Museum og mangrove

Inden vi indtog Abu Dhabi slog vi et smut forbi Emirates National Auto Museum for at se Sheikh Hamad Bin Hamdan Al Nahyans biler. En imponerende samling bl.a. omfattende verdens største lastvogn (lastvogn lyder bare ikke lige så sexet som truck, vel?), en Mercedes regnbuesamling og mange gamle amerikanske biler. Jeg har egentlig længe gerne ville se museet, men det ligger 2,5 times kørsel fra Dubai, så det giver kun mening at besøge det, når man alligevel er i området. Som udgangspunkt var M meget interesseret. Han spurgte og pegede og undrede sig. Spærrede øjnene op og vred næsten halsen af led. Men L kedede sig og begyndte at drille ham. M blev sur, vi bad hende holde op, og så havde hun pludselig forfærdeligt ondt i benene. Resten af turen rundt i museet blev mildest talt uudholdelig, og vi hastede igennem for at få det overstået. Det havde intet med museet og dets udstillinger at gøre, det var bare en af de der dage, hvor alle gik skævt af hinanden.

IMG_2178IMG_6612

En frokost og resten af bilturen til hovedstaden senere, og humøret var højt igen. Indlogering på det gamle Hilton midt på Cornichen. Dyttende arabere, betagende fyrværkeri og en chokolade pyntet med UAE-flaget på hotelværelsets skrivebord mindede os om, hvorfor weekenden var ekstra lang. National Day markerer dagen for de syv emiraters samling af Sheikh Zayed bin Sultan Al Nahyan – unionens første præsident. Emiratierne fejrer stolte denne dag med udklædning, oppyntning, danseshows og meget mere.

Vi fik festivitassen lidt på afstand næste dag med en kajaktur i Abu Dhabis mangrove. The Mangrove National Park ved Easten Ring Road er den mangrove skov, som ligger tættest på Abu Dhabi by. Vi havde nøje udvalgt og i god tid booket (læs = helt tilfældigt og aftenen før) to kajakker hos Sea Hawk Water Sports. Ved ankomst simulerede en venlig amerikaner, Paul, vores solcreme-indsmøring og indledte en samtale med os. Han var typisk amerikansk. Åben, venlig og meget snakkende. Det var hyggeligt. I starten. Først var det bare small talk om vejret, den forestående kajaktur og lidt om at rejse i Mellemøsten. Det var den del, som var ok. Men han blev ved. Om politik, muslimer og mediernes rolle i samfundet. Jeg smilede anstrengt. L trak i mine badebukser, fordi hun ville fortælle mig noget. M var ved at komme galt af sted med den lange pagaj. Amerikaneren havde mast sig ind på vores familietur i mangroven. Åh nej. Men hvad der tidligere havde irriteret mig – at gruppen af mennesker som skulle med på den guidede tur var forholdsvis stor – blev pludselig min redning. Uden af have direkte afvist ham, rykkede Paul nemlig videre til de næste gæster. De to unge par var på vej ned i kajakkerne, da Paul startede en samtale med dem om den seneste biograffilm. Lettet vendte vi vores opmærksomhed mod L, M og kajakkerne.

DCIM100GOPROGOPR1508.DCIM100GOPROGOPR1558.

Det var fantastisk at sejle ind i mangroven. Akkurat som jeg havde drømt om. Rigt dyreliv under og over os. Krogede grene, lavthængende og så tætte, at vi nogle gange måtte sno os udenom eller løfte op i dem. En jungle til havs. Vi var Indiana Jones og lige om hjørnet lå de indfødte på lur i deres udhulede træstammer. L og M delte vores begejstring. L var faktisk en reel hjælp med sin pagaj forrest i kajakken, hvorimod M bare legede. Turen varede 2 ½ time med stop på en lille ø. Her fodrede vi de sødeste små firben med lidt af den frugt, som guiden havde medbragt i en køleboks. Firbene var nysgerrige og drak mangosaften uden at blive bange for os.

 

Abu Dhabi er Dubais rige, selvsikre og velovervejede storebror. Hvor Dubai praler åbenlyst, er Abu Dhabi mere diskret. Byen har mindre trafik, flere grønne områder og ligger bl.a. på en række øer og halvøer. På Saadiyat Cultural Island står det længe ventede Louvre endeligt færdigt. Vi har haft det i kikkerten længe, og derfor blev det selvfølgelig målet for vores sidste dag i hovedstaden. Louvre Abu Dhabi er blevet til i et samarbejde mellem Frankrig og UAE med en vision om at lave et museum med universelle menneskelige værdier. At fokusere på hvad der forener os er den røde tråd igennem de forskellige gallerier. Jeg er desværre ikke den store historiker og har svært ved at finde gamle krukker og mønter ophidsende. Til gengæld kan jeg beruses lidt mere ved arkitektur og selve bygningen, som huser udstillingerne, tog pusten fra os. Den franske arkitekt Jean Nouvel har formået at give klassisk arabisk arkitektur et moderne touch. Sølvkuplen over de hvide gallerier er gennemhullet med arabiske mønstre og den effekt solens stråler skaber, har arkitekten omtalt som ”lysregn”. Da hver lysstråle skal krydse gennem otte lag arabesker, skifter mønsteret hele tiden, og det minder om skygger fra palmetræer eller et tag over et traditionelt arabisk marked. Utroligt smukt.

IMG_2310IMG_2347

M og L var meget optagede af de her billede i galleriet for moderne kunst:

IMG_2344

Ved indgangen til museet sang og dansede de her arabiske mænd med stokke og traditionelle musikinstrumenter:

IMG_2317IMG_2315

Festlig måde at afslutte vores weekend i Abu Dhabi på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s