Skiferie i Libanon part II

Det var ikke kun min tå, som skuffede de første par dage på skiferien. Søndag viste termometeret stadig plusgrader og kun efter en time på ski måtte vi opgive. Gennemblødte! Af regn! Ja, tænk sig, det stod ned i stive stænger. Regn, regn, regn. Hele dagen. Den lille lejlighed vi delte med familien M blev pludselig endnu mindre. Når fire voksne og fire børn skal få ti timer til at gå med spil og tegnesager på få kvadratmeter, indfinder der sig hurtigt kuller hos både store og små. I opholdsrummet på hotellet opsnappede jeg muligheden for at tage en taxa et lille stykke ned ad bjerget til en libanesisk restaurant. Bred enighed om at det måtte blive dagens udflugtsmål. Og højdepunkt. Ved sekstiden indfandt vi os på Auberge le Valais i en lille by kaldet Chabrouh. En charmerende lokal restaurant. Stilen var en fusion mellem Østrig og Libanon. Store koklokker om bjælkerne i loftet, tørrede majs, gevir og forskellige dyreskind. Det østrigske og libanesiske flag i samme vase. Mundvandet ville ingen ende tage, da Mr. Toni – stedets ejer – serverede sprøde kibbeh, grillet halloumi ost, cremet humus, frisk tabbouleh og krydret lammekød på spyd. Virkelig lækkert!

Tirsdag var regnen blevet til sne. Acceptabelt. Helt bestemt. Sigtbarheden var desværre ikke god – hvad man jo kan forvente ved tæt snefald – og kun to lifter var åbne. Men ud på ski skulle vi. Så vi stod hele formiddagen og hele eftermiddagen på den samme bakke. Vi kørte tæt, for vi kunne kun se få meter foran os. Min tå havde det okay, så længe jeg ikke overdrev. Og det var der heldigvis ingen fare for på den grønne pist.

Den 14. februar er en helligdag i Libanon. Den tidligere præsident Rafik Hariri, som samlede Libanon politisk og økonomisk efter den libanesiske borgerkrig blev myrdet i 2005. Alle offentlige institutioner lukker defor, så libaneserne kan mindes og sørge. Det betød selvfølgelig travlhed på pisterne. Efter cirka et døgntids snefald havde vi 15 cm ny puddersne og solen tittede frem. Perfekt skivejr! Janus og jeg købte instruktør til L og M. Èn til hver i en time. Yallah come, lød det, da de trak af sted med de små michelin mænd over mod køen til liften. Det er kun fordi libaneserne også er flydende i fransk og snakker det jævnligt indbyrdes, at jeg ikke på noget tidspunkt gik ud af mit gode skind over kombinationen arabisk og ski – som efter min mening bare ikke er særlig charmerende.

Også torsdag viste vejret sig fra sin gode side. Fra morgenstunden tog vi – alle otte – op i terrænet for at stå på nogle andre grønne og blå pister end begynderbakken. På et tidspunkt havde vi ikke andet valg end at skulle ned ad et kort stykke rød pist. Det var stejlt og iset. M plovede det bedste han havde lært, men de små ben rystede, og han fik for meget fart på. Jeg måtte spænde mit snowboard og hans ski af, og så gik vi ned ude i siden af bakken. De andre var for længst nede, vi kunne slet ikke se dem. For foden af den røde pist lå en lille varmestue, som solgte kakao og snacks. Her skulle vi mødes. På lang afstand kunne jeg se, at Janus begyndte at gå op ad bakken imod os. M og jeg havde brugt lang tid, han var måske begyndt at undre sig over, hvor vi blev af. Halvvejs på pisten afløste han mig. Med åben jakke og røde kinder spændte jeg boardet på igen og suste ned til cafeen. Indenfor mødtes jeg af synet af Familien M’s yngste datter, I. Hikstende af gråd med store hudafskrabninger på pande og kinder og blod i munden. Hun sad hos N, imens en samarit rensede hendes sår. Først senere – da chokket havde lagt sig – fik jeg at vide, hvad der var sket. I havde også plovet ned af det røde stykke, men fået for meget fart på. Hendes far, J, havde prøvet at nå hen til hende for at bremse hende, men for sent. I havde taget utallige koldbøtter eller nærmere saltomortaler, skiene var heldigvis røget af, men ansigtet var lemlæstet af den hårde is og sne på bakken. Stakkels I. Efter sådan en tur er der kun én måde at komme ned til hotellet på. Med snescooter. Mens I stadig græd, da hun blev løftet op på bagsædet af scooteren, stod de tre andre børn med underkæben nede på halsen. Hvem der bare kunne prøve det, stod der malet i panden af dem. Familien M’s ældste datter, A, blev hos os, imens N og J kørte ned med I. Janus meldte sig frivilligt som offer i en sneboldskamp med de tre små, imens jeg tog en tur op til det højeste punkt i området – Mzaar Peak med 2465 meter over havet. I liften på vej op blev jeg kastet tilbage til Val Thorens i gymnasietiden, hvor skiferie handlede om mere end bare ski. De to fyre – en på hver side af mig i liften – var venlige og nysgerrige. Technomusik fra en højtaler i den enes taske akkompagnerede vores samtale. De fortalte om området, om Libanon generelt og vi snakkede lidt om det uheldige vejr de foregående dage. Da stolen før os tømtes for skiløbere fik jeg travlt med at koncentrere mig om en nogenlunde graciøs afstigning – mest for ikke at trække en af de unge fyre med i et eventuelt fald (det skal skrives som forklaring, at selv en garvet snowboarder som jeg kan finde de gamle stolelifte, hvor stolen ikke trækkes over på et andet og langsommere hjul ved på- og afstigning, liiidt udfordrende). Det lykkedes dog at komme af uden nærkontakt med sneen og efter et ”Nice to meet you” i retning af de to fyre, humpede jeg hen til muren, hvor udsigten over Libanon, Beirut og Middelhavet var fænomenal. Breathtaking som der stod i liftkortet. Det tror jeg ikke, vi har et dansk ord for?

Mere af det tak – altså flot udsigt – og det fik vi også. Busturen ned fra bjergene fredag morgen var simpelthen så smuk. N tog billeder med sin telefon ud af bilruden, de kan selvfølgelig slet ikke gengive det syn, vi havde, men alligevel give en idé om det. Enjoy:

2018-02-24-PHOTO-000009572018-02-24-PHOTO-000009562018-02-24-PHOTO-000009552018-02-24-PHOTO-00000953

Alt i alt havde vi en skøn skiferie i smukke Libanon. Hvis man godt kan leve med, at skilifterne ikke er det nyeste udstyr, at klokken otte-nul-dut arabisk tid ikke er klokken otte-nul-dut europæisk tid og kan li’ libanesisk mad – så er Mzaar Kfardebian et virkeligt godt bud på en destination for skiferien!

Tjek den lille film, som Janus har klippet sammen:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s