Manuel gear

Det kan udmærket lade sig gøre at køre på weekendtur i Ford’en. Det er hermed afprøvet. To gange endda. I træk. Den ene nøje planlagt og affødt af endnu en forlænget weekend – i anledningen af det muslimske nytår – den anden mere spontan og i selskab med gode venner.

Den islamiske tidsregning starter i år 622 e.Kr., hvor Profeten Mohammed udvandrede fra Mekka til Medina. Udvandringen kaldes for Hijrah og var begyndelsen på oprettelsen af en islamisk stat. Det islamiske år er baseret på månen med tolv måneder, men er kortere end sol-året med kun 354 dage. Derfor bevæger den islamiske kalender sig bagud med tiden i forhold til den georgianske kalender. De fleste islamiske helligdage ligger altså ikke på de samme datoer hvert år, og vi må tålmodigt vente på at månen spottes, før de bliver annonceret i sidste øjeblik.

KHDA – som står for The Knowledge and Human Development Authority – og har ansvaret for væksten og kvaliteten af privat uddannelse i Dubai sendte denne fine besked ud to dage før nytåret:

FullSizeRender

Og selvom muslimerne ikke løfter et øjenbryn i anledning af det islamiske årsskifte, så giver regeringen en fridag. Ja tak! Det skulle udnyttes – denne gang i staten Ras al Khaimah – på arabisk ”Top of the tent” – den nordliste stat i UAE. En stat som både tiltrækker charter-gæster med sine hvide sandstrande og udendørseventyrer med de rå Hajar bjerge.

På vej derop kørte vi forbi det sted, hvor vores ulykke i Mazda’en skete. Det var fint. Ingen af os blev berørte af at gense vejen og omgivelserne. Og Ford’en har den fordel, at den kan flytte sig hurtigt, hvis vi kom bag tungt læssede pickup’er.

I RAK tjekkede vi ind på Hilton Ras al Khaimah Resort and Spa. Vi turde ikke andet efter vores oplevelse med hotellet på forrige weekendtur. Foran indgangen afleverede vi Ford’en til en af fyrene fra valid parking, og Janus gav ham besked om det manuelle gear. Det gav den særstatus. For kun én af fyrene havde licens til at køre biler med manuelt gear. Han var ikke til stede, men blev hurtigt tilkaldt. ”Sir, it’s a very nice car”, kommenterede han, da vi så ham igen næste dag.

Hilton levede op til deres ry, og vi nød både den nedkølede pool, den velsmagende buffet og det pletfrie værelse. De andre gæster var hovedsaligt britere og østeuropæere på flugt fra efteråret i Europa. Vi var sådan cirka de eneste, som fredag efter morgenmaden FORLOD hotellet. Hvis fyren fra valid parking havde turdet, ville han helt sikkert have spurgt os om, hvad katten vi havde gang i. Hvorfor vi – iført sportstøj – bad om vores bil, når vi kunne blive på hotellet og slappe af ved poolen?

Men vi havde læst om et bjerg – Jebel Jais – som med sine næsten 1900 meter over havet er det højeste punkt i UAE. Det havde vakt vores interesse – selvfølgelig! Janus og jeg havde googlet os til viden om turen aftenen før. Men vi havde åbenbart ikke gjort vores hjemmearbejde godt nok. For da vi efter tyve minutters kørsel op ad bjerget ville parkere bilen og vandre det sidste stykke til toppen, fik vi en lang næse. Den grusvej, som ifølge beskrivelserne på nettet, skulle være nemmest og sikrest at forcere til fods, eksisterer ikke længere. I stedet var der en vejspærring og en ny asfalteret vej bagved. Et skilt oplyste om, at et byggeprojekt af en udsigtsplatform på toppen af bjerget stod på, og derfor var vejen blokeret. Øv. Efterfølgende har jeg læst om yderligere planer med tilblivelsen af et hotel, en kabelbane og en skiløjpe på toppen. Man skulle tro, vi var i Dubai! Nå, tilbage var der ikke andet for end at prøve kræfter med det ujævne terræn opad bjergsiden overfor parkeringspladsen. Selve turen – den fysiske del – var udfordrende og sjov. Udsigten fænomenal. Men her stoppede det positive. Horder af højlydte indere havde fået samme idé som os, og de tilføjede bestemt ikke noget naturligt til den naturoplevelse, som vi havde forestillet os. Trods skilte med truslen om 5000 dirhams i bøde for at smide affald, var det faktisk hyppigere en tom plastikflaske end en løs sten, som vi undgik på vores opstigning. Mere øv. Vi vandrede desværre ikke helt op på bjergsidens ryg. Der var for langt, og det var for svært. Vi ville ellers rigtig gerne have haft udsigten til Oman med.

IMG_1165IMG_1177

Ironisk nok blev det et par gamle fly ved flyvepladsen i Umm al Quwain som fik humøret til at stige efter den fejlslagne bjergvandring. Menneskeheden efterlader sig affald overalt. Noget mere charmerende end andet.

IMG_1111

Det forladte russiske fragtfly – Ilyushin IL 76 – med fuglereder på vingerne og reklameteksten Palma Beach Hotel på siden fløj oprindeligt for det sovjetiske luftvåben i starten af firserne. Da Sovjetunionen kollapsede, blev det omregistreret til og brugt af det russiske luftvåben. Herefter blev flyet solgt til et Sharjah-baseret flyselskab, Air Cess, som ejedes af Sergei Bout – lillebror til den berygtede våbensmugler Viktor Bout (han gav inspiration til den karakter Nicolas Cage spillede i Lord of War). Han smuglede våben fra Østeuropa via Mellemøsten til Afrika. Air Cess opløstes da Sydafrikas civile lufthavnsmyndighed pålagde selskabet 146 lovovertrædelser. Ligesom Viktor Bout ofte arbejdede under et alias, så blev flyet blot omregistreret påny. Denne gang til Centrafican Airlines, som også kan linkes til Bout. FN har afsløret at Ilyushin IL-76 bl.a. var involveret i at smugle våben til Liberia. Omkring år 2000 forbød UAE Bout at rejse ind i landet, og i dag afsoner han en 25 år lang dom i et amerikansk fængsel.

Så hvorfor landede Ilyushin IL-76 en morgen i 1999 uden varsel på flyvepladsen i Umm al Quwain? Det spørgsmål er der spundet mange røverhistorier på. Måske betalte Bout en pilot for at lande det udtjente fly i ørkenen? Måske var flyet på vej til en anden lufthavn i UAE og nægtet adgang og så tvunget til at nødlande pga. manglende benzin? Måske blev flyet købt med ideen om at ombygge det til en café eller restaurant? Måske blev flyet solgt til ophug og resterne – skallen – brugt som reklametavle på flyvepladsen? Teorierne er mange, og ingen ved med sikkerhed hvorfor.

Et andet og mindre fly – en Antonov-12 – malet i UAE farver fangede også vores opmærksomhed. Ingen røverhistorier – så vidt vi ved – om dette propelfly, men til gengæld inviterede det os indenfor i cockpittet. Og det var spændende!

IMG_1152

IMG_5879

Positiv opsummering: Hvis du vil køre komfortabelt og have god udsigt, så tag en tur op på Jebel Jais. Og hvis du er interesseret i fly, så tjek de to efterladte vrag ud på flyvepladsen i Umm al Quwain.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s