8 km

”Er det danskvand, det her?” M former sine hænder som en skål og slubrer det kolde vand i sig. Vi smager på et af de mange vandløb, som krydser vores vej.

IMG_0706

Vi er taget på vandretur langs Færøernes største indsø som munder ud i det flotte vandfald Bøsdalafossur. Briterne havde vandflyverplads her under 2. Verdenskrig og kaldte blot søen the lake. Helt så enkelt er det ikke for færingerne. Bor man i Sørvágur hedder søen Sørvágsvatn, mens man i bygden Miòvágur kalder den Leitisvatn. For os gjorde navnet ingen forskel. Vi fulgte søen først et stykke oppe på fjeldet og senere helt nede langs bredden.

Vores vandretur startede lidt træg. M var pirrelig. Han har kæmpet med et søvnunderskud, siden vi kom til Danmark, fordi han har svært ved at falde i søvn, når det er lyst om aftenen. Da vi parkerede bilen ved porten til udmarken og steg ud, frøs vi. Og M ville ikke have sin regnjakke på. Det skulle han, da den sweater han bar inden under ikke var meget værd uden det vindtætte lag udenpå. Utilfreds (læs: klagende gråd uden rigtige tårer) kravlede han ind på førersædet af bilen. Trøstede sig selv ved at dreje lidt på rattet og lege, at han var chauffør.

Imens beundrede Janus og jeg Trøllkonufingur (troldkonefinger), som er en fritstående 313 meter høj klippe ude i havet. En historie lyder, at en mand kravlede op i toppen i 1844 for at vinke til kronprins Frederik, da han sejlede forbi. Da manden kom ned, opdagede han, at han havde glemt sin vante, og da han ville hente den, styrtede han i døden. Siden da har ingen turde bestige klippen. Først i 2012 lykkedes det fire klatrere at nå toppen.

IMG_0796

M var stadig ikke kommet sig over sin uvilje mod regnjakken, men nu havde vi ventet længe nok. Jeg tog ham i min favn, og vi begyndte at gå. Undlod at tænke på, at den rute vi gerne ville vandre var 5 km lang. M græd rigtigt nu og skyerne stemte i. Regnbukser blev hevet op fra bunden af vandretasken. Hætterne op og af sted igen. Humøret var lavt og ungerne frøs, så nu var det bare om at finde på noget sjovt. Stien var todelt og L bemærkede, at vi gik to og to på hver side. L foran jeg og M foran Janus. Så det blev til ”drengestien” og ”pigestien”. Og det fik vi meget snak og fantasi ud af. Solen blev nysgerrig og kiggede frem i et hul mellem skyerne. Vi trak hætterne af. Bedre hørelse og bedre udsyn. Sidstnævnte vigtigst. Efter et par kilometer blev vi belønnet første gang. Lodrette rå klipper med spredte mågereder og det frådende mørke hav forneden. Sus i maven. Lidt senere blev det endnu smukkere. Uvirkeligt. Surrealistisk. Oppe på Trælanípa – et klippefremspring 142 meter over havet – havde vi udsigt til søen og havet på samme tid.

IMG_0751

Under frokosten i det grønne blev vi flere gange gjort opmærksomme på, at vi ikke var velkomne. Strandskader – på færøsk Tjaldur – med reder i det høje græs fløj lavt hen over hovederne på os. Højt skræppende. Jeg fortalte L og M historien om Nøkken, som siges at have boet ved søen. Nøkken er et væsen, som ligner en smuk hest og som lokker folk til sig, griber dem og trækker dem med sig ned på søbunden. Der var engang nogle børn, der gik og legede ved søbredden. Da nøkken kom, klatrede børnene glade op på ryggen af den. Den mindste dreng, der ikke kunne komme op, blev bange og kaldte på son bror Niklas: ”Nika beiggi (bror)” – han kunne ikke tale rent endnu. Nøkken troede, at det var dens navn, der blev råbt. Den mistede derfor sin kraft og forsvandt og børnene var reddet. L vendte sig mod mig med store øjne: “Det er fantasi, ik´mor?” Jeg blinkede.

IMG_0672

For at se Bøsdalafossur måtte vi forcere store klippesten nedad. Men det var besværet værd.

IMG_0771

På vej hjem var små ben meget trætte. Heldigvis kunne de hvile sig på brede skuldre. Janus’ mobil afslørede, at vi havde gået 8 km! Jeg tror, at L og M selv gik seks af dem. Derfor var der heller ikke noget at sige til, at da vi kom tilbage til bilen var der totalt udsolgt. Vi kørte til den lille bygd Gásadalur. På vores vej stoppede vi for at fotografere Drangarnir og Tindhólmur – færingerne kalder det udsigt nr. 1 – to fritstående klippeskær i havet.

IMG_0797

Om Trindhólmur (klippen til højre på billedet) siges det, at der engang boede en mand og kone med et barn. Mens manden var ude at fiske, fløj en ørn bort med barnet og bragte det op til den øverste tinde. Kvinden skyndte sig derop, men inden hun fik fat i barnet, havde ørnen kradsets dets øjne ud. Efter den hændelse flyttede familien fra holmen, der har været ubeboet lige siden.

Før tunnelen til Gásadalur åbnede i 2006, måtte postbuddet tre gange om ugen trave op over fjeldet for at nå den isolerede bondebygd. ”Turen går til Færøerne” skriver, at der bor 17 mennesker. Men Ann Dam Àrnastein – oldebarn til en tidligere postmand og nu kombineret butik-/museumsindehaver – fortalte os, at der kun bor 12 mennesker. I hendes butik …

… blev vi budt på kaffe og en snak om kultur- og sprogforskelle i norden. Det var meget hyggeligt. Derefter gik vi ti meter ned af vejen til en café, hvor vi kunne smage skærpekød. Skærpekød er en færøsk specialitet – vindtørret fårekød, som har hængt til tørre i 5-9 måneder i et udhus før det spises. Vi fik det serveret på et stykke brød med lidt salt. Smagen var lidt skarp, men jeg kunne godt spise det. Janus overlod galant sit stykke til mig efter en lille bid. Gavmildt.

Gásadalur (se lige mågeparret på lygtepælen – de to gjorde mig helt blød om hjertet):

IMG_0815

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s