Trafikulykke

Kl. 13.09 torsdag i sidste uge kørte jeg frontalt ind i først et køleskab og derefter en bakkende blå pick-up i det yderste af seks spor på 311’eren. Med i bilen var Janus, L og M. I øjeblikket lige inden det skete råbte jeg. Jeg skreg ikke. Jeg råbte. Højt. Med højre fod hårdt på bremsen og begge arme strakt på rattet. Hele kroppen var spændt. Klar. Et kæmpe brag lød fra sammenstødet med køleskabet eller pickup’en – det kan jeg ikke huske. Måske var der to brag lige efter hinanden. Det er sandsynligt. Det lød i hvert fald højt. Derefter blev alt hvidt. Kølerhjelmen smadrede op i forruden og begge airbags foran udløstes. Et kort øjebliks stilhed. Så begyndte M at græde og L stemte i. Jeg var paralyseret. I chok. Janus sprang ud af bilen og begyndte at løsne M’s sele. Men inden han lykkedes med det, måtte han sætte sig ind på forsædet igen. Han havde tidligere smidt skoene i bunden af bilen, og derfor brændte han fødderne på den sorte asfalt. ”Ring til politiet!”, råbte han af mig. Jeg sad stadig som forstenet. ”Der lugter brændt, mor,” græd L. ”Jeg kan ikke li’ det,” fortsatte hun. Langsomt begyndte jeg at røre på mig. Min mobiltelefon sad fastklemt i instrumentbrættet, og Janus hev den ud. Jeg rystede. I det samme rev en mand min bildør op og spurgte på engelsk, hvad han kunne hjælpe med. Jeg bad ham om at ringe til politiet. Han tog sin telefon frem og åbnede samtidig døren ind til L. Jeg løsnede min sele og tumlede ud i varmen. Det stak i min hud, og jeg kiggede ned. Overalt havde jeg bittesmå glasskår. Manden rakte mig L, og jeg tog imod hende. Knugede hende ind til mig. Han guidede os over til sin bil og ind på bagsædet ved siden af sin tante og datter. Janus kom bagefter og gav mig M. Han blødte lidt fra en tand i undermunden og græd stadig. Jeg sad i midten og holdte om dem begge to. L og M. Løftede blikket og kiggede ud på vores Mazda. Hvad skete der egentlig? Vi havde smurt madpakker og pakket bilen om formiddagen. På vej til en forlænget weekend i Umm-al-Quwain med familien M. Normalt kører Janus bilen, når vi tager af sted sammen alle fire. Han er en bedre billist end jeg. Men denne morgen virkede han lidt ramt af ugens mange morgenvagter, så jeg satte mig ind bag rattet, tændte bilen og indstillede gps’en. L og M havde glædet sig. Udsigten til et afbræk i de seneste fire ugers sommerferie-trummerum i sandkassen syntes fænomenal. Den sidste time op til at vi skulle af sted, havde M gået rundt med sine solbriller, sin sommerhat og sin taske på ryggen. Han var klar. Endelig gik bommen til Green Community ned bag os. Vi var på vej. Tæt trafik på motorvejen i Sharjah. Speedometeret viste 110 k/t. På bagsædet var L utålmodig. Lige efter tredje gang spørgsmålet: ”Hvornår er vi der?” havde lydt, opdagede jeg noget på vejen. Jeg kunne ikke se, hvad der var. Jeg rettede mig op i sædet. Det så stort ud. Det var ikke bare en flamingoplade eller et ødelagt dæk. Vi ville ikke køre over det, vi ville ramme det. Jeg orienterede mig til højre, men kunne umuligt skifte bane pga. medtrafikanter. Janus havde fulgt mine bevægelser. ”Kør over,” råbte han. Men så så jeg pick-up’en. Den var uden advarselsblink og så ikke ud til at bevæge sig fremad. Jeg undrede mig. Og så trådte jeg på bremsen hårdere, end jeg nogensinde har prøvet før velvidende, at nu var det mig og den sammen der afgjorde, hvordan det skulle ende. Og så skete det. Det som aldrig sker. For dig. Eller dine nærmeste. Helt surrealistisk og film-agtigt kørte vi frontalt ind i køleskab og pick-up. Politiet og ambulance kom – hvad der føltes som – meget kort tid efter. Jeg blev udspurgt på gebrokkent araber-engelsk om, hvad der var sket. Vi blev alle fire undersøgt i ambulancen. M havde en løs tand efter at have bidt hårdt sammen ved sammenstødet. Janus havde slået sit knæ. Det var hævet, blodigt og han haltede. Jeg så skruer, lange ar og krykker for mit indre øje. Men udover det havde vi det godt. Ingen piskeslag, hjernerystelser, brækkede lemmer, blødninger el. lign. Vi var i live. Og vi havde det godt. L spurgte forsigtigt: ”Jamen, mor, hvordan skal vi nu komme til hotellet?” Dér vidste jeg, at vi ikke bare skulle tage hjem. Til trods for den voldsomme oplevelse. Janus var enig. Vi ville gennemføre vores oprindelige plan om at tage på forlænget weekend. Det ville give os noget andet at tænke på og afdramatisere oplevelsen. Både L og M var selvfølgelig påvirkede, men på den der uskyldige-børn-tænker-ikke-over-hvad-der-kunne-være-sket-måde.

Det varede omkring to timer. Undersøgelser, vidneforklaringer og oprydning. Manden, som havde ringet til politiet, havde kørt lige bag os og set uheldet ske. Han var inder, men snakkede arabisk. Han stod ved Janus’ side i al arbejdet med personlige informationer til politirapport og opkald til forsikringsselskab. Imens sad jeg på bagsædet af hans bil med L og M og hans familie og prøvede at fatte, hvad der var sket. Et vidne, en araber, havde stoppet sin bil og fortalt politiet, hvad han havde set. Han havde åbenbart kørt imellem os og pick-up’en, da pick-up’en tabte køleskabet. Efter selv at have undveget det så han, at pick’up bakkede tilbage mod køleskabet. Derefter havde han set os køre ind i begge dele. Det er uheldigt, at pick-up’en tabte køleskabet, men det er fuldstændig vanvittigt, at den begyndte at bakke tilbage imod det! Rystet og vred blev jeg, da jeg fandt ud af , at det var det, som var sket. Politiet gav os papirer på, at uheldet ikke var vores skyld. Jeg befandt mig i chok resten af dagen. Familien M tog imod os på hotellet med åbne arme og en tålmodighed en elefant værdig. Vi fortalte og fortalte igen og igen om hændelsen. Det virkede meget terapeutisk. Næste dag føltes min psykiske tilstand normal. Jeg tror, at det faktum, at jeg ikke var skyld i uheldet har medvirket til, at jeg hurtigere kunne ryste chokket af mig. Og nu her, har det føltes helt okay at skrive om det.

Epilog: Tandlægen mener, at M’s tand vil sætte sig fast igen, og Janus’ knæ er ved at hele. Det har ”bare” fået et ordentligt slag. Nu skal vi ud og kigge os om efter en ny bil. Vi har det stadigvæk alle godt.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s