej, det er løgn! Her er dobbeltlagen!” Janus tramper ud af soveværelset i vores bungalow på Iles des Palmes Eco Resort. Udråbstegnene er ikke et udtryk for begejstring, men derimod irritation – eller måske nærmere desperation. Hvis der er noget Janus ikke bryder sig om, så er det at sove med dobbeltdyne. Sammen med mig. Jeg er enig. Men jeg kan ikke svinge mig op til et større udbrud over det, som han kan.

I går tjekkede vi ud af Hilton Labriz Resort & Spa på Silhouette Island. Vi sagde farvel til kridhvidt sengetøj, store bløde håndklæder, roomservice, wifi og aircon på værelset. Vi sagde også farvel til dobbeltdyne. Senere på dagen tjekkede vi ind på Iles des Palmes Eco Resort på Praslin Island og sagde – åbenlyst – goddag til et dobbeltlagen. Men uden aircon på værelset og med de omkring 28 grader plus høj luftfugtighed, fandt Janus ud af, at det er fuldstændig lige meget, at lagenet er dobbelt. Ingen af os bruger det alligevel!

Janus og jeg er vilde med at rejse uden at have planlagt eller booket noget videre hjemmefra (læs = vi er – af en eller anden ukendt årsag – ikke så gode til at få taget os sammen til at læse grundsigt om det land, vi skal rejse til og i forlængelse af det, er vi ofte ikke velforberedt, når vi ankommer). Ved et tilfælde opdagede vi, at det kun koster 20 dirham mere at flyve end at sejle fra Mahe til Praslin Island. 20 sølle dirham (ca. 40 kroner)! Vi blev begejstrede for vores laissez faire tilgang til at planlægge og booke før afrejse, og syntes at vi havde heldet med os. Hjemmefra ville vi aldrig have undersøgt prisforskellen på fly og båd, blot – hvis vi altså havde været velforberedt – bestilt billetter til båden. Så aftenen før vi skulle ø-hoppe koblede vi os på Hiltons internet og skambrugte det. Mange gange forsøgte vi at købe billetter til Air Seychelles, men uden held. På telefonen, Ipad’en og computeren. Intet virkede. Vi overvejede at ringe til selskabet, men besluttede at de ledige pladser på flyet også var ledige dagen efter, og at folkene i receptionen på Hilton sikkert kunne hjælpe os. Forkert beslutning. Næste dag gik strømmen på hele hotellet, da vi skulle tjekke ud. Det fik selvfølgelig mere opmærksomhed end os og vores anmodning om hjælp til at booke flybilletter. Inden strømmen kom tilbage, var de resterende ledige sæder på flyet udsolgt. Nu bandede vi vores laissez faire tilgang væk. Turen ville blive forlænget med tre timer i Victoria og yderligere en time på båd.

Men okay – always look on the bright side of life – hvis vi havde fløjet, ville vi ikke have fået følgende oplevelse på båden: Store horder af lokale i alle størrelser – vel nok på vej hjem for at holde weekend. Lavttalende og højtgrinende, øldrikkende og chipsspisende. Der var den lille familie med en nyfødt på armen og ”It’s a boy”-ballon i tasken. Den gamle europæiske emigrant – nu nok mere lokal – med mørkebrun læderhud, surfershort og værktøjskasse. Der var de unge piger i ens uniformer højthvinende ved enhver nærkontakt med den kraftige regnbyge undervejs. De mange børn i ens hvide t-shirt påtrykt skriften ”Team swimming” og medaljer om halsen. Den smarte fyr i gennemført 90’er mode med undertrøje, basketstøvler og tunge knallertkæder om halsen. Han blev i øvrigt hentet af tre politimænd, da vi kom i havn. Det smarte sivede hurtigt ud af ham, da de høfligt henvendte sig. De var der alle sammen, og det var sjovt at opleve dem på bådturen til Praslin Island. De lod sig ikke mærke med, at vi var der og syntes ikke, at interessere sig for os.

Taxachaufførens telefon ringede ti gange på den knap ti kilometer korte køretur til resortet. Han tog telefonen med et ”Yo” eller ”Honey” og lød ti gange smartere end os. Vi ventede på ham i ti sekunder, da han skulle aflevere en paraply til sin ti-årige søn uden for den katolske kirke. Ti minutter senere satte han os af ved Anse Takamaka på østsiden af øen, og vi var 7 x 10 dirhams fattigere.

Iles des Palmes Eco Resort er ikke bare endnu et resort i rækken. Gården på resortet udgør nemlig den mest intakte historiske farm på øen, komplet med gamle ovne, rum til at tørre kanel i og en lille vig, hvor ejeren har fundet historiske skatte fra 1700-tallet. I samarbejde med lokale håndværkere og The Seychelles Herritage Foundation er stedet renoveret og tilføjet hyggelige bungalows. Bungalows’ne er rummelige med mørke træmøbler, gule vægge og en stor veranda udenfor. Hvide puder, flotte konkylier og knirkende gulve kaster mig tilbage til tiden, hvor kolonisterne ankom og bosatte sig. Tror jeg. For helt ærligt kan jeg ikke huske særligt meget fra historietimerne i gymnasiet. Men med tiden er min interesse for historie vokset, og der sker ikke noget ved at lappe hullerne i sin viden som 32-årig.

Første bygning er en mølle, som producerede kokosolie og kanel. Bygget ved håndkraft i 1940. Anden bygning er helt tilbage fra 1830. Den blev brugt til at tørre Patchouli, grønne blade med en mintagtig duft, som blev lavet til en æterisk planteolie.

Her er smukt. Stille og idyllisk. Og selv om vi ikke kan få serveret alt ved et enkelt telefonopkald eller gå til pool, bar, strand, fitnesscenter, spa, børnepasningsmulighed osv. indenfor en radius af 50 meter, så er det hundrede gange mere afslappende end det – ellers så afslappende Hilton Labriz Resort & Spa. Færre mennesker, naturmaterialer, en oprindelig stemning og historiske bygninger. Det virker tilsammen meget afslappende.

Til sidst får I lige de her to fyre, som var meget interesserede, da vi spiste vores hjemmelavede aftensmad på verandaen:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s