Cape Town ovenfra

Mine smerter i ryggen var tiltaget tirsdag, og vi besluttede, at jeg skulle have den undersøgt. Cape Town Mediclinics skadestue tog imod mig med det samme. Lægen oplyste mig om det, som jeg allerede vidste. Hun kunne ikke gøre meget. Jeg havde enten trykket eller brækket et ribben eller to. Jeg kunne få smertestillende og skulle holde mig i ro. Sidstnævnte er alt andet end nemt. Når jeg sidder eller ligger ned har jeg allermest ondt. Stå og gå er bedst. Desuden er vi i Sydafrika. Sydafrika! Der skal simpelthen mere end et par trykkede ribben til at holde mig sengeliggende. Tænk at skulle gå glip af alle de spændende seværdigheder og ture, som vi har planlagt for vores rejse. Så med en meget betænksom mand og to hensynsfulde børn, så hænger jeg på – godt nok som bagtrop, men med det er jeg!

Trods få patienter tilbragte vi alligevel næsten tre timer på skadestuen. Det må være en tommelfingerregel for skadestuebesøg overalt i verden. Jeg husker i hvert fald turene på Holbæk Skadestue i min barndom som lange og kedelige. Janus havde gennem en kollega booket en helikoptertur kl. 13.00, og den ville vi for alt i verden gerne nå. Det gjorde vi. Gudskelov. Vejret var med os. Blå himmel og sol gav os det perfekte udsyn til hele Kaphalvøen i de knap 30 minutter, vi var i luften. L og M’s første respons på, at vi skulle flyve med helikopter var umiddelbart ”uh ha”, ”åh nej”, og ”jeg bliver bange”. Men da vi først sad fastspændt i kabinen med headset på, kunne jeg kun læse spænding og begejstring i deres øjne. Ingen frygt. Grebet om armlænet blev dog lidt strammere lige da vi lettede, men resten af turen nød de det.

Det var fantastisk at se byen og bjergene oppefra. Table Mountain, løvesfinksen af Lion’s Head og Signal Hill (The Lion’s Rump),

IMG_7365

Cape Town Stadium (som har form som en traditionel afrikansk hat),

IMG_7368

Sea Point, hvor vi bor og indover Hout Bay med Duiker Island og alle sælerne. Byerne Fish Hook og Simons Town, vinfarme, lufthavnen, universitet, hospitalet (det med verdens første hjertetransplantation) og havnen.

IMG_7406

I Hout Bay så vi, hvordan store maskiner havde ryddet en del af skurene i slumkvarteret – Imizamoyethu – et af de mange grimme ar fra tiden med apartheid. Vores pilot fortalte, at der i stedet skal bygges lejligheder til de fattige mennesker. I townships’ne er der alt, hvad man normalt finder i en by. Skoler, supermarkeder, kirker, sundhedscenter, politistation og domhus. Det eneste der mangler er arbejdspladser. Få har fast job, flere tjener lidt på gadehandel, gør lidt rent eller har andre midlertidige ansættelser. Rigtig mange er arbejdsløse.

I Hermanus – en ferieby som vi har planlagt at besøge de sidste par dage af vores rejse – er der opstået tumult, da nogle af indbyggerne fra township’en kræver eget land. Der er tale om såkaldte backyarders, hvilket betyder mennesker som bor til leje på andres grund. De bor endnu ringere end de folk, som ejer jorden. De kan f.eks. kun bruge elektricitet, når ejeren af grunden ikke bruger det. De står på venteliste til bedre boliger, men har gjort det i mange år. Backyarders’ne gjorde krav på et stykke ubebygget jord, som ejes af kommunen. Da de blev afvist, brændte de i vrede og desperation et bibliotek, en satellit politistation og nogle biler ned. Politikere i Hermanus er nu gået i dialog med de vrede indbyggere for at finde en løsning. Hjemmefra – altså i Dubai – talte vi en del om sikkerheden i Sydafrika. Vi læste de forholdsregler, som rejsende i landet rådes til at tage, og Janus konfererede med sine sydafrikanske kollegaer. Derfor følger vi selvfølgelig udviklingen af tumulten i Hermanus. Vi tager ikke dertil, hvis det ikke er sikkert. Men der er allerede ro på igen, og sådanne optøjer er almindelige i Sydafrika og oftest meget lokale.

Hvis helikopterturen ikke havde givet os nok udsyn, så fik vi det da med dagens sidste aktivitet. Vind i håret, vaffelis i hånden og vanvittig god udsigt fra Signal Hill. Historisk set blev der hejst flag fra bakken for at varsle dårligt vejr til gæstende skibe på vej ind i bugten. Det er også på Signal Hill den såkaldte noon gun affyres hver dag kl. 12.00. Kanonerne er over 200 år gamle, og briterne besluttede i sin tid at affyre et skud ved middag hver dag for at gøre det muligt for sejlere at kontrollere deres kronometre. Du kan stadig time dit ur efter skuddet i dag. Et elektrisk signal sendes fra Astronomical Observatory få millisekunder før tolv og antænder kanonen, så den går af præcis kl. 12.00 nul dut.

Udover kanonentusiaster tiltrækkes også folk som elsker at vandre, paraglide eller bare betragte smukke solnedgange. Med sine 350 meter og en fin asfalteret vej helt op til toppen er Signal Hill nem tilgængelig for alle og helt klart et besøg værd.

Et skud af Lion’s head fra Signal Hill:

IMG_7412

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s