Skiferie i Libanon part I

”Hvor er sneen?” Spørger M. ”Den kommer. Vent og se”, svarer jeg. Men jeg deler hans undren, for da vi forlader lufthavnsbygningen i Beirut har vi faktisk ikke travlt med at hive vintertøjet op af taskerne. Det er ellers pakket nemt ned helt øverst. Det er 19 grader, solen skinner og vi hilses velkommen af palmer og sandfarvede bygninger. Middelhavet anes i det fjerne. Det passer ikke sammen med hjelme dinglende fra stroppen i rygsækken, et godt tag i den store snowboardtaske og M’s røde skibriller i panden. Meget mærkeligt at tænke på at kun 1 ½ times kørsel derfra ligger Libanons største ski resort Mzaar Kfardebian – også kaldet Faraya – en venlig libaneser lærte os denne benævnelse, da vi forsøgte at udtale den første. Vi er taget på skiferie sammen med familien M, den familie vi var i Iran med sidste vinter. Libanon skulle efter sigende byde på flere børnevenlige pister – hvilket var det, vi efterlyste kraftigst sidste år – og ligger samtidig stadig i en overskuelig afstand til Dubai.

I minibussen sidder vi tæt på de kun syv sæder. Der er ikke seler til alle, M og L har snowboardtasken henholdsvis i siden og nakken. Chaufføren kender både bussen og Beirut som sin egen bukselomme og kører friskt til den. Overhaler både indenom og udenom. I sving og på smalle veje. Han dytter, snakker i telefon og peger på de sneklædte bjerge i det fjerne. Vi suger alle indtrykkene til os. I en mørk tunnel sætter han havariblink på, og Janus konstaterer at knappen for ”engine-warning” lyser rødt. Diesellugten er tykkest bagerst i bussen, men chaufføren forklarer på halvt engelsk halvt fransk, at når vi holder i kø vil motoren overophede, hvis han tænder airconditionen. Derfor er de nedrullede vinduer eneste mulighed for at bekæmpe hedeslag. Og vi må overleve den store mængde kulilte bagerst i kabinen. Beirut ligger ved Middelhavet omgivet af bjerge, hvilket gør det vanskeligt for forureningen at komme væk fra byen. Det vrimler med forskelligt slags militær overalt, for som en libaneser senere udtrykte det i skiliften: ”Beirut is always a target”. Militærets tilstedeværelse er sikkert for at skabe tryghed, men det virker modsat på os.

IMG_6795

Ved ankomst til skiområdet ophører chaufførens stedsans. De forskellige p-vagter og andre mænd, som han spørger om vej til L’Escale du Mzaar Chalets, ryster på hovedet, og han kører irriteret rundt og leder og leder. Janus taster i det offline googlekort, og vi er alle koncentrerede om at læse skiltene på de forskellige bygninger. Til sidste lykkes det. Lettede hanker vi op i tasker og børn. Imens vi venter på at vores lejlighed bliver klar, spiser vi frokost i opholdsrummet, og bagefter går vi ud og leger i sneen. Det er plusgrader, og den er tung og våd. Men børnene er ligeglade. De kaster med den og ruller sig. De bliver drivvåde, men de har det herligt.

I lejligheden koger vi spaghetti og varmer den medbragte kødsovs. Efter en tidlig rejsemorgen – op klokken 4.30 – er alle i seng før otte. Vi vil være udhvilede og klar til næste dag på ski.

Lørdag er første dag på ski og første dag i libanesernes weekend. Ud af fjerene, leje ski, købe liftkort og så af sted. L kan huske teknikkerne fra sidste år. Hun står selv. Janus og jeg skiftes til at spænde snowboard af og hjælpe M. Jeg viser ham, hvordan han kan bremse, og så tager det faktisk kun to gange op og ned af begynderbakken, før han kan stå selv. Vi følges ad – nu alle på hver sine brædder – og det føles så godt! Begynderbakken er perfekt. Lang og med svag hældning hele vejen ned. På et tidspunkt titter solen frem. Og det samme gør alle de lokale libanesere. Parkeringspladsen er pakket med biler og køen til begynderbakkens stolelift efterhånden lang.

IMG_6812

IMG_6829

For en måned siden slog jeg min tå mod vores tunge træskammel derhjemme. I timerne efter gjorde den helvedes ondt. I dagene efter var tåen bare mærkelig. Skiftevis følelsesløs eller snurrende. Men jeg gik ikke til lægen, jeg tænkte, at den kunne klare sig selv. Efter første dag med bræt på smertede den så voldsomt, at der stod tårer og snot vandret fra mit ansigt, da vi kom tilbage til lejligheden. Overvældet af pinen og uvisheden om, hvad der forårsagede den samt skuffelsen over det – her første dag på skiferien – var bare for meget. De andre trøstede. Jeg spiste piller og smurte voltaren gel på. Og gav den hvile.

Næste dag var tåen bedre, men ingen snowboard til mig. Øv. Til gengæld kørte de små med en instruktør. En libanesisk maskiningeniør, som i weekenderne hjælper sin familie med forretningen på ski resortet. Der blev både rettet arme, ryg og knæ, og det gjorde dem begge godt. Sikke et herligt syn at se L og M – fulde af selvtillid – drøne ned ad den grønne pist. Dreje og bremse. Køre off-piste (bevares – det var bare i siden af pisten, men alligevel) og køre på én ski. Jeg giver synet fem stjerner. Eller er det seks hjerter? Jeg glemte ihvertfald den dumme tå og nød at give dem et kram for foden af pisten, før jeg sendte dem af sted på stoleliften igen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s