Noget nyt unyttigt

Årsskifte! En god anledning til – nå ja først og fremmest at ønske alle et rigtig godt nytår – men også at kigge tilbage på året der gik. 2017. Det år hvor L og M startede på den store lokale skole – Greenfield Community School. Iført ens mørkegrønne uniformer indtog de de nye omgivelser, klassekammerater og lærere med lige dele fryd og nervøsitet. At sende så små mennesker af sted i fremmedes varetægt mange timer hver dag var grænseoverskridende. Men bare få uger efter skolestart blev det heldigvis også meningsfuldt og opløftende.

2017 blev året, hvor Janus var med til at udvikle procedurerne for Dubai Approach i forbindelse med det nye luftrum i UAE, som blev introduceret i starten af december. Han kom også tæt på landets leder, Sheikh Mohammed Bin Rashid Al Maktoum, da han deltog i The Grand Opening af Emirates Flight Training Academy som kulmination af mange timers arbejde hele foråret.

Det var året, hvor jeg startede som lærer i begynderdansk for Danskskolen i Dubai. Det var bestemt ikke uinteressant at læse op på dansk som andetsprog inden skolestart. Konteksten – at vi befinder os i et land, hvor vi dagligt hører forskellige sprog fra mange steder i verden – satte det danske sprog og dets mange finurligheder i perspektiv. Interessant. Desuden at blive modtaget hver onsdag af ni nysgerrige og motiverede elever er meget berigende.

2017 blev også året, hvor vi badede ved Seychellernes smukke hvide strande, vandrede blandt fårene på Færøernes grønne fjelde og konsumerede asiatiske specialiteter på Hawker Centre markederne i Singapore. Og ikke mindst et år hvor behageligt naboskab blev dyrket, nyligt knyttede venskaber stærkere, og gamle kærlige relationer plejet.

Dronningen foreslog i sin nytårstale, at vi skulle gøre noget andet end det, vi plejer. Noget der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt. Det har vi faktisk allerede gjort. I 2017. Med mine fleecejakker syet af gamle brugte tæpper og sendt af sted til børn i Syrien, Janus’ forsvarsspil på kunstgræs med kollegaer i weekenderne og vores projekt med at øge antallet af vegetarretter i den ugentlige madplan har vi tyvstartet. Nye tiltag for os. Dronningens pointe er, at det er vigtigt med oplevelser, som taler til vores sanser, noget der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. God pointe. Dermed bliver det unyttige nyttigt. Fleecejakkerne, fodboldspillet og vegetarmaden har ikke noget med hverdagens praktiske aktiviteter at gøre, men de bliver nyttige for nogle børn i den kolde vinter, Janus’ form, sind og humør og vores families generelle sundhed.

2018 byder også på nye unyttige aktiviteter. Flybilletterne til en skitur i februar og en rejse til Cape Town i Spring Break gløder i vores mailindbakke. Det kan ikke overraske nogen, at blandt alle de mange unyttige ting man kan foretage sig, er vores hjertebarn at rejse. Knapt har flyet slået landingsstellet ud, før Janus og jeg er i gang med at indkredse, hvilken destination der skal være vores næste.

Men jeg er faktisk slet ikke færdig med år 2017. I hvert fald ikke her på bloggen (heri kunne naturligt sagtens ligge et nytårsforsæt om at blogge om vores oplevelser, umiddelbart efter vi har haft dem, men jeg orker ikke at forsætte noget, som jeg instinktivt ved ikke holder). Jeg har flere kladder gemt på computeren, og da jeg går ind for kronologi, tager jeg fat, hvor jeg slap. Nemlig vores forlængede weekendtur til Abu Dhabi tilbage i starten af december. Efter en overnatning i The Empty Quarter tilbragte vi et par dage i Abu Dhabi by. Læs mere herom i blogindlægget “Museum og mangrove”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s