Kaphalvøen

Pingvinerne på Boulders Beach ved Simon’s Town lod til at være fuldstændig ligeglade med de mange turister der var mødt op onsdag formiddag i sidste uge. Og her var ellers alle slags repræsenteret. Børnefamilierne med helt små poder, som trods mange gange sshys’en fra deres forældre havde svært ved at forstå (eller huske?) at de skulle lade være med at hvine højt af fryd over de små smokingklædte fugle. De unge par – afslappede i ens Birkenstock og med runde John Lennon solbriller på næsen – som blev færdige med at betragte dyrene væsentligt hurtigere end alle andre. Den store gruppe asiatiske midaldrende kvinder i tøj af skrigende farver med blonder, guldtråde og knapper fægtende med selfiestænger alle vegne trods forbudsskilte om netop sådanne. Og ikke at forglemme det grå guld. Åh ja, de udgjorde klart majoriteten af turister, da vi var på Færøerne, og de er så behagelige at være iblandt. Med beigefarvede skjorter, lommerige shorts, bredskyggede hatte og kikkerter på maven ligner de altid nogen, som er lige ved at stige op i en safaribil for at køre ud på savannen. De iagttog stille pingvinerne og gik roligt fra udkigspost til udkigspost på den lange gangbro.

De fleste pingviner lå på reder rundt omkring i sand og buske.

IMG_7429

De her to var ret sjove at betragte:

IMG_7435

De gik lidt frem og tilbage mellem nogle huller i sandet. Ved et af hullerne forsvandt den ene pingvin. Den anden blev stående. Pludselig stod en stor sandsky ud af hullet. Lige i hovedet på pingvinen. Den rystede sine fjer, men blev ellers hvor den var. Og det stod på i noget tid. Sandsky, rysten fjer, sandsky, rysten fjer. Utroligt komisk. “Så flyt dig dog!”, fik vi lyst til at råbe ad den. Dumme søde pingvin.

IMG_7441

Som skrevet var turisterne luft for pingvinerne. Vi fandt det derimod lettere anstrengende at gå i kø, vente på tur ved rækværket og dukke os for selfiestænger. Det blev nærmere en Zoologisk-Have-oplevelse (på en af de dage, hvor vejret er godt) end en dyr-i-det-fri-oplevelse.

IMG_7487

Planen for resten af dagen var at køre længere sydpå til Cape Point derefter Cape of Good Hope og til sidst tage Chapman’s Peak hjem. Den rute rundt på Kaphalvøen skulle vise sig at være særdeles populær blandt Sydafrikas gæster, og vi var åbenbart ikke færdige med at bevæge os rundt i store grupper af turister den dag.

Cape Point er et 260 meter højt forbjerg. Man kan tage en lille kabelbane, The Flying Dutchmann op til fyret, men man kan også bare gå ad de snoede stier og trapper.

IMG_7493

Deroppe havde vi en fantastisk udsigt til Atlanterhavet på højre side og det Indiske Ocean og False Bay på venstre. Det gamle fyrtårn stod så langt ude på klippen, at det er svært at forestille sig, at nogle mennesker engang har rejst det. Ved det yngre og nyere fyrtårn var crowd’en så stor og ustyrlig (selfies med duckface og peacetegn – ok hver sin smag – men så pludselig en mand i bar overkrop usikkert og farligt højt oppe på nogle store sten for at få et billede af fyret og sig selv) at vi gik lidt nedad og afsides. Her var både en søvnig klippegrævling og et vagtsomt firben.

IMG_7522IMG_7521IMG_7507IMG_7525

Fin udsigt til Cape of Good Hope.

IMG_7524

Det var jo egentlig turens næste stop, men klokken nærmede sig halv fem, og vi havde en længere køretur tilbage til Cape Town. Cape of Good Hope er lillebroren til Cape Point. Engang troede man, at det var her Atlanterhavet og Det Indiske Ocean mødes. Men i dag ved man at de to oceaner mødes 150 kilometer sydøst for Cape of Good Hope – nemlig Cape Agulhus, der er det sydligste punkt i Afrika. Når vi rejser med L og M oplever vi nogle gange, at vi ikke når alt det, som vi har lyst til. Vi forsøger selvfølgelig at lægge realistiske planer, så vi ikke hele tiden bliver skuffede over steder eller seværdigheder, som vi må springe over. Prioritering er nøgleordet. Og vi veksler mellem oplevelser, som vi voksne rigtig gerne vil se, og oplevelser som vi tror kan være sjove for børnene. Nogle gange falder de to ting sammen, så går alt op i en højere enhed.

På vej tilbage nordpå kom vi forbi denne her savannebavian. Den sad på en træstub midt i alt det grønne og spejdede ud i uendeligheden. Vi måtte skifte til den store linse, for at få den helt tæt på. Så rolig og majestætisk!

IMG_7531

Chapman’s Peak Drive er en genistreg inden for ingeniørkunst. Vejen langs vestkysten fra Hout Bay til Nordhoek er hugget ind i bjergsiden i årene 1915-1922 og hænger højt over havet med en eventyrlig udsigt. Her foreviget oppefra på vores helikoptertur:

IMG_7379

Dagens sidste måltid købte vi i drive-in på fastfoodkæden over dem alle, McD. Her blev vi modtaget af en syngende ekspedient. Hun strålede og dansede imellem papæsker med nuggets og bægre med milkshakes, og vi kørte derfra i sprudlende humør. Burgere, pomfritter og et voldsomt – men smukt – tordenvejr ude over Atlanterhavet afrundede vores dag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s