Rødgrød med fløde

Jeg har fået mig et job. Tænk engang. Tidsmæssigt syner det ikke af meget – arbejdet skal blot udføres hver onsdag mellem 17.45 og 19.00. Det minder mere om en hobby end et egentligt job, men jeg får penge for det, og så må jeg gerne kalde det et job!

For et par måneder siden søgte jeg en stilling som dansklærer hos Danskskolen i Dubai for børn på 0. – 2. klasseniveau. Jeg var til samtale med de to kvinder, som har startet skolen for ni år siden her i Dubai og selv underviser de forskellige hold. Den ene, T, skal flytte tilbage til Danmark om et par måneder, og derfor søgte de en lærer til at overtage hendes hold. Den anden, M, fortsætter som lærer og vil i fremtiden tage sig af alt det administrative alene.

Jeg fik ikke jobbet. En anden kandidat havde praktisk erfaring med at undervise i indskolingen – absolut fair. Jeg blev egentlig ikke skuffet eller ked af det, da jeg fik beskeden, men mere sådan: okay-så-må-jeg-finde-ud-af-hvad-jeg-så-kan-give-mig-til. For netop dette – en lyst til at lave noget andet og mere end at sortere vasketøj og købe ind – har indfundet sig hos mig inden for de sidste par uger, og jeg hilser det velkommen.

Men afslaget varede kun tre dage, for så ringede M igen. Nu med et tilbud. Et tilbud om at undervise i begynderdansk hos Danskskolen i Dubai. Ja, tak! Hvilken udfordring og hvor spændende! Juhuu!

Danskskolen i Dubai tilbyder i samarbejde med Danes Worldwide ”Gruppeundervisning Skoledansk” og ”Gruppeundervisning Begynderdansk”. Ved førstnævnte er eleverne delt op i to nivauer: 0. – 2.kl. og 3. – 8.kl. Ved sidstnævnte – altså Begynderdansk – er eleverne ikke niveauopdelt. Det er dét hold, som jeg skal undervise. Det beskrives på følgende måde på Danes Worldwides hjemmeside, http://www.danes.dk:

Gruppeundervisning Begynderdansk er for børn, der ikke taler dansk, eller hvis danskkundskaber er beskedne. Barnet kan måske sige sætninger som: ”Jeg hedder Jakob og bor i Bangkok”, ”Hvad er klokken?” osv.

Gruppeundervisning Begynderdansk foregår i klassen, og læreren vil undervise i forskellige emner, der tager udgangspunkt i Danes Worldwides Dansk for Begyndere online animationsprogram om Familien Petersen. Sammen med Familien Petersen lærer barnet sproget på en sjov og inspirerende måde. Emnerne, som eleven vil komme igennem, vil fx være årstiderne, kroppen, købmanden og skolen.     

Mellem undervisningstimerne bruger eleven det online animationsprogram til at træne og øve sig hjemme. Eleven vil i undervisningen og i det tilknyttede onlineprogram blive trænet i at læse, lytte til, skrive og tale dansk.

I går aftes tog jeg til Bradenton Preparatory Academy, som ligger i Sports City – kun et kvarter fra hvor vi bor – hvor undervisningen foregår. Her hilste jeg på elever og forældre og overværede en time, hvor T underviste, så jeg kunne få en fornemmelse af, hvordan undervisning i Begynderdansk kan gribes an. Børnene var søde og nysgerrige. De kunne ikke tale særlig meget dansk. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg blev overrasket over, hvor meget engelsk der blev snakket i løbet af timen. Det er vist ikke kun børnene som bliver bedre til dansk til efteråret – jeg bliver sikkert også bedre til engelsk. Jeg kommer ikke til at være helt alene i klasselokalet, når jeg skal undervise. 1-2 undervisningsassistenter vil hjælpe. Det er unge danskere, som samler point i form af Out-of-school learning. M fortalte, at de er guld værd i undervisningen. De hjælper med både praktiske og faglige opgaver, og børnene respekterer og ser op til dem. Da jeg kørte derfra, havde jeg en god fornemmelse i maven. Og nu glæder jeg mig endnu mere til at komme i gang til efteråret!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s