Sne i ørkenen

”De er meget børnevenlige, Magne!” Det er skiinstruktørerne, som L omtaler. Hun er – som sædvandlig – i gang med at projektere sin egen nervøsitet for det ukendte over på M. M viser ingen tegn på utryghed ved situationen, men alligevel er L i fuld gang med at berolige ham. Det er hende selv, som hun egentlig beroliger – og det virker. Vi sidder på bænken ved skiskolen i Ski Dubai og maser med vintertøj og skistøvler på børnene. Billetterne er købt for lang tid siden – før vi tog på skiferie – da vores idé dengang var at introducere L og M til de to brædder på fødderne inden de skulle slippes løs i Iran. En forkølelse på omgang forhindrede os i at indløse billetterne, og da de udløber slut april, var det bare om at komme af sted. Asap! Derfor indfandt vi os forrige weekend i køleskabet – som L kalder Ski Dubai – i Mall of the Emirates. ”Vi skal stå på ski i et stort køleskab! Er det ikke sjovt, Magne?” jublede hun i bilen på vej derind. På den måde blev det repetition i stedet for introduktion.

IMG_9987

Da Janus tilmeldte L og M til skiskole forklarede han, hvad de havde lært i Iran og ud fra det, blev de tilmeldt hver deres hold. Niveauet var ens, men alderen forskellig på de to hold. L’s instruktør, Bogdan, gennede hende hen til de andre børn, og hun greb min hånd og holdt fast. Vi havde aftalt – modsat samtlige andre forældre – at Janus og jeg ville gå med ind i Ski Dubai. Så jeg beroligede hende og fulgte med. Hendes ængstelse og usikkerhed forsvandt som slik nær en Billesbølle i det øjeblik hun klikkede skiene på. Op på det lille transportbånd efter de andre børn og af sted. Jeg mærkede det ikke lige med det samme og agerede fortsat klippe for foden af bakken. Vinkede, smilede og kom med opmuntrende tilråb. Men det forstummede langsomt, da hun ikke svarede eller vinkede tilbage. Hun var dybt koncentreret om at følge de instrukser, som Bogdan gav hende. Og så var hun pavestolt. Hun bremsede og svingede og styrede uden om de små kegler, som om vi netop var kommet hjem fra Iran dagen før.

IMG_0001

Jeg begyndte at se mig om efter Janus og M. M skulle stå på ski alene med en indisk instruktør, Cindy. Ingen andre børn var tilmeldt det hold. Janus kom gående ned ad bakken, men M var ingen steder at se. Det viste sig, at Janus ikke vidste, hvor M var! Da han ville gå igennem billetkontrollen efter M og Cindy, var han først blevet bedt om at aflevere NorthFace-tasken i et garderobeskab. Den var for stor til at tage med ind i Ski Dubai. Derefter havde kvinden ved billetkontrollen kommenteret hans vinterstøvler. De var ikke varme nok, mente hun. Janus blev irriteret. Her stod en arabisk beduin overfor en nordisk viking og forsøgte at belære ham om varmt fodtøj. Han skruede bissen på og maste sig igennem kontrollen. Mindsteafkommet var stadig ikke til at få øje på nogen steder, og jeg blev lidt bekymret. Bare nu M ikke var ked af det, fordi han ikke vidste, hvor Janus og jeg var. Janus foreslog, at vi skulle prøve samarit-teltet, men det nægtede jeg at tro. Godt nok er drengen ofte uheldig, men vi havde altså kun været på bakken i få minutter. Ikke allerede. Jeg trøstede mig med, at det trods alt var det udadvendte barn som pt. befandt sig alene med en fremmed voksen.

Janus forsvandt op ad bakken for at lede. Jeg gik med. L havde ikke brug for mig. Og der stod han så! Med letbøjede knæ, indadvendte ski og lænede sig forover – på vej ned ad bakken med skiinstruktøren bag sig. Så sød! Da han fik øje på os vinkede han glad og vendte sig så mod Cindy, så han fortsat kunne følge hendes instruktioner. Ked af det fordi han ikke kunne se sine forældre? Ej – da!

IMG_0023

Midt i genforeningen med M, pegede Janus på stoleliften til venstre for os. Der sad L sammen med instruktøren og et andet barn. På vej op til den længere og større pist. Sådan Lilly!

IMG_0027

Inkluderet i entrebilletten var rabat på en kop kakao. Som de jyder vi jo ikke er, ville vi ikke lade en mulighed for at spare penge forbipassere os, og Janus hentede to kopper. En lille slurk af den varme brune væske sendte mig lige lukt tilbage på Stenhus Gymnasium. Foran kakaoautomaten (som vel nok egentlig var en kaffeautomat med mulighed for kakao), hvor jeg ofte – måske dagligt – trak et bæger med kakao til fire kroner. Kakao er nok en formildende betegnelse at kalde den simple væske fra automaten. Men ikke desto mindre reddede den mig mange gange fra at gå kold i Jens-Oles fysiktimer sent på eftermiddagen. Her – i køleskabet midt i ørkenen – stod vi med en ti gange dyrere version af den samme vandige væske med et strejf af kakaosmag – og forstrød vores trang til at spare penge. ”Hold det lige, jeg skal tage billeder.” Jeg rakte mit bæger til Janus. Og et par minutter efter: ”Er det min? Ej, du giver mig ikke den med mest i, vel?” Kamp om det bæger med mindst kakao i. Løsningen? Kakaoen blev kold, og M drak grådigt af bægeret, da han var færdig med at boltre sig på bakken.

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s