“Hvornår flytter I så hjem?”

Suverænt det oftest stillede spørgsmål på vores Danmarksturné denne sommer. Diskret på legepladsen med små ører i gyngen foran eller mere direkte i køkkenet mellem stabler af snavsede tallerkner og rester fra aftensmaden. Spurgt af familie og venner – interesserede og velmenende. Nogle gange iblandet et snert af håb om en konkret dato for afslutningen på vores udenlandsophold og dermed de langdistancerelationer det uundgåeligt medfører.

Udover at være det oftest stillede spørgsmål, så er det også det spørgsmål, som jeg finder det vanskeligst at give et svar på lige nu. I sin enkleste og hudløst ærligste udgave lyder det: Det ved jeg ikke. Men det føles ikke rigtigt at svare så kort og upræcist. Slet ikke til en god ven eller et kært familiemedlem, hvor spørgsmålet havde den føromtalte snert af håb. Ærligt, ja, det er det, og det er godt. Men ikke godt nok. Der mangler noget. I det mindste en lille flig af de mange tanker og overvejelser, som ligger bag. Janus og jeg vender dem selv jævnligt – tankerne og overvejelserne – for at mærke efter og afstemme. Så de er altid forholdsvis nye og friske og kan sagtens tåle at blive delt med andre. Og det gør jeg så – deler vores tanker – men det bliver ofte en usammenhængende og upræcis smøre. Vævende og fyldt med forbehold. For hvordan kan vi vide nu, hvad vi har lyst til om et år eller to? Svaret bliver ikke tilstrækkeligt – uanset hvor langt det er.

Da vi flyttede hertil, sagde Janus sit job op. Han fik ikke tre års orlov, som de andre danske flyveledere, der bor hernede. Prognosen for vores hjemflytning er altså ikke forudbestemt af en ekstern instans. Det giver os en stor frihed som på en gang sætter os fri og samtidig tynger os ned. Vi kan ikke tvinges hjem af en orlov, som potentielt udløber på et tidspunkt, hvor vi ikke har lyst til at flytte. Omvendt kan vi først komme hjem, når Janus kan få et job i Danmark. Det er der ingen garantier for, hvornår han kan, og vi kan derfor ende med at stå i en situation, hvor vi gerne vil hjem, men der ikke er et job. Lidt angstprovokerende. Der findes dog andre løsninger, og dem har vi selvfølgelig talt om og lagret i baghovedet, hvis sidste scenarie skulle blive til virkelighed.

Tilbage i marts 2015 var Janus og jeg enige om, at vi i hvert fald ville give dette eventyr i sandet tre år. Selvfølgelig forudsat at alle trivedes. Tre år. Og nu er de 2 ½ år gået. Derfor kan jeg godt forstå antallet af gange ovennævnte spørgsmål blev stillet i løbet af sommeren. Men vi er altså ikke færdige hernede endnu. Vi trives stadig – alle fire. Vi lever et hverdagsliv, hvor vi er meget sammen. Meget mere end hvad vi ville have mulighed for hjemme i Danmark. Janus arbejder cirka samme antal timer, som han gjorde i Danmark, og jeg løser de få praktiske opgaver, som vi ikke får hjælp til, når L og M er i skole. Det giver ro og overskud. Vi har mulighed for at dyrke vores fælles eventyrlyst både i det små – med ture i UAE – og i det store – til lande omkring. Vi møder forskellige kulturer i vores dagligdag – på skole og arbejde – knytter venskaber på tværs af nationaliteter og udvikler vores engelske kundskaber. I det hele taget nyder vi alle de muligheder, som vi har hernede og derfor … bliver vi her lidt endnu.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s