Pulau Ubin

”I må ikke kigge dem i øjnene.” Jeg forsøgte at gøre min stemme helt normal og skjule min spirende utryghed ved situationen. ”I må ikke kigge dem direkte i øjnene!” L hørte mig første gang og gjorde præcis, som jeg sagde. Jeg ved ikke med M. Han stod bag mig, og jeg havde travlt med at følge abens færden.

Vi havde stillet de lejede cykler op ad rækværket på en lille bro for at holde pause. I cykelkurven lå vores vandflasker i en plasticpose under Janus’ rygsæk. Jeg var i gang med at tage min egen rygsæk af for at finde et par juice frem til L og M, da en hanabe (af arten javamakak, som er nært beslægtet med bavianen) – helt ud af det blå – sprang op på rækværket ved min cykel. Jeg kunne se dens hjørnetænder, og jeg synes, at den var kommet lidt for tæt på os. Den pillede søgende ved lynlåsen på rygsækken, men lykkedes ikke med at åbne. Jeg havde for længst stoppet mit foretagende og taget min rygsæk på igen. Med et brag væltede aben cyklen, så tasken røg ud af kurven. Det var plastikposen, som den var interesseret i. Aha! Vandflaskerne var fyldte og tunge. De røg ud af plastikposen, da aben løftede den op. Kondensvandet på flaskerne gjorde dem glatte, og aben kunne ikke få fat om dem. Mange tanker fløj igennem mit hoved. Den leder efter mad. Hvad hvis den ikke finder noget? Bliver den aggressiv? Skal jeg give den noget mad fra min rygsæk? De blev kortvarigt afbrudt, da jeg opdagede en hunabe med en unge på maven komme gående imod os. Åh nej. Det er dens familie. Vi må ikke skræmme dem. Måske bliver hanaben aggressiv, hvis den føler, at vi truer hunnen og ungen. I næste nu drønede en lokal mand på en knallert tæt forbi. Aben blev distraheret (men ikke skræmt!) og jeg så mit snit til at snuppe plastikposen og proppe den i lommen. Vandflaskerne kastedes i cykelkurven, og Janus tog sin rygsæk på. Hurtigt satte vi os i sadlerne og cyklede videre. Idet vi svingede ned ad broen mødte vi resten af flokken. De havde retning imod os. Der var mindst 15 stykker. Gys!

Selvom både Janus og jeg havde forsøgt at virke cool under optrinnet, oplevede vi begge situationen med aben som skræmmende. Ved senere efterrationalisering indså vi selvfølgelig, at den kun havde ledt efter mad og ikke ville gøre os noget. Men overraskelsen over hvor nærgående den var, de synlige spidse tænder, vores uvidenhed om arten og dens tilbøjeligheder, samt L og M’s tilstedeværelse gjorde mig utryg. Jeg fik en følelse af, at vi udsatte L og M for fare. Unødvendigt. Heldigvis skete der ikke noget. Men L og M var også begge påvirkede af oplevelsen. De bombarderede os med spørgsmål, da vi forlod broen og cyklede videre.

IMG_6347IMG_1959

Vi befandt os på øen Pulau Ubin i den østlige del af landet. Som en kontrast til det moderne højteknologiske rene og pæne Singapore havde vi besluttet at tage ud og opleve naturen og den sidste Kampung (landsby). Her skulle livet efter sigende ikke have ændret sig særligt meget siden 1960’erne. Cyklerne lejede vi hos en lokal singaporeaner og foran os bugtede sig tre kilometer, hvoraf to af dem var på grusvej. Målet var et naturområde, Chek Jawa med kyst og mangrove.

Mødet med aben blev ikke vores sidste den dag. Med de tre kilometer i benene og håret klistrende til nakken havde vi brug for at slukke tørsten. Ved en åben menneskeskabt plads med cykelparkering, bænke og skraldespande troede jeg, at nu var det sikkert at finde væske frem. For at nå ned til juicen i tasken stillede jeg en boks med kiks på jorden. Jeg sad på hug og rodede i Fjällräven. Med hovedet nede i rygsækken opdagede jeg ikke aben, som kom bag fra. Den snubbede lynhurtigt boksen med vores kiks og kravlede adræt op i et træ. Ingen af os nåede at reagere. Men – mindst lige så hurtigt – fik jeg lukket tasken igen. Behovet for at drikke måtte udsættes. M blev ked af det. Aben spiste hans kiks. Det var dråben og begge børn deklarerede, at nu ville de hjem. Jeg forstod dem godt. Heldigvis var vi på vej ud af skoven og skulle fortsætte langs kysten. Derude var der ingen aber, og der kunne vi få noget at drikke og spise i fred og ro.

IMG_1960

Med optanket mavesæk og opløftet humør blandt alle medlemmer af firkløveret fortsatte vi. Ad gangbroer igennem mangrove med farveskiftende vinkekrabber i mudderet

IMG_1971

og på trapper til udkigstårn

IMG_1987

med udsigt til majestætiske fiskehejre. På grusstier med tilvoksede gummiplantager, eksotiske blomster og forbi de her venlige skabninger:

IMG_1993

Jernhestenes hjul var netop begyndt at rulle retur mod landsbyen, da jeg ubevidst var ved at kile mig ind imellem en vildsvinemor og hendes unge. Janus råbte velmenende – men bestemt – at nu skulle jeg se at komme væk. Det kunne have været kønt (og ømt), hvis vi ovenpå vores oplevelse med at blive bestjålet af en sulten abe skulle jages af et vredt vildsvin. Godt den gode gris havde travlt med at rode i jorden og ikke ænsede mig og mit kamera. Phew!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s