Ørkenkriger …

… bliver jeg helt sikkert aldrig. Men ikke desto mindre gennemførte jeg fem kilometer med diverse forhindringer i en drønhed ørken i går. Hvordan det gik til? Tja, det står mig også stadig lidt uklart. Modsat er der ingen tvivl om, hvem der var drivkraften bag hele tilmeldingsprocessen til forhindringsløbet Desert Warrior – min bedre halvdel. For et par uger siden afslørede en mail i min indbakke, at nu havde han gjort det. Tilmeldt os.

De fleste som kender mig rigtig godt ved, at jeg har uddannet mig til idrætslærer, fordi jeg er vild med holdsport. Enhver slags. Jeg er ikke specielt dygtig til en bestemt form, til gengæld kan jeg ikke komme i tanke om én, som jeg ikke kan li’ at dyrke. Fodbold, håndbold, volley, you name it. Sammen med et hold er jeg fyr og flamme – uanset aktiviteten. Jeg gør mit ypperste og elsker det! Det siger mig ikke noget at træne for at opbygge muskler eller opnå bedre kondition. Opvarmning, tekniktræning og lignende har altid været noget, som bare skulle overstås. Det har jeg selvfølgelig aldrig antydet over for elever. Men sådan har jeg selv haft det. Lad os da nu bare komme i gang med det sjove. Spillet!

Jeg er typen, som hader at komme i fitnesscentre. I Aalborg gik det lige præcis an en gang om ugen – hver søndag – fordi jeg trænede på hold(!). Og ikke bare sådan a la nu-står-vi-side-om-side-og-løfter-en-vægtstang-på-samme-måde-så-derfor-er-vi-et-hold, men helt reelt nu-finder-I-sammen-i-hold-af-fire-og-så-laver-I-denne-her-øvelse-på-denne-her-på-måde-sammen. Det var fedt! Tillid, kommunikation og samarbejde – kombineret med sved på panden. Lige mig.

Siden vi flyttede til ørkenstaten har jeg truet med at prioritere motion højere end tidligere og systematisere det. Det er da også blevet til en løbetur i ny og næ henover de sidste to år, men jeg har rygrad som en regnorm og masser af undskyldninger. Efter et år som tilskuer fra sofaen til Janus’ træningssessioner herhjemme, besluttede jeg at lade mig inspirere. Freeletic er intensive workouts & individual training plans, og den beskrivelse lyder umiddelbart ikke som noget for mig. Individual. Det ord er der ikke meget hold over. Men i et land, hvor man minimum kører en halv time til alt, kan motion på et hold pludselig blive et halvdagsprojekt, og det gad jeg ikke. Jeg besluttede mig for at give Freeletics en chance, og det viste sig, at det passer mig virkelig godt. Fleksibelt i forhold til øvelser, tid og sted. Det er hurtigt klaret (jeg bruger vel under en time på opvarmning, træning og udstrækning) og virker effektivt (hiver ihvertfald efter vejret og har ømme muskler på andendagen) og kræver intet træningsudstyr. Det eneste som kan sætte en pind i hjulet er min bløde rygrad. Så den træner jeg selvfølgelig også!

IMG_2364

Adderes de ovenstående afsnit har man en forklaring på, hvorfor jeg ikke ser mig selv som den oplagte kandidat til et løb som Desert Warrior. Og min skepsis over mailen i indbakken. Jeg reagerede på den modne måde. Ignorerede den. Men som ugerne gik, blev min rygrad hårdere og skabte dermed kortere tid mellem sessionerne på Freeletics. Træningen hjalp mig til at opbygge et minimum af muskelmasse. Det blev jeg rigtig glad for i ørkenen. Forhindringer med løft af sandsække, armgang i ringe og høje vægge skulle forceres. Løb i tungt sand krævede udholdenhed. Men det handlede langtfra kun om bøffer og mindset. Min indre warrior alias regnormen blev også sat på prøve. Ved forhindringen med et metalrør placeret højt over en stor balje med vand og forhindringen med en næsten lodret vandrutsjebane rystede jeg i bukserne af skræk. Bogstaveligt talt. Den kvindelige observatør ved metalstangen opsnappede min tøven og spurgte friskt, om jeg kendte pole dancing. ”No. And I hate heights!” råbte jeg tilbage, og så tog jeg ellers fat om stangen og efterlod min angst på plateauet. Få det overstået, var det eneste jeg kunne tænke. Ved vandrutsjebanen var der helt andre boller på suppen. Ingen forstående observatør med forslag om sammenlignelige dagligdagssysler (for det er pole dancing da, ik’?). Næ, observatøren her havde cowboyhat, fløjte og militærtendenser. To meter fra toppen blev trappen til et stillads, og jeg stillede mig foroverbøjet for lige at få pusten (hvor ville det have været fedt, hvis jeg kunne skrive for lige at vente på Janus, men jeg holder mig til sandheden). Fløjten lød højt og længe, og derefter: ”Are you a warrior?! If not, why are you here?! Climp up now!!” Cowboyhatten råbte til mig! Åh gud. Danske eder lavt ud af højre mundvig og så fat om metalstængerne i stilladset. Cowboyhat eller ej. Der var kun en vej. Op. På toppen blev cowboyhatten endnu mere intens, og måske var det egentligt meget godt, for jeg havde ikke tid til at bestemme mig for, om jeg turde tage rutsjebanen eller ej. Efter hurtig instruktion i kropsholdning blev jeg sendt nedad banen med et skub af cowboyhatten. Shit! Lad mig bare beskrive det sådan: Jeg blev bekræftet i, at jeg ikke er til høje, stejle rutsjebaner. Og lad os så ikke snakke mere om det!

Janus var en god støtte hele vejen igennem løbet. Hvad enten han rakte mig vand, ventede på mig eller tog en forhindring før mig for at vise hvordan man skulle gøre (eller hvordan man ikke skulle gøre, du ved godt hvilken én jeg tænker på, ik, Janus?). Dér var min holdspiller, og det gjorde løbet sjovt. Tak Janus. Jeg ved, at du gerne ville have løbet ruten på 10 km, men jeg værdsætter, at du tog de 5 km sammen med mig. Og som du sagde i morges, da du væltede dig sidelæns ud af sengen: ”Jeg kan sgu’ mærke, at jeg lever!” Yes, honey, I feel it too!

IMG_6431

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s